Rummelen har lagt sig på Twitter efter det sociale topmøde i torsdags. Jeg var ikke inviteret, men det så hyggeligt ud. Begejstrende og fint. Positivt og sjovt. Man må godt have det sjovt. Richard V. Reeves fra USA viste en Lego-film om social mobilitet. Den er faktisk ikke dum. Han er god til at forklare sig. Se den selv på YouTube.
Vestagers vision
”Når det drejer sig om at bryde den negative sociale arv, har Danmark stort set ikke flyttet sig de seneste ti år,” sagde Margrethe Vestager til Ugebrevet A4 for et par uger siden. Det vil hun gøre noget ved og lancerede i interviewet en ny vision med fokus på arbejdsmarkedet:
”Det vigtigste for os er, at vores samfund giver mulighed for, at den enkelte borger kan flytte sig. At man som ledig kan få et arbejde. At man, hvis man gik ud af folkeskolen lidt for tidligt, kan få en afgangsprøve for at kunne blive sosu-hjælper. At man, hvis man har været uden for arbejdsmarkedet et stykke tid, kan få foden indenfor i et fleksjob, der måske kan blive til lidt mere.”
Hendes ord ringede en klokke hos mig, de lød som noget jeg havde hørt før. Var det ti år siden? Noget med Fogh. En google søgning viste at jeg havde ret. Nej, ikke helt – vi skal præcis 12 år tilbage:
Rewind: Oktober 2002
”Næste skridt bliver at tage offensivt fat på at forebygge den negative sociale arv. Vi må ikke acceptere, at forældrenes dårlige sociale vilkår bliver nedarvet til deres børn. At disse børn ikke får de samme muligheder som andre for at få en uddannelse, et job og at vælge det liv, som de finder bedst.” Og videre: “Det er afgørende for dynamik og udvikling i et samfund, at mennesker ikke bliver låst fast i bestemte sociale mønstre.”
Anders Fogh Rasmussens erklærede mål var at ”... udvikle et samfund, hvor alle har en chance for at udnytte sine evner”
Ordene sagde han ved folketingets åbning i 2002.
Er der sket noget siden dengang? Lykkedes hans projekt?
Når jeg kigger i den rapport som Lisbeth Zornig Andersen og hendes kampagnefrivillige og ansatte udgav efter Stemmer på Kanten, er svaret et klart nej. Når jeg selv møder udsatte bl.a. i ADHD-foreningen, er svaret også nej. Når jeg ser på de muligheder mine egne børn, der er ramt af biologisk arv med bl.a. ADHD og autisme, ser jeg det samme. Social mobilitet er konsekvent op ad bakke, og systemet gør det ikke nemmere.
Der er alt for mange forskellige sagsbehandlere og aktører inde over sagerne og det er tit en kæmpe udfordring for at få sammenhæng i det, der sker omkring mennesker i problemer. Nogle udsatte trækkes igennem det ene aktiveringsforløb efter det andet, og det går igen, at hvis man ikke lige passer ind i jobcenterets kasser og kategorier, så er det næsten umuligt at få hjælp. Og så er jeg slet ikke kommet ind på situationen for udsatte familier. Nej, samfundets hjælp er langt fra optimal!
Sosu-hjælperens drøm
Men Vestagers vision for sosu-hjælperen ringede også en anden klokke. Den minder nemlig om en historie som en ven har fortalt mig. Så jeg ringede til hende:
Lisbeth Adler Nielsens far var jord- og betonarbejder og hendes mor var hjemmegående. I stort set hele sin skoletid gik hun i ”hjælpeklassen”, bl.a. fordi hun er ordblind. Hun fik eksamen i folkeskolen på særlige vilkår, men hun dumpede alligevel som sosu-hjælper i 1991.
Året efter gennemførte hun dog:
“Jeg fik en læsevejleder, Eva, hed hun. Hun var kanon og helt min egen. Det var kommunen, der betalte hende. Hun terpede med mig og hjalp mig også med at tøjle min eksamensskræk”
Samfundsinvesteringen
Lisbeths problem blev set og hun fik målrettet hjælp til at løse det. Samfundet investerede fornuftigt og medmenneskeligt, og hun kunne tage en uddannelse.
Lisbeth Zornig og Lisbeth Adler er meget forskellige mennesker. Udover fornavnet, har de kun det til fælles, at de er lykkedes med at bryde mønstre. Zornig er vokset op i helvede og er lykkedes med at få høj uddannelse, jobs og kernefamilie. Adlers problemer var af en anden karakter, men hun har også måttet tage livtag med en skæbene, der kan aflæses i alle statistikker.
Mennesker som dem gør mig glad. Og det gør mig også glad, at det er blevet mere acceptabelt de senere år, at bryde mønstre. Lisbeth Zornig bærer en stor ære for det, for hun er stået frem og har inspireret mange medmennesker. Hun har brudt dybe tabuer og har dokumenteret at der midt i alle de grå skæbener kan rejse sig en hvid svane. Og hun har fået taletid. Det er også vigtigt.
Men hvorfor er systemet dog så sandet så håbløst til?
Social arv findes i statistikkerne
Velfærdssamfundets løsninger for socialt udsatte er i de sidste mange år blevet udtænkt i systemets krystalslotte: På universiteter, i ministeriet, i kommunerne. Alle studerer statistikker i et forsøg på at knække kurverne. Richard V. Reeves gør kurverne forståelige med legoklodser og små mænd. Richard, it's all very nice and neat. But you are still just doing statistics. You're not helping anyone! Det er hvad, jeg har lyst til at sige til ham.
Dertil kommer interesseorganisationer, der repræsenterer fagfolk og bestemte grupper af udsatte, der hver især lobbyerer for løsninger, der tilgodeser netop deres interesser.
Det hele implementeres i et New Public Management baseret system, der med flittig brug af mangeartede commitment devices styres mod målbare resultater med indbygget belønningspædagogik. Der fastholdes fokus på kortsigtede resultater, ikke på menneskene, der er afhængige af systemet.
Resultatet er et kludetæppe af indsatser, der med pisk og gulerod prøver at flytte normalfordelinger og fremme nogens interesser: Dem, der gør karriere i systemet, og de interesseorganisationer, der lykkes med at sætte en dagsorden.
Bevares, en del får hjælp. Men vores velfærdssystem holder mange mennesker nede og det er og bliver spild af skatteborgernes penge.
Hvad vil Vestager egentlig?
Margrethe Vestager har det synspunkt fælles med Anders Fogh Rasmussen, at hun gerne vil skabe muligheder for udsatte. Det er en sympatisk, ja endda en rigtig god ambition. Jeg håber hun holder fast i den!
Men jeg kan ærlig talt ikke gennemskue, hvad hun konkret vil gøre, og jeg er bekymret for at Danmark om yderligere ti år ikke vil have flyttet sig.
