Dennis Kristensen og Bente Sorgenfrey, der tilsammen repræsenterer flere hundrede tusinde offentligt og privat ansatte, efterlyser et opgør med ulige konkurrence, når private aktører løser offentlige opgaver.

FTF og FOA spidser: Konkurrencen mellem offentlig og privat er unfair

Velfærd

25/11/2014 13:30

Nick Allentoft

Med klare ønsker til den offentlige sektors brug af private leverandører, opfordrer Dennis Kristensen og Bente Sorgenfrey særligt kommunerne til at være samfundsansvarlige i deres brug af udlicitering.

Private leverandører er fint nok, men de må ikke gå konkurs, og det offentlige skal kunne konkurrere med dem på lige vilkår. Dennis Kristensen og Bente Sorgenfrey, der tilsammen repræsenterer flere hundrede tusinde offentligt og privat ansatte, efterlyser mere offentligt samfundsansvar, et opgør med ulige konkurrence, når private aktører løser offentlige opgaver, og et nyt nationalt videnscenter.

“Den danske velfærd og den danske offentlige sektor oplever massivt pres fra mange sider i disse år. Politisk pres for at veksle den fælles ansvarlighed for hinanden til skattelettelser for de få, økonomisk pres for at "løbe længere på literen" og pres gennem unfair konkurrence via ikke-grænseoverskridende social dumping. Og i øvrigt pres på mange andre leder og kanter,” siger Dennis Kristensen, der er formand for FOA.

“Jeg ser allerhelst et samarbejde mellem det offentlige og det private, hvor viden fortsat, om eksempelvis ældrepleje, fastholdes i det offentlige. Dette for at sikre, at man ikke står på bar bund, hvis virksomheden lukker ned,” siger Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF.

DenOffentlige har sendt to fagforeningsformænd og to repræsentanter for erhvervsorganisationerne en række spørgsmål i forlængelse af DR’s programer ''Danmark Sælger Ud'', hvor de senere års udlicitering og salg af offentlige aktiver blev gennemgået kritisk. Her får du svarene fra fagforeningerne.

Læs også: Organisationer er enige - konkurrence er godt

Sammenligner med livstidsstraf

I det tredie program med titlen ''Danmark Sælger Ud'' fortalte DR historien om pleje- og omsorgsvirksomheden Attendo, der gennem 18 år i Danmark kun har haft overskud i ganske få. Ifølge virksomheden selv, fordi den offentlige sektor har brugt betydeligt længere tid på at konkurrenceudsætte, end virksomheden forventede, da den etablerede sig i Danmark. Den forklaring giver Dennis Kristensen ikke meget for.  

“En dom med livstidsstraf er i sagens natur en langvarig affære, hvor man kommer til at vente meget, meget længe på muligheden for igen at komme på fri fod. Man kan tidligst ansøge om benådning efter 12 år og igen efter 14 år. Efter 16 år er det domstolene, man må ty til, hvis man vil tilbage i friheden. Det har tilsyneladende krævet endnu længere tålmodighed for ejerne bag den svenske private velfærdsleverandør Attendo. Firmaet har nemlig endnu ikke fået en forretning op at stå i Danmark, der kan frembringe et skattepligtigt overskud, som kan skæppe i den danske statskasse,” siger Dennis Kristensen.

Han mener, at det er gennem skattebetalingen de private virksomheder kan bidrage til finansieringen af velfærdssamfundet.

“18 år med opgaver betalt af danske skatteydere uden, at der er faldet blot nogle krummer af til finansiering af den danske velfærd,” siger Dennise Kristensen.

 

Viden skal blive i offentlig sektor

For FTF-formand Bente Sorgenfrey er det afgørende, at fastholde viden i den offentlige sektor, også når der udliciteres.

“For FTF er diskussionen ikke ideologisk, men vækst og udvikling er ikke noget, der kun er forbundet med den private sektor og udlicitering.  Samspillet mellem det offentlige og private er vejen frem for udlicitering. Kontrollen over opgaven bør stadig fastholdes i det offentlige, men opgaverne kan godt løses i et samarbejde med private leverandører,” siger FTF-formanden.

Hun er på ingen måder imod konkurrence, men der er andre ting, der kommer først.

“Jeg ønsker at debatten bygger på fakta og at konkurrence ikke betragtes som målet i sig selv. Målet er en effektiv offentlig sektor der leverer gode løsninger til borgerne, og hvor de ansatte har lyst til at arbejde,” siger Sorgenfrey til DenOffentlige.

Læs også: Privatisering medfører bureaukrati

Samfundsansvar kommer først

Det kan Dennis Kristensen bakke op om. Han henviser til sin erfaring som bestyrelsesmedlem i PenSam Liv, hvor han har deltaget aktivt i at fastlægge retningslinier for investeringen af medlemmernes pensionsopsparinger.

“Vi laver etiske retningslinjer, som vi præsenterer de virksomheder for, som vi overvejer at investere i, og hvor et nej til at følge retningslinjerne betyder, at vi fravælger virksomheden. FOAs medlemmer skal naturligvis kunne se sig selv i spejlet, når de går på pension, med vished for, at vi har gjort alt for, at pengene er tjent på anstændig vis,” siger Dennis Kristensen.

Han ønsker at se samme værdibaserede holdninger i samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, og peger på, at det er kommunal- og regionspolitikerne, der skal tage det første skridt og på borgernes vegne sikre, at alle kan se sig selv i spejlet som samfundsansvarlige.

“Jeg har præcis samme tankegang om private velfærdsleverandørers holdning til at betale skat til den danske velfærd. Og præcist den tankegang bør ansvarlige og seriøse kommunal- og regionspolitikere i min øjne også have,” siger FOA-formanden, der lægger fire betingelser frem for brug af konkurrence om offentlige opgaver.

“I mine øjne bør vi som fællesskab - som samfund - stille fire helt afgørende betingelser for konkurrence på velfærdsområderne. Konkurrence skal være reel. Konkurrence må ikke være på løn og arbejdsmiljø. Kvaliteten skal være i top. Skattefusk skal diskvalificere,” siger Dennis Kristensen.

FTF formanden er nærmest ordret enig med FOA-formanden.

Foreslår nationalt OPS-videnscenter

“Virksomhederne skal ha overenskomst, betale skat i Danmark, have et klart fokus på kvalitetsudvikling og ordentlige vilkår for ledere og medarbejdere. De skal være så velkonsoliderede, så de ikke går konkurs, som vi har oplevet i eksempelvis Sverige,” siger Bente Sorgenfrey.

FTF-formanden henviser iøvrigt til et konkret forslag om, at der etableres en national enhed for offentligt privat samarbejde.

“Mangel på viden og koordinering er en væsentlig barriere for mere offentlig-privat samarbejde. Der er brug for en national OP-enhed, der samler viden for kommuner, regioner og stat,” foreslår Bente Sorgenfrey og FTF.

Fakta: Her er Dennis Kristensens fire retningslinier

Konkurrence skal være reel

Det skal ikke kun være konkurrence mod den offentlige sektor. De offentlige institutioner skal kunne være med på vognen. Det har FOA netop dokumenteret sker i alt for få tilfælde. Kommunerne vælger oftest ikke at lade sin egen institution deltage i budgivning med et såkaldt kontrolbud. Det er ikke bare for dumt i forhold til at kunne kontrollere, om andres bud er bedre i forhold til kvalitet og pris. Det er også en helt urimelig behandling af kommunernes egne ansatte.

Konkurrence må ikke være på løn og arbejdsmiljø

Kommuner og regioner skal stille krav om, at en privat leverandør har løn- og arbejdsforhold svarende til de på området i øvrigt mest fremherskende.

Kvaliteten skal være i top

Sporene fra tre årtiers udlicitering på rengøringsområdet skræmmer. Virkelighedens verden er i dag, at det ikke er muligt at levere rengøring og hygiejne med de priser, som årtiernes prismæssige dødsspiral har medført - uden at presse arbejdskraften ekstremt voldsomt og uden at "lave runde hjørner".

Skattefusk skal diskvalificere

Det er ganske enkelt absurd, hvis skatteborgerne betaler private firmaer for at levere velfærd uden, at firmaerne vil betale til den statskasse, som finansierer velfærden. Det vil jo være ren Ebberød Bank for os alle, som er ejere af og bidragsydere til velfærden, hvis vi kun giver ud uden at få ind.

 

Mest Læste

Annonce