Misbrugte børn lægger sag an mod Rebild Kommune

Velfærd

05/02/2016 10:35

Nick Allentoft

Advokat Kirsten Moesgaard mener, at Rebild Kommune bør betale tort-erstatning til børnene i familien.
Ti børn fra Rebild-sagen lægger sag an mod Rebild Kommune for at have svigtet dem i forbindelse med en familiefars seksuelle overgreb mod en række børn, herunder sine egne.   Det oplyser advokat Kirsten Moesgaard ifølge DR Nordjylland.

Den dengang 56-årige familiefar blev i 2012 idømt 12 års fængsel for overgreb mod seks af sine egne børn og to piger uden for familien.

Børnenes advokat, Kirsten Moesgaard, mener, at kommunen skal stilles til ansvar for ikke at have overholdt sine forpligtelser over for børnene i familien ved at gribe ind.   - Hvis man ser sagen igennem, kan man se, at kommunen på et tidspunkt er klar over, at der er ting, de skal gribe ind overfor. Der er nogle underretninger, der absolut skulle have givet kommunen anledning til at kigge nærmere på tingene, siger hun til DR Nordjylland.   - Når en kommune tilsidesætter sine pligter i henhold til serviceloven, så har mine klienter krav på erstatning, siger hun.   I 2014 fik den ældste pige i den såkaldte Tønder-sag erstatning i en lignende sag om sexmisbrug.   Det tyder på, at man begynder at erkende, at kommunerne har en pligt, som de ikke må forsømme, mener Kirsten Moesgaard.   - Jeg vil gå efter en tort-erstatning og en økonomisk erstatning. En af mine klienter er på førtidspension, og han kunne måske have passet et normalt arbejde og tjent flere penge, end han har fået som førtidspensionist, siger hun.   I Rebild Kommune har man ventet sagsanlægget, for da der ikke tidligere er sket domfældelse i lignende sager, er en juridisk forfølgelse af sagen nødvendig for at kunne få udbetalt erstatning.   - Kommunerne har ikke hjemmel til bare at udbetale erstatning. Vi skal have en dom eller en lovgivning for at kunne gøre det, og da vi ikke har en lovgivning, skal vi bruge en dom, og derfor er det ganske forventeligt, at der kommer et søgsmål som det her, siger Pernille Bay Pedersen, der er funktionsleder i Rebild Kommune.    Men ellers har hun ingen kommentarer til stævningen.   - Der er ikke nogen, der kan være uenige i, at der er tale om en rigtig ulykkelig sag. Men det ændrer ikke på, at vi er nødt til at følge reglerne, og vi må ikke udtale os omkring denne konkrete sag, siger hun.   Rebild Kommune fik også voldsom kritik for en række andre sager på det sociale område, hvor kommunen havde rod i sagsbehandlingen.     FAKTA: Den uhyggelige overgrebssag fra Rebild Kommune Rebildsagen betragtes som en af de hidtil værste sager om seksuelt misbrug af børn herhjemme. Sagen blev afgjort ved Vestre Landsret i 2012. Nedenfor følger en kort gennemgang af sagen:  
  • December 2010: Den 56-årige familiefar anholdes og varetægtsfængsles for sexovergreb mod sine egne børn.
  • I marts 2012 bliver den 56-årige familiefar ved Retten i Aalborg idømt en tidsubestemt forvaringsstraf - for groft seksuelt misbrug af ni børn. De syv er hans egne. Han dømmes desuden til at betale 915.000 kroner i erstatning til børnene. Han anker sagen på stedet.
  • Vestre Landsret vælger 27. september 2012 at ændre byrettens forvaringsdom til 12 års fængsel. Landsretten frifinder desuden manden for overgreb mod et af børnene.
  • Sagen går tilbage til 1994, hvor manden begår seksuelt overgreb på sin dengang femårige søn.
  • Manden er dømt for i perioden 2001-2010 at tvinge en datter til samleje og anden kønslig omgang. I perioder skete overgrebene dagligt.
  • I perioden 2003-2008 har manden haft anden kønslig omgang end samleje med en anden. Manden var også tiltalt for samleje med datteren, men det fandt dommeren ikke bevist.
  • I 2005 havde manden flere gange anden kønslig omgang end samleje med en veninde til den ældste datter.
  • I årene 2005-2007 har han tvunget en af døtrenes veninder til samleje og anden kønslig omgang.
  • I perioden 1994-2004 har manden haft samleje og anden kønslig omgang med sin ene søn. I flere tilfælde har han bundet drengen på hænder og fødder og sat tape for munden af ham, inden han forgreb sig på ham.
  • I 2000-2005 har han haft samleje og anden kønslig omgang med en anden søn.
  • I perioden 2000-2007 har manden under trussel om vold tvunget fire af sine sønner til at have samleje og anden kønslig omgang med deres søster.
  /ritzau/  

Mest Læste

Annonce