Gode historier er dansk films største mangelvare

Bæredygtighed

08/09/2017 07:00

Christian Have

Hvis Danmark vil generobre titlen som et af verdens mest interessante og nyskabende filmlande, må vi finde et andet mantra end ”send flere penge”. Lad os i stedet fokusere på at skabe storslåede fortællinger.

2016 var et særdeles dårligt år for dansk film, når man måler på danskernes interesse for at gå i biografen og se dem. Det normale niveau for danske film ligger på 25-30 procent af det samlede billetsalg. Men sidste år lå procentsatsen på blot 21.

Det gør 2016 til det værste danske filmår i mange år. Og 2017 ser ud til at blive endnu værre.

Når der er krise i kulturlivet, forfalder mange til først og fremmest at angribe krisen ud fra et økonomisk perspektiv. Og det er da ikke fordi, der ikke er noget at komme efter på dén front. Dvd-salget er dalet så meget, at det har efterladt et hul på en lille milliard. Og med streamingtjenesterne – ført an af Netflix – gøres der oprør mod den vanlige måde at få spillefilm ud til publikum.

Men er det kun et spørgsmål om økonomi? Kunne øgede budgetter have reddet de film, som blev vist på det store lærred, men som alligevel kun trak ganske få tusinde mennesker i biografen? Næppe.

Hvis vi vil generobre titlen som et af verdens mest interessante og nyskabende filmlande, må vi finde et andet mantra end ”send flere penge”.

Vores fokus bør, snarere end økonomien og de produktionsmæssige udgifter, være på historiefortællingen. For det er de storslåede fortællinger – dem, der bevæger, inspirerer og provokerer os – som udgør dansk films største mangelvare.

Fokus på talentudvikling og større risikovillighed

Ikke et ondt ord om Alle for tre, der foreløbigt er dette års største biografsucces med mere end 300.000 solgte billetter. Men det er næppe denne form for letbenede falde-på-halen-komik, der kommer til at sætte et varigt indtryk på de danske biografgængere, perspektivere deres kulturelle selvforståelse eller rykke rundt ved deres indre følelsesliv.

Det er ting, som stor dansk filmkunst har påvist igen og igen, at den fuldt ud er i stand til. Uanset om vi taler dramaer som Festen og Hævnen, komedier som En kort, en lang og Italiensk for begyndere eller historiske film som Flammen og Citronen og En kongelig affære.

Vi bør som filmland derfor i langt højere grad satse på at udvikle talenter, der kan frembringe de store fortællinger. Vi bør udvise større risikovillighed, når det kommer til film, der vover den kunstneriske nyskabelse fremfor den nogenlunde træfsikre mellemvare.

Endelig bør vi erkende, at manuskriptet vitterligt er filmens uden-hvilket-intet – og dermed opprioritere den proces i en films tilblivelsesperiode, hvor en historie går fra at være en god idé til at være et slagkraftigt manuskript, der bare higer efter at blive omsat til levende billeder.

Tid til fornyelse

Den stærke historie, der måtte møde økonomisk funderede forhindringer i sin færd, skal nok finde en vej ud til sit publikum. Måske fører vejen ikke til det store lærred. Måske går den via en af de mange nye produktionsmetoder og distributionskanaler, der er blevet tilgængelige de seneste år. Måske gøres den til en serie i stedet. Og måske lanceres den på en streamingtjeneste.

Det er til syvende og sidst imidlertid ikke disse parametre, der er de afgørende. Det er afgørende er i stedet, hvorvidt vi som filmland formår at frembringe de store fortællinger, og at disse fortællinger når ud til deres publikum. Og antallet af veje, som en film kan nå sit publikum på, har aldrig været højere.

Hvis det så koster en række biograflukninger, må det desværre være sådan. Vi kan ikke bremse udviklingen blot for at holde et gammelt format og en ditto industri i live. Formater fornyes, og det samme bør ske for enhver industri – også filmindustrien.

Mest Læste

Annonce