Lars Holte fra Odsherred til Høje Tåstrup

23/05/2012 13:05

Høje-Taastrup Kommune

Kommunaldirektør med solid erfaring starter 1. august 2012.

Blandt et stærkt felt af ansøgere har Høje-Taastrup Kommune ansat Lars Holte som ny kommunaldirektør. Lars Holte kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Odsherred Kommune, har solid erfaring fra ledelsesposter i den kommunale verden og KL, og er således godt rustet til at løfte de udfordringer, Høje-Taastrup Kommune står over for i de kommende år.

Borgmester Michael Ziegler udtaler: "Jeg er meget tilfreds med ansættelsen af Lars Holte som ny kommunaldirektør. Lars har stor kommunal erfaring fra tidligere jobs i forskellige kommuner og i KL. Han har stærke kompentencer på flere felter ikke mindst i forhold til økonomi, som helt uundgåeligt er et stort fokusområde i disse år. Det har han bevist meget tydeligt i Odsherred. Lars har også vist, at han er oprigtigt interesseret i den retning, vi har sat for kommunens udvikling i den netop vedtagne udviklingsstrategi. Og så har han erfaring med at arbejde med erhvervsudvikling, som netop bliver et af fokusområderne i de kommende år. Alt i alt er han et rigtigt godt match til Høje-Taastrup Kommune."

Vækst, uddannelse og et aktivt liv er nøgleordene for Høje-Taastrup Kommune frem til 2024. Det fastslår udviklingsstrategien, der tegner retningen de kommende 12 år. Kort fortalt skal borgere og virksomheder have Høje-Taastrup Kommune højt på listen over, hvor de gerne vil bo og drive virksomhed, flere unge skal blive i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse, og borgerne skal inddrages i udviklingen af kommunen.

Lars Holte glæder sig til de nye udfordringer: ”Jeg er meget glad for at kunne tiltræde stillingen som kommunaldirektør i Høje-Taastrup Kommune. Byrådet har i den nye udviklingsstrategi sat en rigtig spændende retning for, hvilken service vi skal tilbyde både nuværende og nye borgere og virksomheder. Den opgave ser jeg frem til at skulle løfte sammen med de mange dygtige og kompetente medarbejdere og ledere i kommunen.”

Blå bog

Lars Holte er 52 år, gift og har tre børn og bor i Holbæk.

Tidligere beskæftigelse:
2008-2011: Kommunaldirektør Odsherred Kommune.
2007-2008: Formand for Væksthus for ledelse (sideløbende med ansættelsen i KL).
2006-2008: Medlem af Direktionen i KL.
2002-2006: Afdelingschef i KL.
1997-2002: Forvaltningsdirektør i Stenløse Kommune.
1993-1997: Chefkonsulent i KL’s konsulentvirksomhed, KLK.
1995-1996: Ansat i Høje-Taastrup Kommune (udstationeret i Økonomi- og budgetafdelingen).
1989-1992: Konsulent i KL’s teknologikontor.

Mest Læste

Annonce