Megafon: Danskerne ønsker tættere samarbejde i EU

Politik

06/12/2013 11:27

Gordon Trier Holm

En ny meningsmåling fra analyseinstituttet Megafon viser, at et stort flertal af danskerne er positivt stemt over for EU. Samtidig ønsker et flertal, at samarbejdet mellem EU-landene bliver endnu tættere.
Megafon har gennemført undersøgelsen for CO-industri og Dansk Industri i forbindelse med, at de to organisationer etablerer Danmarks første tænketank om Danmarks forhold til Europa.   Mere information om EU's betydning Tænketanken EUROPA blev præsenteret på et pressemøde i København i dag. Med den ny tænketank ønsker CO-industri og DI at sætte skub i debatten om det europæiske samarbejde herhjemme og skaffe mere information om EU’s betydning for danskernes hverdag.    Megafon-undersøgelsen viser, at 62 procent af danskerne mener, at medlemskab af EU er godt eller meget godt for Danmark. Samtidig siger næsten ligeså mange danskere - 57 pct., at det vil være godt for Danmark, hvis samarbejdet med EU bliver styrket.   For lidt fokus i de danske medier 71 procent af danskerne mener samtidig, at EU i meget høj grad, i høj grad eller i nogen grad har betydning for deres hverdag. Og ifølge undersøgelsen mener 52 procent af de godt 1.000 spurgte danskere, at der er for lidt eller alt for lidt fokus på EU-politik i de danske medier.    - Der er altså et stort potentiale for tænketanken for at sætte et vigtigt aftryk på den europapolitiske dagsorden, siger formanden for CO-industri, Claus Jensen.   Glæder sig over opbakning Den nye tænketank, som DI og CO-industri har etableret, skal bidrage med nye, solide analyser og anden relevant information i forbindelse med store europapolitiske begivenheder. Tænketanken vil være aktiv i forbindelse med en eventuel folkeafstemning om et fælles europæisk patent og i forbindelse med valget til Europaparlamentet i maj næste år.    - Vi glæder os over, at der så stor opbakning fra danskerne til EU – ikke mindst set i lyset af den skepsis, som tilsyneladende breder sig i det politiske landskab, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.    Isolering er ingen løsning Men selv om opbakningen ifølge analysen er stor herhjemme, er der stadig forbehold for EU - bogstaveligt talt; et stort flertal af danskerne ønsker ikke at bane vejen for tættere samarbejde ved at afskaffe de danske EU-forbehold.    - Vi er ikke tonedøve over for de kritiske røster. EU-samarbejdet er kommet styrket ud af krisen - men ikke uden skrammer. Mange lande oplever eksempelvis stor arbejdsløshed. Men løsningen er ikke at isolere sig. 2/3-dele af vores eksport og en halv million danske arbejdspladser afhænger af EU-landene, siger Karsten Dybvad.    Stigende nationalisme og skepsis - Det er blevet lidt for cool at vende sig mod det europæiske fællesskab. Krisen og al for stor arbejdsløshed har ført til stigende nationalisme og skepsis overfor EU. Det er en bekymrende tendens, siger Claus Jensen.    Tænketanken EUROPA skal arbejde uafhængigt af de to organisationer. En direktør og et sekretariat skal stå for det daglige arbejde med analyser og debatter om aktuelle EU-spørgsmål.

Mest Læste

Annonce