Foto: ftf.dk

Minister lukker uddannelser, som han vil have unge til at vælge

Velfærd

23/09/2015 14:17

Suleman Haider

Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen og regeringen vil med besparelser på bl.a. de mellemlange uddannelser lukke studiepladser og uddannelser - især i provinsen. Det er ellers den slags jobrettede uddannelser, som ministeren i dagens Jyllands-Posten siger, at han vil flytte flere unge over på. Uklogt og selvmodsigende at spare på jobrettede uddannelser, som leverer ny viden, der er klar til brug i den private og offentlige sektor, mener FTF.

De kommende fire år skal der spares to procent hvert år på uddannelsesområdet. Det rammer ekstra hårdt på netop den slags videregående uddannelser, som regeringen vil have flere unge til at vælge.

Professionshøjskolerne er fx tvunget til samlet set at skære cirka 842 mio. kr. væk fra deres uddannelser i perioden 2016-2019. Det kan betyde, at halvdelen af University College Sjællands seks uddannelsessteder må lukke.

Hovedorganisationen FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte, bl.a. lærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter samt bank- og forsikringsfolk, undrer sig over regeringens modsatrettede prioriteringer.

”Jeg er helt enig med ministeren i, at vi skal flytte flere unge over på de mellemlange, videregående uddannelser. Det vil i de fleste tilfælde give de unge langt bedre beskæftigelsesmuligheder,” siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey, der ikke kan forstå, at regeringen samtidig fra næste år gennemtvinger 2-procents besparelser, der vil lukke jobrettede studiepladser og uddannelser – især i provinsen.

"Det er paradoksalt, at regeringen vil have flere unge over på de korte og mellemlange uddannelser, men samtidig gennemfører besparelser, der vil ramme eksempelvis professionshøjskolerne ekstremt hårdt", siger FTF-formanden.

Må lukke uddannelser

Professionshøjskolen UCC står til at skulle spare 110 mio. kr. fra 2016-2019. Det kan medføre, at UCC må lukke pædagoguddannelsen på Bornholm, ligesom små uddannelser er truet. Det kan fx være Tegnsprogstolkeuddannelsen i Aarhus, der må lukke, hvilket vil ramme de mennesker, der har brug for en tegnsprogstolk. 

Regeringens spareplan vil også ramme fremtidens lærere og dermed implementeringen af folkeskolereformen, der i forvejen er underfinansieret.

Besparelser rammer uddannelsessteder skævt

Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen har ved flere lejligheder peget på, at erhvervsakademierne og professionshøjskolerne skal spille en vigtig rolle i at sikre, at der fortsat findes uddannelser i yderområderne. Modsat universiteterne udbyder disse uddannelsesinstitutioner videregående uddannelser bredt i hele landet. Alene professionshøjskolerne har 40 uddannelsessteder spredt over regionerne. 

Desværre er der ikke nogen sammenhæng mellem disse meget positive meldinger fra ministeren og regeringens bebudede besparelser på uddannelsesområdet. Alle de videregående uddannelser skal i 2016 spare 2 % på statstilskuddet. Procentbesparelsen stiger til 4 % i 2017, 6 % i 2018 og knap 8 % i 2019. Tilskud til forskning og udvikling er dog friholdt. 

Ifølge FTF virker det helt paradoksalt, når man ser på, hvordan besparelserne vil slå igennem på de forskellige dele af uddannelsessystemet. Sammenlignes effekten af besparelserne på henholdsvis universiteterne og på erhvervsakademier og professionshøjskoler vil besparelserne have en dobbelt negativ effekt på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne. 

Det skyldes, at kun cirka 30 % af universiteternes indtægter kommer fra uddannelsestaxameteret, som besparelsen på 2 % skal tages fra. Omvendt får erhvervsakademier og professionshøjskoler cirka 70 % af deres indtægter fra uddannelsestaxameteret. 

Med andre ord: De uddannelsesinstitutioner, der skal løfte ministerens rigtige og vigtige målsætning, bliver på en og samme tid ramt ekstra hårdt af de bebudede besparelser. Ministerens politiske prioriteringer for erhvervsakademier og professionshøjskoler følger derfor slet ikke de økonomiske prioriteringer.

Mest Læste

Annonce