Forældre frygter politisk påvirkning i skolerne

Politik

29/01/2015 14:43

Suleman Haider

I dag stemmer eleverne på næsten 800 folkeskoler til Danmarks første skolevalg.

Det betyder, at over 70.000 børn har haft politik på skoleskemaet den seneste tid.

Men flere forældre frygter, at lærererne generelt ikke kun underviser børnene i politik, men også skubber dem i en bestemt politisk retning, skriver DR Nyheder.

En undersøgelse, Epinion har lavet for Ultra Nyt, viser, at 19 % af forældrene er bekymrede for, at deres børn bliver påvirket politisk af lærerne på skolen.

Det tal undrer Danmarks Lærerforening.

- Vi oplever ikke, at det er et problem, så de tal er nye for os, siger konsulent Steen Dam til Ultra Nyt.

Lærer i samfundsfag på Nyager Skole i Rødovre, Mette Hedegaard, mener heller ikke, der er grund til bekymring.

- Vi bliver selvfølgelig alle sammen påvirket hele tiden, i skolen, af medierne, af forældre og venner, men jeg har aldrig oplevet, at en lærer forsøgte af præge eleverne til en bestemt politisk holdning, siger hun til Ultra Nyt.

Mette Hedegaard er selv politisk aktiv. I sin fritid arbejder hun som politiker i Ballerup Kommunalbestyrelse for Enhedslisten.

- Mine elever ved, at jeg er medlem af Enhedslisten. Det synes jeg, de og deres forældre har krav på. Men jeg er meget påpasselig med ikke at præge dem i nogen bestemt poltisk retning, siger hun.

Hun forklarer, at hun kræver af sine elever, at de tænker selv.

- Hver gang de hører noget, skal de stille spørgsmålstegn ved det. Også når det er mig, der fortæller dem det, siger Mette Hedegaard.

 

 

 

Mest Læste

Annonce