Guide til gode historier på DenOffentlige: Det her kan du med fordel læse i ferien

Velfærd

03/07/2017 12:30

Nick Allentoft

Vi har samlet det sidste halve års væsentligste historier til denne rundtur på DenOffentlige. Her finder du de historier, du så, men ikke fik læst. God sommer!

Med en ny minister for offentlig innovation og en ældreminister, der væltede ind i jobbet med en afskrevet APV lagde regeringen op til en spændende start på året.  

På DenOffentlige varmede Ledelsesavisen op til Ledelseskommissionen med indlæg fra mennesker som hoffets ceremonimester Kim Kristensen, kommunaldirektørernes formand Henrik Kolind,  professor Kurt Klaudi Klausen, tidligere generaldirektør for DR, Christian Nissen, og Alfred Josefsen, der iøvrigt siden blev medlem af netop Ledelseskommissionen.

LÆS OGSÅ: DANMARKS SAMSKABTE MEDIE

Personalet siger stadig klarere fra

Samtidig kom et væsentligt opråb fra en gruppe varme hænder - fagprofessionelle i velfærdsproduktionen - der kaldte på mindre styring og bedre ledelse. Opråbet satte gang i en tankevækkende debat, hvor den offentlige sektors mange fangarme - som mellem søuhyrerne Skylla og Charybdis - i styringen blev udstillet. Udviklingen er for mange ansatte lige dele meningsløs og lige dele dræbende i den såkaldte frontlinie - altså derude, hvor fagprofessionelle møder borgerne, og kurser i konflikthåndtering er blevet løsningen på de frustrationer og afmagtssituationer, der opstår i dagligdagen.

Det gav anledning til at pege på en væsentlig vinkel i debatten om afbureaukratisering og modernisering, fordi tre årtiers forsøg på modernisering kalder på en ny tilgang. Fra lederplads her på DenOffentlige pegede vi på, at bureaukraterne (djøfferne) er sat på en umulig opgave. Lad os i stedet anerkende dem for det, de er rigtig gode til, men så få debatten om, hvordan vi kan afbureaukratisere.

Det der med ledelse og medarbejdere og styring og uddannelse hentede journalist Tina Juul Rasmussen inspiration hjem om fra verdens største ledelseskonference i USA. Hendes artikler om ledelse og kærlighedshormonet, tillid og respekten for medarbejderne er fremragende sommerlæsning. 

 

Men forandringer kommer langsomt

Debatten er i denne tid en sær blanding af forandringer og fastholdelse af det bestående. Politikere og Finansministeriet har lagt kursen for en Sammenhængsreform, og den skal ifølge innovationsminister Sophie Løhde gøre op med plejer. Ironien er dog til at få øje på, når budskabet og reformideerne præsenteres præcis som man plejer omend traditionerne blev brudt med oprettelse af tre udfordringspaneler, der i bedste lukkede åbenhed skal berige regeringen med ideer til de fire spor i sammenhængsreformen.

Er du forvirret?  - det er der ingen grund til, for vi må forstå at alting er blevet så kompliceret og det kræver hele tiden nye og bedre og mere uddannelse.

Når en dør lukker skal nye åbnes, og således medfører opgøret med NPM nye bud på indretning af styring og ledelse. Her på DenOffentlige er debatten gået fra professor Jacob Torfings fortælling om New Public Managements død gennem flere Ledelsesaviser (her nr. 4 og nr. 5 og nr. 6 og nr. 7 og nr. 8) med konstruktive fortællinger fra kommuner i front med nye ledelses- og styringsformer til nu også konkrete bud på nye paradigmer.

 

Borgeren først og styringen sidst

Her kan du bl.a. møde Center for New Public Leadership, der med erfaringer fra Guldborgsund og Greve Kommuner viser, hvordan forandringer rent faktisk kan gennemføres uden hensyn til statens til tider rigide styringskrav. Eller du kan læse om erfaringerne fra Odense Kommune, der revolutionerede sygedagpengeområdet i det ene hjørne af kommunen og du kan læse, hvordan Region Syddanmark har kæmpet med en stædig (ledelses)krise i dønningerne efter Carl Holst sagerne og skandalen med udbud af ambulancekørslen.

Netop det med at sætte borgeren i centrum får nye perspektiver med den stigende interesse for samskabelse. Omend man kan undre sig over, at samarbejde er det nye sort (som Christian Christensen skriver om her), viser Samskabelsesbevægelsen gennem konkrete eksempler, at behovet for netop samarbejde er indiskutabelt. Velfærdsmodellen er trods alt skabt og udviklet af, for og med borgere i form af brugere, ansatte, ledere og politikere.

 

Uber blev kørt over mens Skat og socialområdet bliver kørt ned

Gennem det seneste halve år har afmagten over udviklingen vist sig gennem skandaler om Skat og styringen i Socialministeriet eller historier om mennesker, der forsøger at klare sig på trods mens stadig mere fokus bliver rettet mod velfærdsflertallets stigende behov for tryghed.

Uber gav op efter årelang debat om virksomhedens fundamentale disruption af taxa-branchen. Men hvor politikerne på Christiansborg hurtigt reddede chaufførerne kniber det altså med at få styr på både Skat og Socialministeriet - ligesom også flygtningekrisen og integrationsdebatten bare fortsætter og fortsætter. En kommission om skats skandaler er varslet men endnu ikke nedsat. Til gengæld har regeringen vedtaget at nedlægge Skat og fastholde organisationen i konstant stress, når den nu skal kigge fremad og spredes i syv nye styrelser med hver deres ledelse. Erfaringerne fra udflytningen af statslige arbejdspladser har åbenbart inspireret.

 

Europa har sin egen Donald - og Vestager deler bøder ud

På DenOffentlige konstaterede vi, at Europadebatten kræver både fornyelse og vitaminer. Derfor har vi i samarbejde med bl.a. Europabevægelsen oprettet en ny sektion om Europa. Her tilbyder vi de væsentligste historier fra en verden, hvor Brexit tager dagsorden mens Trump sender tweets ind i glasbutikken og Europas Donald Tusk som en anden enmandshær forsøger at vække europæernes bevidsthed - inklusiv iøvrigt europæiske politikere. 

Mens frustrationerne over den europæiske udvikling vokser, møder de store virksomheder styrken i samarbejdet - eller rettere modstanden, når de store bliver lidt for smarte. Således er det danske Margrethe Vestager, der deler rekordbøder ud til Facebook, Google og andre, der ikke forstår, at størrelse og styrke forpligter.

 

Der er også lyspunkter

Mens staten bokser med skandalerne og skiftende ministre forsøger sig med nye initiativer til afbureaukratisering og regelforenkling springer flere og flere kommuner afsted med nye måder at engagere borgerne og skabe nye velfærdsmodeller.

Nye frikommuneforsøg fik ministeriernes blå stempel, og selvom evalueringen af de gamle forsøg gled hen i glemsel vokser trykket efter forandringer nedefra, og netop nedefra er et andet udtryk for decentralisering som Christian Borum gav seks greb til at gøre mere ud af mens Preben Mejer ser ligheder mellem centralisering og skandaler.

Når vi kommer hjem fra sommerferierne begynder nedtællingen således til kommunal- og regionsrådsvalgene, og med mindre det går helt galt på Christiansborg vil interessen for det lokale Danmark vokse stabilt i andet halvår.

Måske vil det give fornyet optimisme til alle de mange, der håber på succes for årtiers forsøg på at modernisere den offentlige sektor. For når regeringen præsenterer sin plan for en sammenhængsreform og ledelseskommissionen afleverer sine anbefalinger, træder nyvalgte regions- og byråd sammen og har blikket stift rettet mod fire års nye politiske forsøg på at styre, lede og udvikle velfærdssystemet til gavn for de borgere, der har valgt dem.

 

God ferie.

  Nick Allentoft Chefredaktør og stifter af DenOffentlige  

Mest Læste

Annonce