Halvdelen af alle offentlige ledere på vej på pension

Ledelse

24/04/2014 15:12

Professionshøjskolen Absalon

Det er ikke blevet lettere at være offentlig leder. Derfor er det afgørende at forberede det store generationsskifte indenfor de næste 5-10 år. Interesserede medarbejdere skal motiveres og forberedes på fremtidens krav.

Der er mange store og krævende opgaver på de offentlige lederes bord i disse år. Mange medarbejdere kan se ledelsesudfordringerne som både attraktive og overvældende på en og samme tid, og turbulensen om folkeskolereformen er et godt eksempel på dette.

I løbet af de sidste 10 år er ledelsesopgaven i det offentlige blevet mere kompleks. Bevægelsen har været fra en forvaltningstankegang til en ”brugeren i centrum” tankegang, samtidig med at kravene til økonomiske tilpasninger og dokumentation er stigende.

Brug for nye typer før-leder forløb

Ledernes opgave er i stigende grad blevet at skabe de vigtige og nødvendige forbindelser mellem mange forskellige interesser og ofte modstridende ønsker og behov. Lederne står også til mål for at formidle og forklare nye reformer og tiltag overfor borgere og brugere og sørge for, at medarbejderne holder fokus på deres opgave, har medejerskab og rum og tillid til at udvikle opgaveløsningerne.

Sagt på en anden måde – det er ikke blevet lettere at være offentlig leder. Derfor mener University College Sjællands uddannelseskonsulenter i ledelse, at det er vigtigere end nogensinde at iværksætte og italesætte nye typer før-leder forløb og skabe motivation og gejst for ledergerningen blandt interesserede medarbejdere.

Kommende ledere skal langsomt i gang

 - ”Vi har set, at det er vigtigt for den enkelte kommende leder at få lov at snuse til ledelse uden rigtigt at være leder endnu. Kommende ledere, der får mentorer og begrænsede ledelsesopgaver, træder ind i ledelse med større tiltro og overbevisning end de, der bliver smidt ud i hajfyldt farvand fra dag 1”, siger Margrethe Gade fra University College Sjællands Center for Videreuddannelse.

Den tanke deler University College Sjælland med en række vestsjællandske kommuner, som har været med til at tage initiativ til et langsomt før-leder forløb med mulighed for at skabe et indbyrdes netværk.

- ” Ideen er at kommende ledere skal langsomt i gang. De får mulighed for at arbejde sig ind på de teoretiske vinkler på ledelsesopgaven via to diplommoduler i ledelse, og samtidig kommer de i gode mentorhænder og får stillet praktiske opgaver i forbindelse med deres uddannelse”, fortæller Kell Hartmann.

Det skal være tilladt at fjumre uden alvorlige konsekvenser

Det er mere og mere klart, at topstyret ledelse med gammeldags ordregivning ikke er svaret på fremtidens udfordringer og kan virke direkte demotiverende for moderne medarbejdere. Selvledelse er in, men selvledelse uden styring kan både give stress for den enkelte, og for organisationen er risikoen, at selvledelsen går i den forkerte retning. Derfor er det ekstra vigtigt at lederen kan arbejde hensigtsmæssigt med motivation, med faciliterende samtaler og med at give retning og sætte rammer for selvledelsen.

- ”At kunne indgå i et frugtbart samarbejde med medarbejderne og samtidig jonglere med retning, magt og at sætte kursen, er ikke noget man nødvendigvis som leder kan fra starten” siger Margrethe Gade:

”Mange kommende ledere har et naturligt ledertalent, men samtidig skal de have lov at træne og fjumre med de nye kompetencer uden at det får alvorlige konsekvenser for dem”.

Læs mere om University College Sjællands "Før leder uddannelse"

Yderligere oplysninger

  • Margrethe Gade, ledelseskonsulent, University College Sjælland, tlf. 7248 1484, [email protected]
  • Kell Hartmann, ledelseskonsulent, University College Sjælland, tlf. 7248 1291, [email protected]

 

Mest Læste

Annonce