Greve Kommune skærper sikkerheden efter trusler

Velfærd

06/10/2015 15:51

Nick Allentoft

En voldsom episode mandag på Greve Rådhus og Greve Videncenter får nu konsekvenser i form af øget kontrol ved indgangene.
I den kommende tid bliver det lidt mere besværligt at komme ind på Greve Rådhus og Greve Videncenter. På rådhuset bliver den runde svingdør låst, så besøgende i stedet skal gå igennem døren til højre for svingdøren. På Greve Videncenter kan man udelukkende komme ind i bygningen gennem hoveddøren, hvor en rådhusbetjent lukker folk ind og ud. Sikkerheden er skærpet, efter en episode med alvorlige trusler mod medarbejderne i begge bygninger. Det skete mandag, hvor det også blev nødvendigt at evakuere flere borgere med ærinde i Borgerservice. ”Vi vil under ingen omstændigheder acceptere, at medarbejdere eller borgeres bliver truet. Derfor øger vi nu kontrollen ved indgangene,” siger centerchef for Teknik & Miljø Peter Zahlekjær. I den kommende tid vil kommunen sætte ekstra ind på at skærpe sikkerheden: Der vil være ekstra rådhusbetjente ved indgangene. Alle medarbejderne i Borgerservice gennemfører kursus i konflikthåndtering. Der bliver desuden arbejdet yderligere på sikkerheden med andre tiltag rundt omkring i bygningerne.  

Mest Læste

Annonce