Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Politisk flertal: Store ændringer på vej i DR

Medier

12/04/2024 12:13

J. Bøgen

I fremtiden kommer der nye krav til bestyrelsesmedlemmernes faglige og ledelsesmæssige kompetencer samt et helt nyt udpegningsorgan.

Et bredt flertal bestående af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre er blevet enige om en ny måde at udpege medlemmer til DR’s bestyrelse på.

Den nye udpegningsmodel skal sikre, at DR har en fagligt stærk, uafhængig og folkeligt forankret bestyrelse med de rette kompetencer til at lede DR.

”DR befinder sig i en hård og tiltagende konkurrence med udenlandske tech-giganter om danskernes opmærksomhed. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at DR har en bestyrelse, som har de kompetencer, der skal til for at lede og udvikle hele Danmarks public service-institution i en udfordrende digital medievirkelighed. Vi skærper kravene til de faglige og ledelsesmæssige kompetencer, der skal til for at kunne blive udpeget til bestyrelsen. DR skal også i fremtiden kunne samle os om nyheder, vores fælles kultur og historie. Det sikrer vi med den brede aftale, vi har indgået," siger kulturminister Jakob Engels-Schmidt (M).

Bestyrelsen er den øverste ledelse i DR og har ansvaret for, at DR kan samle befolkningen om Danmarks fælles kultur, samfund og historie og dermed understøtte den demokratiske samtale i Danmark.

Kulturministeriet vil sende et lovforslag med den nye model for udpegning af DR’s bestyrelse i høring i løbet af 2024.

Hovedpunkter i den fremtidige udpegningsmodel

Et udpegningsorgan udpeger seks medlemmer, kulturministeren udpeger tre medlemmer (herunder formanden) og DR’s medarbejdere udpeger to medlemmer til bestyrelsen.

Nye kompetencekrav
  • De nye kompetencekrav, som skal lægges til grund for udpegningerne til bestyrelsen, tager højde for de faglige og ledelsesmæssige kompetencer, som er nødvendige for at drive DR. Samtidig afspejler de, at DR som Danmarks samlede public service-medievirksomhed spiller en særlig rolle og har et særligt ansvar for at nå hele Danmarks befolkning med relevant medie- og kulturindhold.

  • Kravene falder inden for tre kategorier: ’Medier, teknologi og brugervaner’, ’folkelig forankring, kultur og public service’ og ’ledelse’.

  • Til bestyrelsesformanden stilles der skærpede krav om blandt andet topledelseserfaring i større organisationer.

Udpegning ved udpegningsorganet

De seks største partier i Folketinget vælger hver et medlem til et udpegningsorgan, der i fællesskab udpeger seks medlemmer til DR’s bestyrelse.

  • Udpegningsorganet skal lægge lovfastsatte kompetencer til grund for dets udpegninger.

  • Udpegningsorganet nedsættes for tre år ad gangen.

Udpegning ved ministeren
  • Ministeren udpeger tre medlemmer, herunder bestyrelsesformand.

  • Kulturministeren skal lægge lovfastsatte kompetencer til grund for udpegningerne.

  • Ministeren udpeger bestyrelsens næstformand blandt de seks medlemmer af bestyrelsen, der udpeges af udpegningsorganet.

Endelig nedsættes beskikkelsesperioden fra fire til tre år. Mens den eksisterende regel om, at genbeskikkelse kun kan ske én gang, ophæves, og der indføres en ny regel om, at bestyrelsesmedlemmer højst kan sidde i 12 år.

Den nye model for udpegning af bestyrelsesmedlemmer vil træde i kraft i 2027.

Grafik: Kulturministeriet

Fakta om udvalg om DR's bestyrelse

I medieaftalen 2023-2026 fremgår, forligspartierne er enige om, at DR skal have en stærk og uafhængig bestyrelse, som understøtter udviklingen af DR som en moderne medievirksomhed.

I forlængelse af medieaftalen blev der i august 2023 nedsat et udvalg, som skulle fremlægge forslag til en ny sammensætning af DR’s bestyrelse, som både sikrer faglige kompetencer, uafhængighed og en folkelig forankring.

Rapporten fra udvalget peger på, at den eksisterende udpegningsmodel ikke i tiltrækkelig grad understøtter, at bestyrelsen har de relevante faglige kompetencer.

Udvalget anbefaler, at DR’s bestyrelse fremover bliver udpeget enten udelukkende af ministeren eller via et udpegningsorgan.

Læs rapporten her. 

Læs mere om udvalget her. 

Mest Læste

Annonce