KV/RV17: Røde partier har markant flere kvindelige kandidater end blå

Politik

22/10/2017 17:22

Nick Allentoft

Andelen af kvindelige kandidater til kommunalvalget er markant højere hos de røde partier end de blå. Samtidig er kvinder mere repræsenteret end nogensinde før.

Samtlige folketingspartier, der har kandidater til kommunalvalget, har flere mandlige end kvindelige kandidater på listen. Færre end hver tredje af de opstillede, helt præcist 31,8 procent, er kvinder.

Men der er store forskelle partierne imellem, og andelen af kvinder er størst hos de røde partier. Det viser en opgørelse, som Altinget har lavet op til kommunalvalget 21. november.

Således topper SF med en kønsfordeling på 46 procent kvinder, mens Liberal Alliance med 21 procent har færrest opstillede kvinder.

Sidstepladsen i optællingen er dog ikke noget, der bekymrer Liberal Alliances ligestillingsordfører, May-Britt Kattrup. 

Følg KV17 og RV17 på temasiderne

Vi samler alle væsentlige historier om Kommunalvalget 2017 og Regionsrådsvalget 2017 på disse temasider: KV17 / RV17

- For os er det vigtigste, at det er de dygtigste og mest engagerede, der stiller op. De bliver jo ikke gode kandidater, fordi vi går ind og overtaler nogle kvinder, der egentlig ikke har lyst. 

- Det ville være fjollet at sige til dygtige og engagerede mænd, at de ikke kan være kandidater, bare fordi de er mænd, siger hun til Altinget.

Ligestillingsordføreren betoner, at den "ægte ligestilling" ikke handler om at sikre lige fordeling - men derimod lige muligheder og adgang. Derfor er lige kønsfordeling ikke et mål i sig selv for Liberal Alliance.

En ligelig kønsmæssig repræsentation er derimod vigtig for SF, og derfor er det noget, partiet taler om, fortæller ligestillingsordfører Trine Torp (SF) til Altinget:

- Hvis vi kan se, at der er en skævhed, så opfordrer vi til at få de kandidater, der skal til. Det at sætte fokus på det, gør ret meget i sig selv. Vi har ikke kvoter eller anden regulering, selv om man kunne have gjort det.

Enhedslisten og Alternativet følger SF med henholdsvis 42 og 41 procent kvindelige kandidater. I den anden ende af skalaen har De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti henholdsvis 27, 28 og 29 procent kvinder. 

Kønsfordelingen har ligget mere eller mindre stabilt siden 1970'erne. Men de 31,8 procent kvindelige kandidater ved kommunalvalget 21. november er den højeste andel nogensinde.

FAKTA: SF har 46 og LA 21 procent kvindelige kandidater Ud af de i alt 8280 kandidater til kommunalvalget 21. november er 2693 kvinder, mens 5587 er mænd. Det giver en kønsfordeling på 68,2 mod 31,8 procent i mændenes favør.

Men der er stor forskel på, hvor stor en andel kvindelige opstillede de ni folketingspartier har ved kommunalvalget. De røde partier har markant flere kvinder end de blå. Det viser en opgørelse, som Altinget har lavet:

* SF: 54 procent mænd, 46 procent kvinder

* Enhedslisten: 58 procent mænd, 42 procent kvinder

* Alternativet: 59 procent mænd, 41 procent kvinder

* De Radikale: 66 procent mænd, 34 procent kvinder

* Socialdemokratiet: 69 procent mænd, 31 procent kvinder

* Dansk Folkeparti: 71 procent mænd, 29 procent kvinder

* Venstre: 72 procent mænd, 28 procent kvinder

* De Konservative: 73 procent mænd, 27 procent kvinder

* Liberal Alliance: 79 procent mænd, 21 procent kvinder

Kilde: Altinget.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce