”Hvad? – skal jeg hælde gas over kartoflerne”

Velfærd

14/01/2015 12:45

KVUC

En køkkenassistent fortalte om en episode, hvor han var blevet sat i gang med alt muligt på én gang. Skrælle kartofler, koge ris, rense grøntsager. Du skal bare give den gas, fik han at vide. Det fortæller Calvin Pamba, kursist på KVUCs nye intensive kursus i Branchedansk.

Calvin Pamba er oprindelig fra Kenya, men har boet i Danmark i seks år. Han er uddannet grafisk designer i Kenya, men det har taget lang tid at lære det danske sprog og uddannelsen er hurtig blevet forældet.

Calvin Pamba er lige gået i gang med drømmeuddannelsen som sosu-hjælper på Social- og sundhedsskolen i Vognmagergade i København. Han er ivrig efter at gå i gang med det faglige stof.

”Du får at vide igen og igen, at det ikke er forkert at lave fejl”

Lige inden studiestart afsluttede han et syv ugers forløb i Branchedansk. Det betyder, at han for længst er inde i sproget og terminologien, der hører til omsorg og ældrepleje. På kurset har han haft mulighed for at øve sig på fagsproget og stille masser af spørgsmål om branchen.

”Når du går i gang med uddannelsen som sosu-hjælper går man ud fra, at du er kvalificeret. På Branchedansk får du at vide igen og igen, at det ikke er forkert at lave fejl. Så der en rigtig god måde at lære faget at kende på”, siger han.

Det er en god ven, der er sosu-assistent, som overbeviser Calvin Pamba om, at ældreplejen er den helt rigtige branche for ham. Men da han søger ind på sosu-uddannelsen, får han at vide af en vejleder, at han får svært ved at gennemføre, fordi hans sprog ikke er godt nok. Vejlederen anbefaler Branchedansk. Den besked slår ham en smule ud af kurs, for han taler og forstår dansk næsten perfekt – ikke mindst fordi han har fulgt intensive danskkurser på sprogskole. 

”Du lærer at kommunikere om faget, og du lærer, at et ord har flere betydninger afhængigt af din branche”, forklarer Calvin.

”Jeg var lidt bange for at gå i gang med en uddannelse”

Calvin Pamba finder hurtigt ud af, at Branchedansk er helt anderledes målrettet og struktureret end et almindeligt sprogkursus i dansk.

”Du skal vurdere betydningen af et ord i forhold til en situation, du er i på dit arbejde. Du lærer at få en forståelse for sproget og at fortolke det, så du selvfølgelig ikke hælder gas over maden”, forklarer han.

På bare syv uger formår underviserne på Branchedansk at give kursisterne så stor forståelse for branchesproget, at de får mere mod på at deltage i og gennemføre erhvervsuddannelsen. Ifølge Calvin motiverer Branchedansk til at fortsætte erhvervsuddannelsen, fordi undervisningen handler om mere end bare sprog.

”Jeg var faktisk lidt bange for at gå i gang med en uddannelse, fordi det er så længe siden, at jeg har gået i skole. Men at lære om et fag sammen med andre voksne har givet mig en klar forståelse af, hvordan jeg kommer videre”, fortæller han:  

”Du arbejder med din egen indstilling og det, du gerne vil med din uddannelse og for mig virkede det godt, at nogen sagde:  Ja, du ved meget, men måske kan du prøve at se tingene på en ny måde”.

Calvin skal i praktik i hjemmeplejen på Østerbro i København i begyndelsen af 2015, og han er sikker på, at Branchedansk har hjulpet ham videre.

Yderligere oplysninger:

Uddannelseschef Anne Jelsøe, KVUC, [email protected]

Læs mere i pressemeddelelsen ”Indvandrere lærer dansk på helt ny måde”

Læs mere om kurset i Branchedansk på KVUCs hjemmeside

(foto: Freedigitalphoto, Stockimage)

Mest Læste

Annonce