Når sygeplejerskerne møder ind på akutmodtagelsen (en anonym akutmodtagelse i Region Hovedstaden, red.) , er det som om, de aktiverer et tredje øje i nakken. Erfaringer med borgernes uforudsigelige og ofte voldsomme adfærd har medvirket til, at sygeplejerskerne bevidst eller ubevidst tilpasser deres færden efter risikoen for vold. Flere sygeplejersker bryder sig ikke om at sidde med ryggen til patienter eller deres pårørende, som nogle behandlingsrum ellers indbyder til. En sygeplejerske forklarer, at hun altid forbereder sig på, hvordan hun kan komme ud af tilspidsede situationer:
Jeg har jo altid en flugtvej. Jeg går ikke ind på en stue, uden at jeg ved, hvor dørene er. Jeg går ikke ind på en stue og lukker en dør hos en patient.
Sygeplejerskerne undgår også helst at bevæge sig ud i de stopfyldte ventearealer med patienter og pårørende, der alle takler sygdom og smerte forskelligt. En sygeplejerske fortæller, at det kan føles ubehageligt, når stemningen er negativ, og konflikterne optrappes i et rum fyldt med frustrerede, sårbare og utrygge mennesker:
Så sidder de og brokker sig inde i venteværelset, og så bliver alle jo involveret i det, og så er der også nogle, der synes, at det er for dårligt, og så kan alle lige pludselig blive frustrerede.
Socialt udviklingscenter - SUS
Læs mere fra Socialt Udviklingscenter SUS. Det er gode cases og tankevækkende historier lige her.
Går det så vidt, at en patient eller pårørende agerer voldeligt, må sygeplejerskerne af og til ringe efter hjælp hos portørerne. Udover portørernes egentlige funktion på sygehuset, lyder det næsten som om, at de også kan skrive sikkerhedsvagt på CV’et.
Ventetid - roden til konflikt
Ved sygdom, der opstår uden for de praktiserende lægers åbningstid, skal patienter i Region Hovedstaden ringe til akuttelefonen 1813. På baggrund af behandlingsbehov oplyses patienten om mødested og -tidspunkt. Alligevel oplever sygeplejerskerne at bruge mange kræfter på fejlslået kommunikation. De må flere gange dagligt forklare patienter, at der er tale om et fremmødetidspunkt og ikke nødvendigvis et behandlingstidspunkt. Der kan opstå mange timers ventetid, fordi der pludselig kan komme patienter med ambulancen, som har behov for behandling her og nu.
De patienter, der har mest behov for hjælp, tilses først. Sygeplejerskerne fortæller, at patienter og deres pårørende ofte er uenige i den sundhedsfaglige vurdering af behandlingsbehovet. De oplever situationen som langt værre, end den er. Sygeplejerskerne oplever, at flere patienter og pårørende opfører sig egoistiske og mangler forståelse for, at patienter der har ventet kortere tid, kan blive tilset først, fordi de har et mere akut behandlingsbehov.
Ifølge sygeplejerskerne er ventetiden den mest fremtrædende årsag til, at almindeligt velfungerende danske borgere pludselig ændrer karakter. De kan blive udadreagerende og voldelige over for sygeplejerskerne både fysisk og verbalt. De kan finde på at kalde sygeplejerskerne ”kælling”, ”lorteluder” og ”idiot” eller komme med sårende bemærkninger om, at sygeplejerskerne udfører deres arbejde uprofessionelt. Det er ”frygteligt grænseoverskridende”, fortæller en sygeplejerske.
”Det er uniformen, der får skæld ud”
Selvom det kan oplevelses som et personligt angreb, mener sygeplejerskerne, at det i virkeligheden er en kritik af sundhedsvæsenet, som de lægger krop til. En af sygeplejerskerne på akutmodtagelsen sammenligner dem med parkeringsvagterne, som også er en jobgruppe, der står på mål for borgernes udadreagerende adfærd:
Det er lidt uniformen, der får skæld ud, tænker jeg.
Flere af sygeplejerskerne omtaler udadreagerende adfærd og vold som et vilkår i deres arbejde som frontmedarbejdere. Et vilkår som de vælger at acceptere:
Hvis du er i den tro, at du hverken bliver verbalt eller fysisk overfaldet. Så er man naiv. Det er jo en del af pakken, kan man sige.
Det er også denne hårdføre tilgang til arbejdet, der er med til, at sygeplejerskerne langt fra registrerer eller anmelder alle de tilfælde af verbal vold, de oplever. De forklarer, at dokumentationskravet på akutmodtagelsen i forvejen er tårnhøjt, og at de ikke ville være i stand til at lave andet, hvis de også skulle registrere de verbale overfald, som de dagligt oplever.
Ingen indflydelse på rammerne
Sygeplejerskerne føler sig tvunget til at agere indenfor en ramme, eller nogle ydre omstændigheder, der har indvirkning på deres vilkår, men som de ingen indflydelse har på:
Det er ikke mig, der bestemmer, hvor mange der skal på arbejde. Det er ikke mig, der bestemmer, hvor mange 1813 sender herud. Dér har jeg lært at sige. Det er ikke mig, der bestemmer rammerne, jeg kan arbejde ud fra det, jeg er sat til - slut.
Sygeplejekollegerne har ikke længere tid til at tale sammen over frokosten eller en kop kaffe. Opholder man sig i ventearealet, kan man ikke undgå at bemærke det, når sygeplejerskerne med travle, hastige skridt bevæger sig igennem rummet. De fortæller selv, at de forsøger at marchere så målrettet som muligt og med usynlige skyklapper for øjnene, så de undgår at få øjenkontakt med patienter og pårørende.
En barriere for solidaritet og sammenhængskraft
Det kan virke næsten helteagtigt, at sygeplejerskerne accepterer deres udfordrende vilkår. Accepterer at det er dem, der må tage skraldet, når patienter og pårørende bliver utilfredse med den service, sygeplejerskerne kan tilbyde inden for den ramme, der er opstillet i sundhedsvæsenet.
Men ses situationen fra et andet perspektiv, blegner heltegerningerne desværre. Sygeplejerskernes handlinger kan også være med til at optrappe konflikterne. Deres hårdføre tilgang til arbejdet kan opfattes som en mangel på anerkendelse af patienternes sårbarhed og frygt for, hvad de fejler. Deres ignorerende færden eller manglende tilstedeværelse i ventearealet kan skabe en utryghed i den ventende mængde af mennesker.
Det kan være netop det, der får bægeret til at flyde over, efter borgeren først har misforstået pointen med akuttelefonen 1813, og derefter oplever at sundhedspersonalet vurderer behovet for behandling som mindre akut, end han selv oplever. Patienterne kan få en følelse af, at de må have spidse albuer og gøre opmærksom på sig selv for ikke at blive overset i travlheden.
Den hårdføre tilgang kan ses som en beskyttelsesmekanisme mod de barske vilkår. Men den kan også være med til at skabe en en mistillid til sundhedsvæsenet, hvis sygeplejerskerne accepterer deres vilkår frem for at sige fra i tide, når de vurderer, at det går ud over patienterne. I værste tilfælde kan det resultere i en barriere for solidariteten med andre medborgere, som kan svække den sammenhængskraft, der er fundamentalt for at drive en velfærdsstat.
Artiklen bygger på et socialvidenskabeligt speciale fra Roskilde Universitet. Specialet er udarbejdet i perioden september 2016 til februar 2017 i samarbejde med en akutmodtagelse i Region Hovedstaden og Vold som Udtryksform under Socialt Udviklingscenter SUS. Af hensyn til medarbejdere, patienter og pårørende er akutmodtagelsen anonymiseret og navne udeladt.
