Blogger og civilingeniør Camilla Krogh

Hej, jeg er også et menneske

Velfærd

16/09/2014 16:24

Suleman Haider

Forholdet mellem borger og kommune - menneske og system - bliver an-spændt og skævt, hvis magtbalancen tipper. Og det hænder. Heldigvis kan vi rette op. Slet og ret ved at møde hinanden som mennesker.

”Da jeg røg ind i systemet, mistede jeg min identitet og blev til en diagnose.”

Camilla Krogh blogger og arbejder professionelt med psykiatri som konsulent hos psykiatriledelsen i Region Nordjylland. Hun er uddannet civilingeniør og arbejder med udvikling og forskning, altid med brugerne af systemet for øje, og her trækker hun udover sin uddannelse også på egne erfaringer som bruger af psykiatrien gennem fem år. Fem år med indlæggelser og ophold på psykiatriske skadestuer, sygehuse og bosteder med diagnosen skizofreni.

Hun er ikke i tvivl om, at behandlingen, medicineringen, tvangsindlæggelserne og mandsopdækningen var vel ment. Men det var først da en sygeplejerske ved navn Hanne satte sig på sengekanten og insisterede på at tale med hende som et helt almindeligt menneske, og ikke som en diagnose, at hun begyndte at håbe på en normal tilværelse.

”Alene ved at være nysgerrig på mig, styrkede Hanne mit håb og min tro på bedring,” siger Camilla Krogh.

Et samfund rigt på relationer

Velfærdssamfund anno 2014 handler ikke om ydelser, hjælp og støtte. Det handler om menneskelige relationer. Med dem kommer man langt. Uanset om det gælder omsorg for ældre, samarbejde med pårørende, sagsbehandling eller andre snitflader mellem systemet og borgerne.

Camilla Krogh var en af 330 deltagere på konferencen Mere Menneske – Mindre System? som Sundhed og Omsorg afholdt i samarbejde med Marselisborgcentret og Rehabiliteringsforum Danmark 27. august i Centralværkstedet i Aarhus. Her var budskabet fra både oplægsholdere, borgerpanel og de deltagende patientforeninger og brugere, at hvis vi skal tækkes økonomisk smalhals og demografiske udfordringer (flere ældre, færre på arbejdsmarkedet), så skal der nye boller på suppen. Blandet andre, altså, bedre relationer – vi skal møde hinanden som mennesker. Ikke som diagnoser, cpr- og sagsnumre.

Tør jeg stole på dig?

Inde i Camilla Kroghs hoved rasede tankerne hver gang en ny vikar var på vagt. ’Er han stærkere end stemmen i mit hoved? Er hende der kvik nok til at kunne passe ordentligt på mig?’

I en periode var hun så syg, at der skulle være plejepersonale hos hende konstant. Også når hun gik på toilettet. Hun vidste godt, at hun havde brug for at blive passet på, så når der var nye på vagt, blev hun urolig. Hun var nødt til at teste dem. Hvis hun kunne nå at smutte ud på toilettet og låse sig selv inde, før de reagerede, hvordan skulle de så kunne passe på hende? Nogle af dem sov på vagten, eller læste ugeblade, uden at opdage, hvor meget hun nåede at skade sig selv.

Der var mange, både læger, sygeplejersker og plejepersonale, der talte til hende. Om hende, for hende. Men før Hanne kom til, var der sjældent nogen, der talte med hende.

Misforstået omsorg

”Fagpersonalet har selvfølgelig en masse ideer til, hvad man som patient har brug for - medicin og ro til at blive rask igen, for eksempel. Men jeg havde brug for en identitet. At lave noget og være noget. Noget andet end bare ’skizofren’,” siger Camilla Krogh.

Til trods for sygdom og indlæggelser færdiggjorde hun sin uddannelse. Dén identitet svandt lige så stille ind, men Hanne spottede Camilla Kroghs kreative sider og fik hende i gang med små projekter. Og ved slet og ret at være nysgerrig, fik hun lige så stille gravet mere og mere af den ’gamle’ Camilla Krogh frem.

Efterhånden som hun dukkede op, blev Camilla Krogh klar over, at hvis hun skulle have stemmerne ud af hovedet og prøve at blive ”normal” igen, så skulle hun væk fra botilbuddene og ind i egen bolig og få støtte der. Lever man som syg, bliver behandlet som syg og opfattet som syg… Ja, så bliver man ved med at være syg.

I dag, fem år efter diagnosen blev stillet, er Camilla Krogh en af dem, der lytter, spørger ind og deler sin egen historie med andre - mennesker. Med eller uden diagnose.  

”Jeg får en del henvendelser fra folk, der har løbet panden mod muren i systemet og ikke ved hvad de skal stille op. Det jeg gør, er så enkelt: Spørger dem, hvem de er, hvad deres historie er, og hvad de selv tror, de har brug for. Folk har ofte en større selvindsigt, end personalet regner med,” fortæller Camilla Krogh.

Mindre system?

Og netop det, var en del af det overordnede budskab på konferencen den 27. august: Mennesker er fulde af ressourcer. Det er systemet; kommunerne, regionerne, staten; det offentlige også. Og hvis de to kan få ressourcerne til at spille sammen, så får vi både mere velfærd for pengene og gladere borgerne.

En oplægsholder fra Region Midtjylland fortalte om en planlagt akut-modtagelse til flere millioner, hvor forældre kunne komme med deres syge børn. Det overordnede formål med akutmodtagelsen var at skabe tryghed hos forældrene. Men ingen havde tænkt på at spørge forældrene, hvad de havde brug for. Da man endelig gjorde det, var deres svar: Vi har ikke brug for en akutmodtagelse; vi har brug for større empati hos lægerne.

Mere menneske

I Camilla Kroghs tilfælde kunne systemet have sparet tid og penge ved tidligere at have fokuseret på de ressourcer, der trods sygdom stadig var der, til at holde fast i en identitet som andet end psykisk syg.

Samtidig kunne hun have sparet års fortvivlelse og sygdomsforværring og måske endda tidligere være vendt tilbage til et liv som velfungerede borger på arbejdsmarkedet.

Opskriften på at nå dertil er for Camilla Krogh helt enkel:

”Man er nødt til at holde fast i, at man er et menneske med kompetencer og ressourcer. Ellers forsvinder man i identiteten som et journalnummer med en diagnose. Jeg begyndte først at føle mig som et menneske igen, da jeg blev mødt som et menneske. Og først da begyndte jeg også at komme mig.”

Mest Læste

Annonce