Ifølge statistikkerne vil mindst en af disse unge komme i kontakt med psykiatrien inden de er fyldt 18 år.

For mange børn får psykiatriske diagnoser

Velfærd

18/07/2015 21:12

Nick Allentoft

Siden 2001 er antallet af børn og unge, der er i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem på grund af ovenstående sygdomme, steget markant. For flere af sygdommene gælder det, at der er tale om både fordobling og firedobling.

Angstsygdomme, spiseforstyrrelser, affektive lidelser og ADHD. For flere af sygdommene gælder det, at der er tale om både fordobling og firedobling. Det viser en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen fra oktober 2013, skriver Kristeligt Dagblad.

I selvsamme opgørelse sammenlignes de danske forhold med en undersøgelse foretaget af den svenske sundhedsstyrelse, som konkluderer, at cirka 15 procent af alle børn har været i behandling for en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år, skriver Kristeligt Dagblad.

De høje tal får flere eksperter til at tale om en overdiagnosticering inden for børnepsykiatrien. Det gælder blandt andre børnepsykiater Lisbeth Kortegaard, der har mange års erfaring fra den offentlige børne- og ungdomspsykiatri, men som i dag er selvstændig konsulent.

”Langt de fleste børn, som jeg har set i børne- og ungdomspsykiatrien, er ikke spor syge. Mange har vanskeligheder af en art. De er triste, har svært ved at klare sig i skolen eller stikker på anden måde ud. Men der har altid været følsomme børn, urolige børn, skæve børn og børn, der var kede af det,” siger Lisbeth Kortegaard. 

Hun efterlyser et bredere perspektiv på børnenes vanskeligheder og mener, at mange af de problemer, som børn har, når de knyttes til psykiatrien, burde kunne ordnes i familien, i daginstitutionen eller i skolen. 

”Hver gang noget går galt, så burde man tænke: ’Hvad har jeg gjort galt eller overset i forhold til barnet?’ i stedet for at tænke: ’Hvilken slags medicin mangler vi at prøve på ham endnu?’,” siger hun. 
Privatpraktiserende psykiater Finn Korsaa er også sikker på, at mange børn havner unødigt i psykiatrien, og at det ofte handler om, at forældrenes opdragelsesstil ikke slår til. 

”Det er helt forbløffende, hvad man kan opnå, når man ændrer på strukturerne i familien. Jeg er ret overbevist om, at antallet af børn med psykiatriske diagnoser ville falde, hvis flere gik den vej. Det handler ikke om at behandle barnet anderledes, men om at opdrage anderledes.”

”Den rousseauske model, hvor man udelukkende appellerer til barnets fornuft, kan få store konsekvenser, fordi det medfører, at børn kun stimuleres intellektuelt og dermed bliver følelsesmæssigt handicappede og for eksempel får svært ved at opbygge relationer til andre børn,” siger Finn Korsaa og kalder det tillige en rystende udvikling, at det i dag tilsyneladende er attraktivt at få en diagnose til sine børn. 

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen pointerer, at det er positivt, at man er blevet bedre til at hjælpe de børn, der vitterligt er syge. Men hun mener også, at vores normalitetsbegreb er blevet snævret for meget ind, og at både forældre, skoler og institutioner er blevet dårligere til at rumme de skæve børn. 

”I mit job har jeg mange gange oplevet, at hvis vi voksne indretter os anderledes og tilrettelægger hverdagen lige så godt til børnene, som vi formår at gøre det for os selv, så kan man rykke meget. Jeg tror også, at vi ad den vej kan nedbringe antallet af børn, der havner i psykiatrien,” siger Margrethe Brun Hansen, der foreslår, at der bliver oprettet såkaldte tilkaldeteams. 

”Sådan et team kunne komme i familien, skolen eller institutionen og se på, hvad der kunne gøres, når et barn har problemer, uden at vi behøver gøre det til en psykiatrisk patient. Men i dag er det svært at få nogen form for hjælp fra det offentlige, før man kan fremvise en diagnose,” siger Margrethe Brun Hansen. 

Anne Lindhardt, speciallæge i psykiatri og formand for Psykiatrifonden, mener ikke, at der sættes diagnoser på børn, der ikke har reelle problemer. Dertil er filteret til det psykiatriske system for finmasket. Problemet opstår i stedet det øjeblik, en diagnose kommer til at stå alene. 

”Man overdiagnosticerer ikke, mener jeg, men man tillægger diagnoser alt for stor værdi. Det skyldes formentlig, at vi gerne vil have enkle forklaringer, for så tror vi, at vi forstår alt. Men det gør vi ikke. En diagnose kan ikke stå alene, og for at finde ud af hvordan man hjælper barnet bedst, skal man også vide noget om deres sociale og familiemæssige liv. Og så er det rigtigt, at man ser mere firkantet på brug af diagnoser i det sociale system, end vi gør inden for psykiatrien,” siger Anne Lindhardt.

 

Mest Læste

Annonce