Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Så meget dyrere bliver julefrokosten i år - en ting er steget næsten 35 procent

Forbrug

25/11/2022 09:50

J. Bøgen

Stort set alt er steget i pris, men noget er blevet rigtig hårdt ramt.

Frikadeller, flæskesteg, æg og alkohol er nogle af komponenterne til en traditionel julefrokost.

I år skal man dog forvente at bruge lidt flere penge, hvis julefrokosten skal indenbords, for der har været prisstigninger på fødevarer, øl, vin og spiritus i løbet af det seneste år. 

"Er man til den helt klassiske julefrokost med leverpostej, frikadeller og æg, og har man fået indkøbstjansen i år, så kan man godt forvente, at den vil komme til at koste lidt mere i år end sidste år. Den høje inflation har betydet prisstigninger på mange fødevarer og alkohol, og det rammer mange af de fødevarer, som man traditionelt vil anvende til julefrokosten," siger Christian Lindeskov, afdelingsleder i Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.

Kigger vi på de enkelte varegrupper, så er der nogle fødevarer, hvor prisen er stukket markant af i forhold til andre:

  • Prisen på svinekød er steget med 10,8 procent

  • Prisen på æg er steget med 19,2 procent

  • Prisen på brød er steget med 14,9 procent

  • Prisen på smør er steget med 34,7 procent

  • Prisen på frisk fisk er steget med 18,5 procent

Hvad snacks angår, slipper vi heller ikke for at skulle have flere penge op af lommen.

Prisen på chips er steget med 17,5 procent, og chokolade er ramt af prisstigninger på 8,1 procent.

Rigtig slemt bliver det, når vi ser på, hvordan vi sørger for varmen til julefrokosten.

Hvis man bruger gasfyr eller elektrisk ovn, vil man således skulle bruge henholdsvis 138,5 procent og 84,4 procent mere på at holde varmen i forhold til sidste år.

Efter flere år med coronanedlukninger har nogle måske fået den ide, at man vil holde julefrokosten ude i byen. Men det bliver altså også dyrere end sidste år, hvis man benytter sig af den mulighed.

Hvis man tager på restaurant eller cafe, vil regningen være 9,9 procent højere i år ift. 2021.

Vælger man at benytte catering, vil regningen lyde på 9,3 procent mere. 

Mest Læste

Annonce