Hver fjerde hus har været til salg i mere end et år

Infrastruktur

17/04/2018 18:00

Boligsiden A/S

Ud af de knap 35.000 huse, der er til salg lige nu, har hver fjerde været til salg i mere end et år. For blot et år siden gjaldt det 50 procent. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk.

Antallet af huse med lange liggetider på det danske boligmarked er dalende. Lige nu har hver fjerde, svarende til 8.500 huse, været til salg i mere end et år. Og for blot et år siden, lød andelen på knap 50 procent. Der er dermed tale om en halvering henover de seneste 12 måneder, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk.

Helt præcist havde omkring 18.000 huse ud af et samlet udbud på 37.000 været på ejendomsmæglernes salgslister i mere end et år i april måned i 2017. Årsagen til det markante fald frem til i dag skal findes i et øget salg.

”Henover de seneste år har vi set en øget aktivitet på boligmarkedet, og opsummerer vi udviklingen i hussalget siden sidste år, er der tale om en stor udskiftning i udbudsmassen, fordi salget ganske enkelt er steget. Det betyder, at mange af de huse, der har ligget til salg længe, har forladt markedet samtidig med, at der er kommet en masse nye salgsemner i spil,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

En markant udvikling

Selve udbuddet er også faldet. Sidste år var der 2.000 huse mere at vælge imellem for boligkøberne, og skuer vi endnu længere tilbage, er tendensen kun forstærket.

For fem år siden var der 6.500 flere huse til salg end i dag, og andelen af huse med en liggetid på over et år, lå ekstremt højt på hele 60 procent. I antal betyder det, at der dengang var tre gange så mange huse med lang liggetid som nu.

”Det er sundt for markedet at blive støvet lidt af og få ryddet op i udbuddet. Og meget positivt for boligsælgerne, da en lang salgsproces kan være opslidende for både økonomien og familielivet. Hvis boligsituationen er usikker, bliver den tryghed, der for de fleste er forbundet med et hjem, helt naturligt udfordret,” siger Birgit Daetz.

Vil du se, hvor lang den gennemsnitlige liggetid er i din kommune, kan du se mere på Boligsidens Markedsindeks.

Hvad betyder det for dig?

  • Når andelen af huse med lang liggetid falder, er der flere nyere boliger at vælge imellem som køber. Lige nu er der stor udskiftning i hele udbuddet, og det betyder, at chancen for at finde et nyt hjem hurtigere er større.
  • Skal du derimod sælge, så tyder udviklingen på, at du kan forvente en kortere salgsperiode end tidligere. Det afhænger naturligvis af, hvor du bor, så tjek altid hvordan boligmarkedet ser ud i dit nærområde. Se salgstider for din kommune her.
  • Henover det seneste år er der blevet solgt rigtig mange boliger og desuden sat meget nyt til salg. Det betyder, at du skal være godt forberedt, f.eks. i forhold til afklaring af lånemuligheder, når boligjagten sætter ind, så du kan slå til hurtigt.

Mest Læste

Annonce