LOS efter ny usikkerhed om efterværn: Bosteder hænger i et tomrum

Politik

07/03/2017 10:00

Nick Allentoft

Kære minister: Det haster! - for de unges skyld

”Jeg er rigtig glad for, at ministeren nu har trukket i håndbremsen, men det haster med at få rettet op på lovgivningen,” siger Michael Graatang, direktør i landsorganisationen LOS – De private sociale tilbud.

”Jo længere tid der går, des mere går det ud over de udfordrede unge. Det er dem, der bliver taberne.”

LOS er udgiver på DenOffentlige

LOS - Landsorganisationen for sociale tilbud - deler viden og erfaringer på DenOffentlige.

Læs mere fra LOS lige her.

 

 

Baggrunden er Ankestyrelsens afgørelse sidst i 2016 i en sag om refusion mellem kommunerne, når det kommer til betaling af efterværn til unge over 18 år – i overgangen til at stå på egne ben som voksen. 

Kort og godt har praksis gennem mange år været, at den kommune, som oprindeligt har anbragt en ung uden for hjemmet, refunderer udgifterne til den kommune, hvor den unge er i efterværn. Det har Ankestyrelsens afgørelsen nu ændret på. Kommuner er derfor begyndt at sende regninger og krav om tilbagebetaling, hvilket slet ikke var meningen med loven.

”Det er noget rod, og det skaber usikkerhed hos både udbydere og modtagere af efterværn,” siger Michael Graatang.

”Flere af vores medlemmer af private sociale tilbud står lige nu i en urimelig situation. Hvad skal de opholdssteder, der står med unge i efterværn, gøre? Skal de stoppe med det nu? I bedste fald til skade for de ansatte og virksomheden. I værste fald til skade for den unge, som har brug for tryghed og støtte i overgangen til voksenlivet.”

Efterværn er i mange tilfælde helt afgørende, hvis ikke indsatsen i børne- og ungdomsårene skal falde på gulvet. Uden efterværn, som ofte kun udgør en brøkdel af den samlede investering, risikerer indsatsen nemlig at gå tabt.    Michael Graatang slutter: ”Det kan ingen være tjent med. Derfor: Kære Mai Mercado, der skal handling til nu! Det haster med at få pengeslagsmålet afgjort – for de unges skyld.”   Fakta - efterværn Efterværn er en foranstaltning om et tilbud om støtte til unge, der indtil det 18. år har haft en fast kontaktperson eller som har været anbragt uden for hjemmet med eller uden samtykke umiddelbart inden det fyldte 18. år, og som har behov for støtte for at sikre en god overgang til et selvstændigt voksenliv med bolig, netværk, uddannelse og beskæftigelse. (Kilde: Socialstyrelsen)   Kommunerne anvender i stigende grad foranstaltningen efterværn, og den gives især i form af opretholdelse af døgnophold eller kontaktperson/personlig rådgiver. Ca. 5.000 unge var i 2013 i efterværn. (Kilde: Danmarks Statistik i Skårhøj m.fl. 2016)

Mest Læste

Annonce