Hidsige pårørende går til angreb på læger og sygeplejersker

Velfærd

07/06/2017 10:19

Nick Allentoft

Alene i Region Sjælland steg antallet af arbejdsulykker med efterfølgende sygemelding med 31 til 340 sidste år, skriver DR Sjælland.

Vold og trusler er nu så stort et problem på de sjællandske sygehuse og institutioner, at regionen vil tilbyde personalet på samtlige afdelinger et kursus i at håndtere de ophidsede patienter og pårørende. Det skriver DR Sjælland.

Samtidig skal kollega-hjælp til sygehus-ansatte, der har været udsat for ubehagelige oplevelser med aggressive pårørende eller patienter, bredes som et tilbud til alle afdelinger i regionen.

Det fortæller HR-direktør i Region Sjælland, Marianne Evers til DR Sjælland.

Tilbuddet om nogle dages kursus i konflikthåndtering ventes at komme til at omfatte mindst 1000 medarbejdere.

Her skal de blandt andet lære at nedtrappe konflikter og at vurdere, hvornår risikoen er så stor, at man f.eks. skal trække sig.

De senere år er vold og trusler fra patienter og pårørende steget - ikke bare inden for psykiatrien, men også i akutmodtagelser og på almindelige hospitalsafdelinger og sociale institutioner.

Alene i Region Sjælland steg antallet af arbejdsulykker med efterfølgende sygemelding med 31 til 340 sidste år - og hovedparten af stigningen skyldtes vold og trusler på sygehuse og sociale institutioner, skriver DR Sjælland.

Derfor har regionens MED-hovedudvalg (samarbejdsudvalg, red.) også besluttet, at en ordning med psykologisk førstehjælp, såkaldt debriefing, skal være et tilbud til alle afdelinger i regionen. 

Ordningen findes som et forsøg på Nykøbing Falster sygehus. Her træder en kollega træder til, hvis nogen har været udsat for verbale eller fysiske overgreb. Det skal forebygge sygemeldinger, men ikke erstatte egentlig psykologbehandling, hvis DET er nødvendigt.

Kollegahjælp

Kollega-hjælperne kaldes TRIM-instruktører. Det står for Traume-Risk-Management - og har altså ikke noget med kondiløb at gøre. Der er tale om læger og sygeplejersker, der hurtigt kan tage en struktureret samtale med den ramte kollega - og følge op for at hjælpe kollegaen igennem den dårlige oplevelse.

Overlæge Andrei Poukinski er en af dem, der træder til, når en kollega har været udsat for ubehageligheder.

For nylig måtte han hjælpe en læge, der bogstavelig talt blev presset op mod væggen af en søn til en indlagt plejehjemsbeboer. Kollegaen måtte trække sig fra den meget aggressive mand, fortæller Andrei Poukinski.

Sønnen ville ikke finde sig i, at hans far ikke kunne blive indlagt på intensiv-afdeling, og han ville slet ikke lytte til lægens argumenter om, at faderen slet ikke ville have gavn af at ligge på intensiv:

- Han ville bestemme, hvordan faderen skulle behandles. Han ville bestemme det hele, lyder det fra Andrei Poukinski.

Læge frygtede nyt angreb

Siden havde lægen det meget svært, når han skulle se til patienten, for han frygtede, at sønnen igen ville komme og angribe ham.

- Det var svært, fordi han havde en oplevelse af, at det var forkert - ligegyldigt hvad han gjorde, for patientens søn var uforstående og ønskede ikke dialog, siger Andrei Poukinski til DR Sjælland.

Efter nogle samtaler lykkedes det dog lægen at komme sig over episoden:

- Han har det godt igen, han er på arbejde, og han laver stadig et godt stykke arbejde, også for den mand, konkluderer Andrei Poukinski.

Hele historien hos DR Sjælland

Mest Læste

Annonce