Grønne byprojekter får millionstøtte

Infrastruktur

06/01/2015 09:50

Suleman Haider

Natur er vigtig, mener to ud af tre byboer. 13 projekter har nu fået støtte til grønne projekter i byerne.

Snart kan landets byboere se frem til flere fælleshaver og andre grønne områder som et pusterum væk fra byernes bilos, larm og mennesker.

13 projekter har fået tildelt 86 millioner kroner fra Nordea-fonden til at "fremme det gode liv i byen".

Og det gode liv indebærer adgang til grønne områder, hvis man spørger folk i byerne.

To ud af tre byboer svarer, at det har betydning for deres livskvalitet at bo tæt på naturen ifølge en undersøgelse fra Nordea-fonden.

Det er også mere natur, der efterspørges, når direktør og partner i tegnestuen SLA Stig Lennart Andersson laver borger- og brugerundersøgelser.

- Når vi skal lave nye byrum og spørger indbyggere i området, hvad de gerne vil have, så er mere natur det allerførste, de svarer, siger han.

Det er både jyder, sjællændere og fynboer, der får gavn af de 13 projekter, som spænder over alt fra cykellegebaner til grønne anlæg og en fjordpark.

I Aalborg, Løgstør, Nykøbing Mors og Lemvig har Limfjordsrådet fået støtte til at etablere fire fjordhaver, hvor almindelige borgere blandt andet kan dyrke tang, østers og muslinger.

Længere sydpå skal 15 millioner kroner hjælpe "Smag på Aarhus" til at skabe 600 såkaldte spiselige byrum i Aarhus.

Mens organisationen 4H vil etablere fælleshaver i Roskilde, Næstved, Kalundborg og 15 andre byer, som skal være med til at øge børns viden og interesse for mad og sunde vaner.

I udviklingen af byer har mennesket ellers altid holdt naturen udenfor, fortæller Stig Lennart Andersson, der også er arkitekt og professor ved Københavns Universitet.

- Vi har indrettet byen på en måde, hvor naturen fremstår som et problem. Vi har tag på husene, så det ikke regner og blæser ind, og vi har kloakker, der kommer af med regnvandet, siger han og fortsætter:

- Men naturens æstetiske værdi mangler i byen. Livskvaliteten hos den enkelte indbygger bliver større ved at opleve naturens processer og udtryk inde i byen.

I dag er det syv ud af otte danskere, som bor i byen ifølge Danmarks Statistik.

FAKTA: Disse byprojekter får støtte

86 millioner kroner har Nordea-fonden givet til 13 projekter, der skal "fremme det gode liv i byen".

Fælleshaver, fjordhaver og grønne anlæg er blot nogle af de projekter, som har fået støtte til at nytænke grønne og blå byrum.

Læs kort her om alle projekterne:

* "Smag på Aarhus" skaber med 15 millioner kroner 600 spiselige byrum i blandt andet parker, boligkarréer og vejrabatter. 

* 4H "Flere fælleshaver i byen" etablerer for 4,6 millioner kroner fælleshaver i 18 byer, som skal øge børns viden om natur og bæredygtighed. 

* "Bo og Gro" udvikler med 6,7 millioner kroner en model for engagerende udemiljøer med udgangspunkt i tre fælleshaver i almene boligforeninger i Helsingør. 

* "Fjordhaver i Limfjorden" stifter med 5,5 millioner kroner fire blå kolonihaveforeninger, hvor borgere kan dyrke havets delikatesser. 

* "Vesterbros lunge" giver med 3,7 millioner kroner Københavnerne et grønt pusterum og mulighed for at dyrke 20 små, grønne anlæg langs Istedgade. 

* "Sejlende fortællinger" kan med 8,9 millioner kroner sende skibet Bibiana af sted som en sejlende udstillings- og læringsplatform for børnekunst og kultur. 

* "Cykellegebaner i ti byer" udvikler med 7,5 millioner kroner ti cykellegebaner i landet, hvor børn kan bevæge sig, blive sikre i trafikken og få gode cykelvaner. 

* "Den grønne korridor" skal med 6,2 millioner kroner skabe et rekreativt grønt område, som samtidig kan forhindre oversvømmelser af Skjern by. 

* "Vilde naturrum i byen" kan med 1,6 millioner kroner etablere et 650 m² stort naturrum i København med vilde planter, der afspejler Sjællands natur.

* "Krible Krable" skal med 1,7 millioner kroner inspirere daginstitutioner og børnefamilier til at udforske naturen i byen til vands, til lands og i luften.

* "Kulturhavn 365" får med 11,5 millioner kroner mulighed for at skabe liv i Københavns Havn året rundt, også om vinteren.

* "Odense Å" vil med 3,8 millioner kroner udvikle syv lokaliteter langs åen, som giver borgene mulighed for at opleve den på tæt hold og bruge den på nye måder.

* "Vestre Fjordpark" går med 9,5 millioner kroner i ryggen fra nedslidt friluftsbad til topmoderne 165.000 m² fjordpark, som kan bruges året rundt.

Kilde: Nordea-fonden.

 

Mest Læste

Annonce