Jysk kommune gør skolebusserne gratis for alle borgere.

Gratis busser for alle i 2015

Infrastruktur

10/03/2014 16:57

Nick Allentoft

Fra januar 2015 kan alle borgere i jysk kommune sandsynligvis hoppe gratis på skolebussen.

I Hedensted Kommune har Udvalget for Politisk Koordination & Økonomi netop besluttet, at det fra januar 2015 skal være gratis for alle at køre med på de busruter, der kører elever til folkeskolerne.

Det handler om i alt 17 ruter – se fakta nederst.

I den midterste og vestlige del af kommunen vil det være gratis at køre med i alt 11 ruter.

Anledningen for at åbne op for gratis kørsel på disse ruter skyldes Midttrafiks indførsel af rejsekortet, hvilket sker i løbet af sommeren 2014. Fordi udgiften til at installere rejsekort-teknikken i den enkelte bus overstiger den billetindtægt, man forventer, har Midttrafik åbnet op for, at alle kan køre gratis med visse busruter.

På de 6 ruter, som primært kører i den østlige del af Hedensted Kommune, afventer den endelige afgørelse om gratis skolebusser en beslutning i Folketinget. Her behandler man nemlig i øjeblikket et forslag om at ændre loven om trafikselskaber for de såkaldte ”lukkede busruter”.

I modsætning til ruterne i den midterste og vestlige del kører disse ”lukkede busruter” på nuværende tidspunkt kun med folkeskole-elever og må ikke tage andre passagerer med.

”Det vil vi have lavet om på, og vi presser derfor på for at få ændret lovgivningen, så vi kan få åbnet de lukkede ruter. Det giver absolut ingen mening at have busser med ledige pladser kørende rundt i kommunen”, siger borgmester Kirsten Terkilsen.

Hvis loven ændres, må alle køre med på disse ruter, under betingelse af, at der ikke opkræves betaling.

Loven forventes vedtaget efter sommerferien, og Hedensted Kommune regner derfor med, at det efter den 18. januar 2015 vil være gratis for alle at bruge de busruter, der kører elever til folkeskolerne.

”Skolebusserne kører under alle omstændigheder igennem stort set alle lokalområder i hverdagene, så det er fuldstændig oplagt, at voksne der har behov for transport, kan tage med.”, siger borgmester Kirsten Terkilsen

Den 18. januar er valgt, fordi alle bus- og togselskaber i Danmark den dag skifter takster, og derfor vil det være praktisk at indføre den gratis buskørsel på samme dag.

Mest Læste

Annonce