Midlertidig politiskole går til Fredericia

Infrastruktur

08/06/2017 10:30

Nick Allentoft

Et flertal vil oprette en midlertidig politiskole i Fredericia, indtil den nye politiskole i Vejle står klar i 2020. Fredericias borgmester jubler.

Længere tids tovtrækkeri om den kommende politiskole i Vestdanmark ser nu ud til at have nået sit foreløbige punktum.

Den nye politiskole skal ligge i Vejle, men da den først ventes klar i 2020 er partierne bag politiforliget nået frem til, at en midlertidig politiskole fra 2018 lægges i Fredericia.

Den midlertidige skole skal ligge på Ryes Kaserne og skal fra andet halvår af næste år uddanne i alt 300 betjente.

- Det gode ved Fredericia er, at de lærekræfter, der fremadrettet skal arbejde kun har kort vej til Vejle, så de ikke skal flytte sig så langt, når den nye skole åbner, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Skolens beliggenhed - både den permanente og den midlertidige - har affødt stor ballade og har længe været en torn i øjet på justitsministeren, der er blevet kritiseret af især Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Derfor er Søren Pape Poulsen tilsyneladende også glad for, at skolens geografi nu endelig synes afklaret.

- Hvis bare alle er tilfredse, er jeg også tilfreds, siger han.

En af dem, der er i hvert fald er tilfreds med placeringen af den midlertidige politiskole, er Fredericias borgmester, socialdemokraten Jacob Bjerregaard.

- Jeg vil gerne rose Folketinget og især mit eget parti for at presse på for den her løsning og sikre, at vi får gang i at uddanne politiskoleelever i Vestdanmark, siger han.

Ifølge borgmesteren er placeringen af den midlertidige politiskole i Fredericia med til at sikre byens udvikling.

- Vi får politiskoleelever til byen og undervisere, som kommer til at slå sig ned her. Alt i alt så er det her med til at fortsætte den positive udvikling i Fredericia, siger Jacob Bjerregaard.

I Politiforbundet er formand Claus Oxfeldt mere lunken over den midlertidige placering.

- Jeg havde håbet, at man havde valgt at placere den i nær tilknytning til skolen i Brøndby (den eksisterende politiskole red.). Men fint nok, nu er der truffet en beslutning, og så kan vi komme videre. 

- Det vigtigste er, at der kan ansættes flere i politiet, siger Claus Oxfeldt.

I alt 32 kommuner bød oprindeligt ind på at huse den nye politiskole.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce