Miljøøkonomisk Råd: Klimapolitik skader Danmark

Bæredygtighed

20/02/2014 10:24

Danmarks klimaambitioner er så høje, at de er skadelige for landet, vurderer Det Miljøøkonomiske Råd.

De danske ambitioner om at være så grøn og klimavenlig som mulig, går både ud over konkurrenceevnen og beskæftigelsen - og så reducerer det velstanden og giver forbrugerne for høje elpriser.

Sådan lyder den opsigtvækkende konklusion fra Det Miljøøkonomiske Råd, som i næste uge fremlægger en række konkrete anbefalinger for regeringen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

- Danmark har valgt at føre en energipolitik, der er mere ambitiøs, end hvad der følger af vores forpligtelser over for EU, skriver rådet ifølge Jyllands-Posten, som har læst rapporten på forhånd.

Budskabet er klart: Et niveau svarende til de øvrige EU-lande ville være at foretrække, fordi de danske ambitioner har taget overhånd og i for stor grad svækker økonomien.

Og det er ikke småjusteringer, rådet efterspørger.

Blandt de mange forslag er blandt andet et ønske om at stoppe udbredelsen af vedvarende energi.

For at reducere anvendelsen af vedvarende energi foreslår Miljøøkonomisk Råd helt konkret, at de to havmølleparker Horns Rev 3 og Kriegers Flak bliver taget op til genovervejelse.

Ifølge rådets beregninger vil det kunne reducere andelen af vedvarende energi fra 35 procent til 33 procent.

Et andet forslag lyder på at lukke ned for yderligere støtte til vedvarende energi i elproduktionen. Det vil angiveligt spare danske virksomheder og husholdninger for 3,5 milliarder kroner og skabe 5000 job i løbet af de næste to-tre år, lyder vurderingen.

Det Miljøøkonomiske Råd består blandt andet af en række departementschefer, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Forbrugerrådet. Rådet har til opgave at belyse samspillet mellem økonomi og miljø samt effektiviteten i miljøsatsningen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce