Fremtidens støtte til medier: Danskerne inviteres til at bidrage

Politik

07/04/2017 12:26

Nick Allentoft

Danskerne bliver inviteret til at komme med input til det kommende medieforlig, der bl.a. omfatter licensmidler og mediestøtte.

Hvilket dansk indhold skal vi stille til rådighed? Hvilke nyhedskanaler og -platforme er vigtige? Og hvor skal vi i fremtiden føre en fælles debat? Det er nogle af de spørgsmål, som kulturminister Mette Bock vil debattere med borgerne forud for de politiske forhandlinger om et nyt medieforlig, der træder i kraft i 2019. 

Kulturminister Mette Bock siger:
”Jeg vil gerne invitere til en åben offentlig samtale, så vi undgår, at beslutningen om fremtidens danske medieindhold udelukkende bliver et mellemværende mellem branchen og politikere. Jeg er tilhænger af åbne processer og har også en forventning om, at det vil give det bedste resultat for rammerne for dansk medieindhold. 

Borgernes mediebrug i Danmark foregår i stigende grad på udenlandske platforme som Facebook, Netflix og YouTube, og både abonnementsbetaling og annoncekroner går derfor i øget grad til udlandet. Vi står overfor en række store udfordringer, og derfor er det vigtigt, at vi laver et grundigt forarbejde, inden vi går i gang med forhandlinger om en ny medieaftale.”

Borgernes mulighed for at bidrage med input og deltage i debatten om fremtidens danske medieindhold kommer til at ske både digitalt og ved åbne debatmøder, der finder sted fra maj til september 2017.

Fakta – tidsplan for den kommende medieaftale:
• Maj-september 2017: Kulturministeren spørger borgerne om, hvilket dansk medieindhold der er vigtigt og bør anses for afgørende i fremtiden. Ministeren ønsker også at vide mere om, hvilke platforme (tv, radio, internet, mv.) borgerne ønsker, at indholdet skal udbydes på. Diskussionen skal handle om alt medieudbud i Danmark, uanset om udbuddet i dag er offentligt eller privat finansieret. Forløbet skydes i gang med en konference om fremtidens danske medieindhold, der finder sted i maj 2017. Samtidig lancerer Kulturministeriet en digital platform som mødested for debatten, og borgerne inviteres til åbne debatmøder 5-6 steder rundt om i landet. 
• September 2017: Borgernes og andres input om dansk medieindhold offentliggøres.
• September-november 2017: Debatten fortsætter med mediebranchens interessenter, politiske ordførere mv. og handler bl.a. om, hvem der kan producere og distribuere danskproduceret indhold, og i hvilket omfang det kræver offentlig støtte. Formålet er at søge inspiration – ikke at konkludere.
• Primo 2018: Regeringen offentliggør sit udspil til et nyt medieforlig, og de politiske forhandlinger begynder.
• Årsskiftet 2018/19: Den ny medieaftale træder i kraft. 

Læs mere om afmeld licens her.

Mest Læste

Annonce