Mødrehjælpen: Sådan får vi balance mellem socialpolitiske mål og virkelighed

Politik

29/08/2016 11:44

Nick Allentoft

Kravet til kontanthjælpsmodtagere om, at de skal lægge 225 timers arbejde i ordinære job, er for skrapt. For mange er for sårbare. Lad frivillig indsats tælle med, og ligeså arbejde i socialøkonomiske virksomheder, lyder opfordringen fra direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen.
Desperationen er større i stemmerne nu, end før sommerferien. Flere og flere henvender sig til Mødrehjælpens rådgivere, fordi de frygter konsekvenserne af kontanthjælpsloftet.    En fraskilt mor til tre har opsagt sin bolig. Den vil hun ikke have råd til på en lavere ydelse. Hvor hun og børnene så skal bo, ved hun ikke. Så nu frygter hun, at børnene ikke længere kan have bopæl hos hende.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

En anden mor, også med tre børn, har været udsat for partnervold og boet på krisecenter. Hun bør indstilles til et flexjob, mener hendes speciallæge. Men hun kan først komme i et ressourceforløb om et halvt år, har kommunen meddelt hende. Indtil da gælder kontanthjælpsloftet. 4.000 kroner mindre vil hun have hver måned til sig selv og sine børn.

Vores socialrådgivere får i dag talrige henvendelser fra fortvivlede forældre, som er bange for at ende på gaden. Deres i forvejen stramme økonomi vil med de fremtidige lavere satser ikke længere hænge sammen. Vi taler vel at mærke om dem, der allerede har gennemskuet, at deres hverdagsliv er truet, vi hører fra. Dem, der frygter ekstra rykkergebyrer for manglende betaling af husleje, dyre inkassosager og at stå uden tag over hovedet. Og har man ikke tag over hovedet, har man vel heller ikke sine børn boende hos sig.   Det handler ikke om de stigmatiserende og ekskluderende problemer, vi i forvejen kender alt for godt, når vi taler om konsekvenserne for børn af kontanthjælpsmodtagere. Det handler ikke om, at børnene ikke kan gå til dans eller fodbold med klassekammeraterne, at der ikke er råd til en togbillet ud til mormor, og at børnene aldrig selv inviterer vennerne til børnefødselsdag derhjemme. Det handler om, om det enkelte barn overhovedet har et hjem fremover.   Selvfølgelig skal man arbejde Knap 49.000 mennesker har fået tilsendt brev fra deres kommune om, at de kan blive berørt af kontanthjælpsloftet og risikerer at miste hele eller dele af deres kontanthjælp, uddannelses- eller integrationsydelse. For at undgå det, skal de arbejde i ordinære job til en rigtig løn. Uden tilskud.    Hos Mødrehjælpen er vi helt enige. Dem, der kan arbejde, skal arbejde. Det vil de, der kan, i langt de fleste tilfælde også gerne, er vores erfaring.

Men en stor del af kontanthjælpsmodtagerne har ikke kun den udfordring, at de mangler et arbejde. Virkeligheden er ofte langt mere kompleks og kan omfatte psykiske problemer, alkohol- eller stofmisbrug, vold - og ja, listen kan blive længere. Det er vanskeligt at forestille sig, hvor de skal finde disse almindelige job, som kan rumme, at de ikke kun skal have et nyt arbejde, men også har brug for en anden social eller sundhedsfaglig indsats.

  Rod i reglerne Nuvel, der er undtagelser fra 225-timersreglen. Men reglerne er komplekse. Eller måske snarere temmelig løst formuleret. På hjemmesiden Borger.dk lyder vejledningen, at man kan blive undtaget fra arbejdskravet, “hvis kommunen vurderer, at din arbejdsevne er så begrænset, at du ikke kan opfylde et arbejdskrav på 225 timers arbejde inden for 12 kalendermåneder.” Den formulering er simpelthen så åben for fri fortolkning, at det kan true den enkeltes retssikkerhed.    Allerede i foråret advarede Dansk Socialrådgiverforening sine medlemmer om de uklare regler for at blive undtaget 225-timersreglen. Der vil kunne udvikle sig forskellig praksis i kommunerne. Der vil opstå gråzoner og en grad af vilkårlighed i sagsbehandlingen, alt efter hvor i landet, du bor. Nogle vil blive fritaget. Andre vil blive tvunget til at flytte, så børnene må flytte skole og måske endda flytte væk fra familiemedlemmer. Imens er der ingen garanti for, at der findes 225 timers arbejde det sted, hvor familien må flytte hen for at få en tilpas lav husleje.    Vi kommer til at rive mange små mennesker op med rode, fordi far eller mor ikke kan få talt de nødvendige timer sammen.   Skab sammenhæng mellem ord og handling Lad os gøre det nemmere for dem at nå målet. I rapporten “Socialpolitisk Redegørelse 2016” fra Social- og Indenrigsministeriet fremhæves det flere gange, at socialt udsatte og mennesker, der ikke umiddelbart har tilknytning til arbejdsmarkedet, kan blive styrket af selv at yde en frivillig indsats. Af fordele ved frivilligt arbejde nævnes i rapporten, at det kan give et stærkt socialt netværk, det kan bryde isolation, det kan bruges til at afprøve og udvikle arbejdsevne og give tro på egne evner.

I Mødrehjælpen ser vi blandt vores frivillige masser af eksempler på succeshistorier, hvor mennesker, der i en kortere eller længere periode har været slået ud af kurs, har fundet stor glæde ved at blive en del af et fællesskab. Ved at kunne bidrage og at have noget at stå op til. Vi er helt enige, når regeringen som et af sine mål for social mobilitet peger på, at flere, der står uden for arbejdsmarkedet, skal inddrages i den frivillige sektor.

  Men når nu vi er enige om fortræffelighederne ved frivilligt arbejde, og enige om, at det ikke kun skaber værdi for den enkelte, men også for samfundet som helhed, hvorfor lader vi så ikke timer lagt som frivillig tælle med i de 225 timer? Det kunne man lade gælde for de mange mennesker, som hører under den gråzone, der nu vil opstå, fordi det ikke giver sig selv, hvem der bør undtages fra reglen, og hvem der ikke bør. Fordi der endnu ingen praksis er. Fordi sagerne bag er komplekse.    Socialøkonomiske muligheder En anden overset mulighed er, at lade arbejdstimer i socialøkonomiske virksomheder tælle med. Tag for eksempel virksomheden Råd & Dåd i Brovst i Nordjylland. Ud fra mantraet “Alle dur til noget” driver virksomheden en genbrugsbutik, et gartneri, en købmandsbutik og så udfører de ansatte forskellige serviceopgaver for ældre borgere i området. Kun omtrent hver syvende af virksomhedens cirka 50 ansatte er ansat på normale vilkår. Flertallet er altså mennesker, der har bevæget sig på kanten af arbejdsmarkedet, som her får en meningsfyldt hverdag, anerkendelse, socialt netværk, samtidig med, at de udfører et arbejde.   De socialøkonomiske virksomheder rummer et stort potentiale i forhold til at kunne tilbyde sårbare mennesker at være en del af et fællesskab og at bevare eller forsigtigt opbygge en tilknytning til arbejdsmarkedet.   Ordningen kunne passende gælde det første år fra, at kontanthjælpsloftet begynder at ramme borgerne økonomisk, her den 1. oktober. Efter et år vil der trods de uklare regler om, hvem der er undtaget 225-timersreglen, måske være skabt en praksis. Måske har Ankestyrelsen da haft tilpas mange klagesager til, at reglerne bliver gjort klarere. Men vigtigere endnu - måske har flere af de sårbare mennesker kunnet sikre sig de timer, de skal arbejde, så deres hverdags- og familieliv ikke falder fra hinanden.  

Mest Læste

Annonce