Fortsætter skandalen om den kommunale E-boks?

Politik

31/10/2014 10:38

Jesper Lohse

Skal alle forældre have fælles forældremyndighed ved særlov medmindre der er meget tungtvejende grund til andet.

Foreningen Far må oplyse at problemet omkring begge forældres fælles adgang til kommunale oplysninger i E-boks stikker langt dybere end som så, og skandalen nok vil fortsætte. En ting er at der i kommunerne findes forskellige IT-systemer, som kan mangle tekniske felter for registrering af begge forældre. Det er individuelt for kommunerne og systemerne. Hele alvoren er dog, at det offentlige ikke har den data der skal bruges.

Det offentlige Danmark har i år 2014 ikke oplysning om hvem som har fælles forældremyndighed over børn og hvem der ikke har det. Det er den data man baserer forældres fælles adgang til deres børns informationer på i kommunerne. Man har i dag kun registreret bopælsoplysningerne for den ene forælder. Begge forældre modtager derfor til stor gene for nogle ikke offentlige oplysninger fra barnets fødsel, automatisk adgang til skole og SFO systemer eller vigtige oplysninger om deres børn.

Det offentlige begyndte først at indsamle data for forældremyndighed i 2004 og har derfor kun data for børn under 10 år og selv for denne gruppe børn er data ikke pålidelig, da forældres egne aftaler ved eksempelvis de mange skilsmisser ikke er blevet registreret. Foreningen Far har tidligere i 2014 fået bekræftet forholdet hos Danmarks Statistik og CPR registret.

Foreningen Far anbefalede af samme grund den daværende Socialminister Karen Hækkerup og politikerne i forbindelse med forældreansvarslovens ændringer i 2012, at sikre fælles forældremyndighed ved lov, medmindre der var meget tungtvejende grund til andet f.eks. en domstolsafgørelse. Det blev i 2012 estimeret at ca. 32 pct. af de danske børn ikke havde fælles forældremyndighed, fordi dette ikke var praksis før 2007 og Foreningen Far advarede mod den store gråzone.

Foreningen Far fremsendte et høringssvar på 52 sider med 20 positive forslag til den daværende Socialminister Karen Hækkerup. Ministeriets lovforslag var færdigt 14 dage senere, idet der i forhold til vores folkevalgte politikere - af Foreningen Far – må betegnes som eventyret om kejserindes nye klæder i Ministeriet.

Flere af de lovforslag man besluttede i 2012 var direkte baseret på forældremyndighedsbegrebet, en ”børneorganisation” med kontaktflade til mødre og børn trykte flotte lobbyist brochurer og der blev ikke lavet bruger tilfredshedsmålinger. Foreningen Far spurgte, hvordan det var muligt at lave lovgivning baseret på forældremyndighedsbegrebet, når man ikke havde data over forældremyndighed for børn under 18 år. Det var vel så lovgivning i blinde af politikere som blev misinformeret. Man valgte efter 2012 i Ministeriet at sikre krav om indlevering af egne forældremyndighedsaftaler for registrering, så Foreningen Far vil da mene at Ministeriet opdagede den var gal allerede i 2012.

Grunden til at dette sker kan bl.a. skyldes at familielovgivningen ligger i 8-9 forskellige ministerier og man simpelthen ikke har det helhedsbillede over det moderne familieliv, som eksempelvis Foreningen Far, af den simple grund at vi følger børnene og forældrene i hverdagens processer m/k. Der kan derudover være tale om mangel på ligestillingsarbejde i Ministerierne på familieområdet, hvorved dette ellers var opdaget lang tid i forvejen af Ministerierne og KL.

LØSNING

Spørgsmålet er fortsat om politikerne bør afskaffe forældremyndighedsbegrebet i det moderne familieliv, sikre fælles forældremyndighed for alle forældre eller sikre to bopælsregistreringer med en særlov, så begge forældre kan få adgang til deres børns oplysninger i E-boks, medmindre der er meget tungtvejende grund til andet f.eks. domstolsafgørelse eller en indsigelsesperiode. Der laves særlove hvis et enkelt barn bliver udvist af Danmark, men her gælder det estimeret min. 32 pct. af de danske børn og specielt børn og fædre.

Det er i henhold til FN børnekonventionen artikel 2, den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 14 samt ligestillingsloven kapitel 2 ikke tilladt for offentlige myndigheder, at forskelsbehandle barnets forældre baseret på køn eller anden stilling, som eksempelvis familie formen. Foreningen Far rejser kritik af manglende rettidig omhu i de danske ministerier i forhold til det moderne familieliv og ligestilling af alle familie former samt begge forældre. Foreningen Far har allerede rejst kritik overfor direktionen i KL.

Mest Læste

Annonce