Lisbeth Zornig

Lisbeth Zornig var mødeleder til et ganske særligt borgermøde

Politik

23/06/2015 13:45

Suleman Haider

Udvalget for Børn og Familier mødtes med en gruppe borgere med særlige sociale udfordringer for at få deres kommentarer til kommunens nye strategi på området.

I Haderslev Kommune er høringsfasen for en ny strategi for arbejdet med børn og unge i socialt udsatte positioner blevet grebet utraditionelt an.

Udvalget for Børn og Familier inviterede den 16. juni en gruppe unge og voksne, der selv enten er eller har været i kontakt med Familierådgivningen eller Familiehuset med til et møde, hvor de kunne komme til orde med deres oplevelser og kommentere kommunens planer.

Det har været vigtigt for Haderslev Kommune, at netop den primære målgruppe for strategien kunne komme til orde og få reel indflydelse.

Mødet med politikerne og enkelte medarbejdere fra Børne- og Familieservice blev tilrettelagt på en ganske særlig måde. Der blev sendt personlige invitationer til nogle borgere om at deltage i et møde, hvor netop deres oplevelser og refleksioner var i centrum. Borgerne blev bedt om at give deres indsigt videre til kommunen i et lukket forum.

Derudover havde Lisbeth Zornig fra Huset Zornig, der selv har en baggrund som barn i en socialt udsat familie, inden mødet været i dialog med alle deltagere for at sikre en fælles forståelse af rammerne for mødet.

”Det er normalt svært at få denne gruppe borgere til at deltage i almindelige borgermøder, og derfor er det vigtigt at gøre tingene lidt anderledes. Der var en regel på mødet om, at politikerne og medarbejderne ikke måtte kommentere på borgernes fortællinger, men kun stille spørgsmål. På den måde lykkedes det at skabe nogle rammer, hvor borgerne virkelig følte sig hørt”, fortæller Lisbeth Zornig, der fungerede som mødeleder.

Mødet gav indsigt til kommunen, men borgerne blev også klogere på hinanden. Blandt andet hørte de unge om, hvordan det er at være forældre i de svære situationer, og forældrene hørte omvendt om, hvilke oplevelser de unge har haft.

”Det var en helt utrolig oplevelse at møde deltagerne og høre deres historier. De fortalte åbent og ærligt om, hvordan de oplever mødet med kommunen i situationer, der virkelig er svære. Det giver både os politikere og medarbejdere en vigtig indsigt i, hvad vi skal være opmærksomme på, når vi skal vejlede om svære emner eller træffe nødvendige afgørelser, der griber ind i både børn og voksnes liv”, fortæller formand for Udvalget for Børn og Familier Signe Knappe.

Politikerne i Udvalget for Børn og Familier vil nu på baggrund af de mange gode input arbejde videre med en strategi for området. Et af fokusområderne i strategien er at arbejde med, hvordan man kan inddrage de udsatte børns forældre og familier tidligere.

Mest Læste

Annonce