Mere end hvert fjerde dødsfald i EU skyldes kræft

Velfærd

03/02/2016 14:34

Nick Allentoft

I Danmark dør næsten tre ud af 10 af kræft. Det er det fjerdehøjeste niveau i hele EU, viser tal fra Eurostat.

Mere end hvert fjerde dødsfald i EU skyldes kræft, viser nye tal fra EU's statistiske kontor, Eurostat.

I 2013, som de nyeste tal stammer fra, døde 1,3 millioner EU-borgere af kræft, hvilket svarer til 26 procent af samtlige dødsfald.

Der er flere mænd end kvinder, der dør af kræft, viser tallene. I alt døde 726.500 mænd og 570.300 kvinder af kræft i EU i 2013.

Den største dræber er lungekræft, der stod for 21 procent af samtlige kræftdødsfald, mens tarmkræft stod for 12 procent af dødsfaldene.

Blandt alle EU-lande var kræft den største dræber i Slovenien, hvor 32 procent af samtlige dødsfald skyldtes den frygtede sygdom, fulgt af Holland med 31 procent og Irland med 30 procent.

Herefter kommer Danmark, hvor kræft er årsag til 29 procent af samtlige dødsfald, hvilket er det fjerdestørste omfang i hele EU, viser tallene fra Eurostat.

Omkring 15.250 danskere døde af kræft i 2013. Heraf var cirka 8000 mænd og 7250 kvinder.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce