Nyt 4 årigt projekt skal forbedre samarbejde mellem region og kommune. Denne gang mellem Aarhus og Region Midtjylland. Der er 19 kommuner i regionen.

Hospital og kommune hjælpes ad med at lede på tværs

Infrastruktur

10/04/2014 12:31

Nick Allentoft

Nyt udviklingsprojekt sætter fokus på ledelse i forbindelse med borger- og patientforløb, hvor Aarhus Kommune og Aarhus Universitetshospital samarbejder.

Hjemmesygeplejersken og social- og sundhedshjælperen, der havde vagten i weekenden, gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe kræftpatienten, der var udskrevet fra hospitalet fredag. Men noget var gået galt i kommunikationen. Sygeplejersken på hospitalet troede, at plejeseng, toiletstol og andre hjælpemidler var i borgerens eget hjem. Men det var de bare ikke. Heldigvis var medarbejderne rutinerede og borgeren tålmodig og forstående. De klarede den sammen, til hjælpemidlerne nogle dage senere var bragt frem.

- Desværre er det ikke et enkeltstående eksempel, siger leder i Sundhedsenhed Nord, sygeplejerske Kirsten Obling, der fortæller historien. Hun er en af dem, der kender problemstillingerne og oplever brist i overgangene, når kommunen og praktiserende læge skal overtage behandling og pleje fra hospitalet. Eller omvendt.

Kirsten Obling skal nu sammen med kolleger fra Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og funktionsledere fra Aarhus Universitetshospital forsøge at udvikle løsninger, der kan styrke gode borger- og patientforløb, hvor både hospital og kommunal hjemmepleje m.v. er involveret. Det skal ske i et udviklingsprojekt om at lede og arbejde på tværs af sektorgrænser og strukturer. Projektet er ejet af kommune og region i fællesskab.

Fælles sprog
Kirsten Obling understreger, at pilen ikke entydigt peger én vej ved brist som i det eksempel, hun trækker frem.
- Det kan være, at den medarbejder, der skulle give informationen ved udskrivelsen, ikke var klædt tilstrækkeligt på til opgaven. Og det kan være at den, der modtog beskeden, ikke fik spurgt godt nok ind. Vi kender ikke hinandens vilkår. Måske ved medarbejderne heller ikke altid, hvor de skal henvende sig med spørgsmål i vores to meget store organisationer, forklarer Kirsten Obling.

Hun mener derfor, at der bl.a. er brug for et fælles sprog, så man ikke taler forbi hinanden. Brug for klare aftaler om kontakt, generelt mere viden om hinanden og gerne fælles arbejdsredskaber, hvor det er muligt.

Det fireårige projekt har til formål at skabe et stærkt fundament for at lede på tværs af sektorer. I udviklingsforløbene vil der bl.a. blive sat fokus på kvalitet i kommunikationen. Deltagerne skal arbejde med prøvehandlinger og teste prototyper ud fra konkrete problemstillinger. Og de skal være med til at skabe en samarbejdskultur, hvor man har en fælles forståelse af kerneopgaven og sammen tænker i udviklende baner.

Opgør med ”dem og os” kulturen
Bag initiativet står direktør i Sundhed og Omsorg, Hosea Dutschke, og sygeplejefaglig direktør Vibeke Krøll, Hospitalsledelsen for Aarhus Universitetshospital.

- Borgerne skal føle sig trygge og være i gode hænder hele vejen gennem sundhedssystemet. De skal ikke bekymre sig om, hvorvidt de nu bliver ordentligt overdraget fra en offentlig instans til en anden. Faktisk skal de slet ikke kunne mærke, at de bliver overdraget, siger Hosea Dutschke.

- Et af succeskriterierne er, at vi holder op med at sige ”dem” og ”os”, for det gør det svært for borgerne. Det hedder fremover ”vi gør…”, pointerede hospitalets sygeplejefaglige direktør Vibeke Krøll, ved markeringen af starten på projektet.

- Vores vante tænkning bliver udfordret, men jeg er sikker på, at I vil se og finde veje, som vi i topledelsen ikke ser, sagde hun til det første hold ledere, der er startet på projektet.

De har nu et halvt år til at finde deres veje, inden næste hold tager over. Og sådan fortsætter det frem til november 2017. I alt er det planen at ca. 140 ledere og en deres medarbejdere skal inddrages i projektet. Der er afsat 4 mio. kroner til projektet.

Mest Læste

Annonce