Sundhedsvæsnets IC4-tog til 3 mia: Nu ansættes der klikkere til Sundhedsplatformen

En kritisk analyse af Sundhedsplatformen peger på, at politikerne skal kigge på projektet inden det bliver en fatal skandale. Læge Thomas Birk Kristiansen ser på baggrunden for uroen omkring investeringen på 3 milliarder kroner i Region Hovedstadens og Region Sjællands Sundhedsplatform. Seneste udvikling er, at Rigshospitalet har ansat studerende som "klikkere" og indkøbt "fodmus".

Sundhedsplatformen (SP) er med en pris på knap 3 milliarder kroner danmarkshistoriens hidtil dyreste IT-system. Efter et år med utallige problemer kan man frygte, at Sundhedsplatformen er på vej til at blive endnu en offentlig IT-skandale.

I Danmark har vi gennem en årrække vænnet os til problemramte offentlige IT-projekter så som Amanda (Arbejdsmarkedsstyrelsen), EFI (Skat) og Polsag (Politiet). Mange frygter at SP kan føje sig til disse. Der er dog stadigvæk fortalere for SP, der ser mulighederne i SP og som mener, at systemet gennem udvikling og justering om en årrække kan blive godt. 

Praktiserende læge blogger på DenOffentlige

Thomas Birk Kristiansen er praktiserende læge i kompagnifællesskab i Ishøj, og har længe været en skarp stemme i sundhedsdebatten. Han afslørerede blandt andet skæve forhold i forbindelse med DAMD-skandalen og er i dag bl.a. formand for Patientdataforeningen. 

Læs Thomas Birk Kristiansens blogs på DenOffentlige lige her.

For skeptikere kunne det se ud som om, at man stædigt nægter at anerkende SP som et fejlkøb, hvor problemerne stikker så dybt, at SP til stadighed vil give problemer og aldrig vil blive godt. Man kan frygte, at det ender som med IC4 toget, hvor man nok skulle have givet op for mange år siden. Men selvom systemet kan reddes, så kan man som minimum allerede nu stille spørgsmål ved, om SP nogensinde kommer til at være 3 milliarder kroner værd?

Massiv kritik
SP er en amerikansk udviklet elektronisk patientjournal indkøbt til brug i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Den er siden maj 2016 løbende taget i brug på hospitalerne og forventes indført på alle hospitaler i de to regioner i slutningen af 2017. Fra starten har man i medierne hørt om problemer, utilfredse overlæger, problemer med fejlmedicinering, og at SP efter kun et år har medført tab på op imod 430 millioner kroner. Erfaringer fra andre lande viser, at det kan tage op til 2-3 år med tilpasninger og modifikationer at få SP til at fungere tilfredsstillende. Det er derfor nærliggende at stille spørgsmål ved om SP i realiteten kommer til at spare penge, effektivisere procedurer, øge sikkerhed og brugertilfredshed hos personale og patienter?

Allerede inden man gik i gang med det storstilede projekt burde erfaringer fra England og USA have fået alarmklokker til at ringe, og efter et år i Region Hovedstaden må man konstatere, at SP lider under problemer på flere fronter: Manglende brugervenlighed, tekniske problemer og luftkasteller om kvalitet. Med en business case, der ikke ser ud til at holde, lader det til at Region Hovedstaden ikke har gjort deres hjemmearbejde tilbundsgående inden der blev shoppet for 3 milliarder kroner.

Manglende brugervenlighed æder tiden
Det primære formål med et sundhedsvæsen må og skal være behandling af patienter. Patientkontakt er en forudsætning for diagnostik, behandling og pleje. Det er derfor paradoksalt, at tiden til patientkontakt i det moderne sundhedsvæsen i tiltagende grad ædes op af andre opgaver. Der skal skrives journal, bestilles prøver og undersøgelser, ordineres medicin, sættes flueben i kontrolfelter og indrapporteres til kontroldatabaser. Alt sammen tager tid. Tid, der tages fra patienterne. Allerede i 2012 kunne yngre læger fortælle, at 56% af lægens tid blev brugt foran PC skærmen med adminstrative opgaver. Det problem er tilsyneladende blevet værre med SP, hvor tallet 80% er blevet nævnt.

I en tid hvor sundhedsvæsenet er presset på ressourcer og hvor digitalisering er en uundgåelig del af systemet, er det alfa og omega at et nyt system er brugervenligt og smidiggør personalets arbejdsgang i videst muligt omfang. SP gør det modsatte. Platformen bærer præg af, at det er et gammelt system hvor fokus har været på at skabe tekniske muligheder og ikke på at skabe simple brugerflader eller tidsbesparende genveje og arbejdsgange. Konsekvensen er, at skærmlayout og mængden af museklik er et ergonomisk mareridt, der stjæler tid og fokus.

Fra USA viser erfaringer med en elektronisk patientjournal at man i løbet af en vagt på 10 timer skal klikke 4000 gange på musen. Det er endnu uklart hvor meget der klikkes i Danmark, men allerede nu indmeldes klager om læger på Rigshospitalet med alvorlige museskader, hvorfor man har set sig nødsaget til at ansætte studerende, såkaldte ”klikkere”, der kan assistere lægen med de mange skadelige museklik. Og for at lindre hårdt belastede lægearme er der indkøbt en mus, der kan betjenes med fødderne.

I sundhedsvæsenet er det normalt, at læger skifter arbejde hyppigt. Selvom der er mange IT-systemer inden for sundhedsvæsenet, kan det normalt forventes, at man ved skift mellem systemer er oppe på normal arbejdseffektivitet efter 1 til 2 uger. Det har blandt andet været normen fordi vi i Danmark er blandt de bedste i OECD til at bruge IT, og fordi vi har haft særdeles kompetente og veluddannede lægesekretærer til at understøtte lægerne.

En af ideerne med SP er dog at spare lægesekretæren væk, selvom personalet i Region Hovedstaden efter et år med SP langt fra er oppe på tidligere arbejdseffektivitet. Før Rigshospitalet blev koblet på Sundhedsplatformen for 5 måneder siden, kunne lægerne tale med 12 patienter i løbet af en dag i ambulatoriet for brystkræft. I dag kan de nå at tale med 9 patienter.

Kritikken af SP har naturligvis fået Region Hovedstaden til at lede efter årsagen. Her er man overraskende nået frem til, at SP har en oppetid tæt på 100, at der ingen patientskader er, og at der er hurtig fejlretning. Det er altså ikke systemet, som er problemet ifølge Regionen. Man mener i stedet, at brugerne er problemet. Lægerne har for eksempel lavet fejl, når de skulle indtaste koder for behandling og anden aktivitet i systemet, forklares det.

Når man introducerer ny software må et hovedformål være at understøtte brugerne, og ikke gøre det så besværligt, at de laver fejl. Det forekommer virkelighedsfjernt og teknokratisk, når man udelukkende forholder sig til tekniske aspekter som oppetid og datatab, og på baggrund heraf konkluderer, at SP er et godt og velfungerende system. En mere afbalanceret vurdering ville tillige forholde sig til, i hvilken grad det understøtter det sundhedsfaglige arbejde, og hvad brugerne synes om at anvende systemet. 

Med Sundhedsplatformen er brugervenligheden langt fra på plads, og systemet æder derfor ressourcer og fokus fra arbejde, som i forvejen er svært og kræver nærvær. Situationen forværres  kun i takt med at lægesekretærer, som indtil nu har vedligeholdt og skabt orden i de enorme mængder digital information og dokumentation, som et digitalt sundhedsvæsen producerer, spares væk. I det lys er det næsten komisk at fastholde, at det er brugerne over en bred kam, som er problemet.

Tekniske problemer
Ligesom alle andre elektroniske patientjournaler er SP helt basalt set en database. SP er et ældre system, som tager sit udspring tilbage i 1979. Også Microsoft og Apple havde deres udspring i 70erne, og alder betyder i sig selv ikke, at et system er dårligt. Udfordringen er imidlertid, at SP siden da er udviklet gennem knopskydning. Ved knopskydning er faren at flere felter i databasen indeholder samme information. Det kaldes redundans, når samme data forekommer flere gange i en database. Redundans gør, at meget data i databasen er duplikeret og derfor unødvendig, hvilket gør, at databasen arbejder langsommere, og det øger faren for data-inkonsistens og fejl.

Andre tekniske problemer opstår fordi SP på mange måder er udokumenteret. Der foreligger ikke en ”logisk datamodel". Dette burde ellers være et ufravigeligt krav, når software skal udvikles og tilpasses. Konsekvensen er, at flere hundrede teknikere famler i blinde når de tilpasser, bygger og udvikler, og at der derved opstår alt for mange hovsa-fejl.

Fra udlandet ved vi, at SP er blevet kritiseret for at have problemer med at ”tale med” tredjepartssystemer og blevet kaldt for en lukket platform, hvor det er dyrt og besværligt at kommunikere med andre systemer. Samme problemer er aktuelle i Danmark hvor SP har vist sig at have massive problemer med at fungere sammen med de danske systemer, der styrer medicinordinationer, blodprøver og røntgenbilleder.

Et særligt problem knytter sig til, at man med SP har haft meget svært ved at indberette til de danske sundhedsregistre. Det har naturligvis betydning for forskning, kvalitetsovervågning og planlægning. Manglende indberetninger til Landspatientregistret (LPR) kan desuden få store økonomiske konsekvenser. Indberetninger til LPR bruges nemlig til at beregne hvor mange penge hospitalerne skal tildeles for deres aktiviteter. Og de manglende indberetninger er en af hovedårsagerne til, at man i Region Hovedstaden allerede nu har tab på op imod en lille halv milliard kroner.

På grund af de tekniske problemer med SP skal systemet holdes i luften af tusindvis af manuelle processer bag kulissen. Derfor er man i Region Hovedstadens ledelse nået til den erkendelse, at man skal bruge 250-300 specialister til driften af SP. Det gamle system krævede ikke tilnærmelsesvis en organisation af den størrelse, og det kommer til at kunne mærkes økonomisk.

Standardisering og luftkasteller om kvalitet
En yderligere udfordring relaterer sig til, at SP er “workflow-baseret”. Ideen er, at der til hver eneste klassifikation, typisk en diagnose, er knyttet en helt bestemt arbejdsgang, som afstedkommer en række fastlagte handlinger, såkaldte workflows. Workflows er langt fra på plads, og skal nu bygges ind i systemet, så de passer til danske forhold.

Det er en enorm arbejdsopgave, som kræver i hundredevis af specialiserede medarbejdere, der har kompetencer både indenfor systemudvikling, arbejdstilrettelæggelse og det sundhedsfaglige på samme tid. Det kan blive en opgave, der vanskeligt lader sig løfte. Men selv med de bedste specialister, kan opgaven vise sig at være meget vanskelig på grund af nogle helt andre problematikker.  

Man har fra Region Hovedstaden meldt ud, at ensretning og standardisering er et af hovedformålene med SP. Ved mange alvorlige sygdomme, for eksempel blodprop i hjertet, er vi meget sikre på diagnosen, og vi er også meget sikre på hvad der er den bedste behandling. Gennem de sidste mange år har der været stor fokus på at finde bedste opskrift for behandling af bestemte sygdomme, såkaldte guidelines. Ved blodprop i hjertet giver det rigtig god mening at følge en guideline metodisk, og SP giver mulighed for at sikre dette.

I andre tilfælde kan det give mindre mening rigidt at følge en guideline. Det er ofte ikke let at stille den rette diagnose, hvorfor det ikke er sjældent, at diagnoser er forkerte. Selv for meget ”lette” diagnoser så som diabetes ser vi, at 15% fejlagtigt har fået registreret diagnosen. Ved andre diagnoser kan risikoen for fejl være større.

De forkerte diagnoser kan godt skyldes egentlige lægefejl, men langt de fleste tilfælde skyldes, at man som læge sjældent har undersøgelser, som giver helt sikre svar, og at man derfor i realiteten mest arbejder med sandsynlige diagnoser fremfor sikre diagnoser. I disse tilfælde vil lægen naturligvis tilpasse behandling og udredning og være tilbageholdende til der opnås større sikkerhed. Jo mere usikre diagnoser lægen arbejder med, jo mindre giver det derfor mening at låse en arbejdsgang helt fast, idet den fastlåste arbejdsgang ved usikkerhed ofte vil være forkert.

Selv hvis vi stiller den rette diagnose, så kan der være problemer med slavisk at følge guidelines. I Norge har man for eksempel beregnet, at hvis guidelines for mildt forhøjet blodtryk følges konsistent, vil de økonomiske udgifter knække det norske sundhedsvæsen. Følges de fastlagte guidelines vil tre fjerdedele af den samlede voksne norske befolkning være berettiget til medicinsk behandling eller kontrol, samtidig med at en gavnlig effekt for patienten nærmest ikke er tilstede I Norge er den gennemsnitlige levealder en af verdens højeste.

Det er derfor nærliggende at tro, at guidelines for behandling af mildt forhøjet blodtryk måske bør justeres, samt at der bør være råderum for beslutninger baseret på sundhedsfaglig vurderinger i den enkelte patients tilfælde. Det giver i hvert fald ikke mening at låse sig alt for fast på at følge nuværende guideline.

Problemet med usikkerheder omkring guidelines forstærkes naturligvis for patienter, der lider af flere sygdomme. Spørgsmålet er, om vi med dagens bedste lægefaglige viden er klar til at låse os fast på ensrettede og standardiserede arbejdsgange, diagnoser og guidelines for alle typer af patienter og sygdomme?

Eller om udredninger og behandling let skal kunne tilpasses i samarbejde mellem patient og læge?

Underkaster man sig firkantede og omstændelige standarder, er faren at SP som en anden Tamagotchi fodres med afkrydsninger, for at læger, sygeplejersker og andre fagfolk kan få fred til at passe deres arbejde som de plejer, og at afkrydsningerne ikke altid vil have hold i virkeligheden.

Bureaukrati er og bliver et af de største problemer i sundhedsvæsenet i dag. Det stjæler tiden og vulgariserer professionalismen i de sundhedsfaglige beslutninger. Trods intentioner om det modsatte stjæler SP fagligheden. Istedet bør man sadle om og give tiden og beslutningerne tilbage til patienter og læger.  

 

Emneord: IT-projekter, IT-infrastruktur, It-skandaler, IT-kompetencer, Sundhedsplatformen, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Digitalisering, Digitale tjenester, Sundhedssystemet, Sundhedsbureaukratiet, Læger, Rigshospitalet, 200417, 210417, Sundhedsområdet, Thomas Birk Kristiansen
Thomas Birk Kristiansen på DenOffentlige.dk Jeg er praktiserende læge i Ishøj, i en kompagniskabspraksis, vi er 3 læger, der sammen ejer klinikken. Søn på 21 år fra et tidligere ægteskab, og bor på Nørrebro, København med min kæreste....
Aktivitet: Artikler: 12 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 03.08.17 Thomas Birk Kristiansen
    Sundhedsplatformen sluger tiden

    En undersøgelse fra USA viser at læger bruger 2 timer på dokumentation for hver 1 time de ser patienter. 7 ud af 15 klinikker i undersøgelsen bruger EPIC/Sundhedsplatform.
    https://informaticstraining.hms.harvard.edu/sites/informaticstraining.hms.harvard.edu/files/AIME201612060-M160961.pdf

  • 21.04.17 Thomas Birk Kristiansen
    Svar Søren

    Jeg har forsøgt at researche og formidle sobert, men det er meget svært at skaffe sig sikker uafhængig viden om SP og som jeg skriver i artikel, så ved jeg ikke hvor meget, der klikkes i Danmark - og som du selv siger heller ikke i USA. Når det er sagt så klikkes der alt for meget og det begynder at gøre ondt i armene.
    http://dagensmedicin.dk/riget-smerteklinikkens-laeger-faar-musearm-sundhedsplatformen/

  • 21.04.17 Søren Therkelsen
    4000 klik?

    Kilden til 4000 klik er fra 2013. Jeg har desværre ikke adgang til fuld tekst men det fremgår så vidt jeg kan se ikke at det er en undersøgelse hvor man anvendte Epic. Duncan Regional Hospital, som artiklen omhandler, har siden 1989 anvendt MediTech http://www.beckershospitalreview.com/healthcare-information-technology/duncan-regional-hospital-to-upgrade-to-meditech-ehr.html. En af undersøgelsens forfattere kommer fra St Luke's University Health Network som i 2016 skiftede til http://www.slhn.org/News/2016/St-Lukes-Epic-Electronic-Medical-Record-Implementation-is-a-Success.
    MediTech vs. Epic http://ehr.softwareinsider.com/compare/70-113/EpicCare-vs-Meditech

    Det er rimeligt at forholde sig kritisk til en investering på 3 milliarder. Men ukritisk anvendelse af kilder tjener ikke andet end understøtte fordomme.

    Jeg har en lille bitte andel i udrulningen af Epic/SP. Vores delprojekt (Medical Device Integration, MDI) overfører automatisk data fra patientmonitorer, anæstesiapparater mfl. på operationsstuerne og tilsvarende apparatur på bla. intensiv til SP. Derved bruges der mindre tid på manuel indtastning og datakvaliteten øges når aflæsnings-/skrivefejl elimineres. Det er selvsagt ikke problemfrit når man øger kompleksiteten men nettooplevelsen synes at være mere tilfredse brugere efter SP/MDI. Hvad angår SP iøvrigt møder vi også frustrerede brugere når arbejdsgangene ikke svarer til den hverdag man har været vant til. Og her mærkes forskellen på dansk og amerikansk sundhedsvæsen, som Epic i sin oprindelige form er baseret på. Men det kan tilpasses og det bliver det.

  • 20.04.17 Hanne Svane
    Rettelse

    Jeg beklager, at der i mit nedenstående indlæg står "klikkede" i stedet for "klikkere". Autocorrect og jeg er ikke altid enige!

  • 20.04.17 Hanne Svane
    Hvorfor ansætte klikkede når man har lægesekretærer?

    Tak for en dybdegående og tankevækkende artikel.
    En ting som falder mig specielt meget for brystet, når jeg læser ovenstående, er oplysningen om, at Rigshospitalet ser sig nødsaget til at ansætte studerende som klikkede. Det giver overhovedet ingen mening!

    At købe et nyt it-system er for så vidt ok, hvis det giver brugerne bedre arbejdsbetingelser, patienten hurtigere og bedre behandling og en optimal udnyttelse af de økonomiske ressourcer. Ingen af delene ser ud til at være tilfældet her.
    Men i stedet for at lytte til brugerne, som i dette tilfælde er sundhedsprofessionelle, der sidder med patienters liv og helbred i deres hænder og kun ønsker at varetage denne opgave samvittigshedsfuldt, vælger de ansvarlige for SP at lægge skylden for systemets manglende succes over på lægerne, som skydes i skoene, at de er for langsomme til at betjene selvsamme system, og at denne mangel på kompetence er en kerneårsag til systemets manglende succes!

    Men i stedet for at se indad og udnytte de ressourcer, der allerede findes i organisationen - nemlig lægesekretærerne - finder man på uforklarlig vis på at opfinde en ekstra personalegruppe til at udføre det arbejde, som lægesekretærer både kan og ønsker at påtage sig. HVORFOR?

    I den klinik, hvor jeg arbejder, udarbejdede den samlede lægesekretærgruppe i tiden op til Sundhedsplatformens indførelse et velgennemtænkt projekt omhandlende nye opgaver, som faggruppen kunne og meget gerne ville påtage sig. En af de foreslåede opgaver var netop at bistå lægerne i konsultationsrum og på undersøgelsesstuer med dokumentation, oprettelse af rekvisitioner og bestillinger på prøver og undersøgelser m.v. Det er vi uddannet til, og det er en af vores spidskompetencer. Projektet blev positivt modtaget af ledelsen, som dog desværre måtte afvise forslaget, da det fra øverste sted var udmeldt, at lægerne selv af patientsikkerhedsmæssige årsager skulle udføre denne opgave.
    Derfor undrer det også meget, at man fra højeste sted nu vælger at gå på kompromis med et så vitalt parameter, samtidig med at man vælger at trække en nyopfunden og i denne forbindelse ufaglært personalegruppe ind til formålet.
    Hvorfor ikke i stedet anvende den udmærkede ressource, som allerede forefindes i form af en stor og parat gruppe lægesekretærer, som adskillige højt ansete læger i Region Hovedstaden oven i købet flere gange har fremhævet som en af deres mest uundværlige samarbejdspartnere?

    Jeg undres, og jeg kunne godt tænke mig en begrundelse fra de ansvarlige beslutningstagere. Men jeg er jo bare en loyal medarbejder gennem mere end 30 år og oven i købet lægesekretær, såå ...

  • 20.04.17 Twan Manders
    Umuligt at få data ud af SP

    Et yderligere problem med SP som artiklen ikke nævner er at det er utrolig vanskelig ( bl.a på grund af nævnte mangel på en logisk datamodel) at få data ud af SP. Det gør at mere data management egnet software ikke kan sættes i spil til fx at indberette til kliniske databaser, anvendelse af avanceret data analyse og sammenkørsel af data til bl.a forskningsformål. SP er et ekstremt lukket system hvor der ikke findes tilstrækkelig med data eksperter til der kan arbejde med det

  • 20.04.17 Thomas Birk Kristiansen
    Svar til Jens

    Jens du har fat i det helt rigtige, det er ikke den primære patientjournal som er fokus for SP. Det er alle de sekundære ting så som registrering af strukturede data, kvalitetssikring, administration osv som skygger så der
    slet ikke er tid til det primære.

  • 20.04.17 Jens Holm Møller
    Sundhedsplatformen

    Det lyder ikke godt.
    Men hvornår er der egentlig indført noget af den slags som har været en succes, det må være længe siden.
    Jeg er rimelig IT kyndig og har selv for år tilbage udviklet programmer til styring af arbejdstid, og dermed økonomi.
    Jeg tror man vil have de nye platforme til at kunne for meget.
    En ren patient rigistrering med sygdomme behandlinger og medicin, er altså ikke den store raketvidenskab.

  • 20.04.17 Soile Friis
    Sundhedsplatformen

    Tak Thomas Birk Kristiansen!
    Som tidligere formand for Danske Lægesekretærer DL/HK, så har hele processen omkring Sundhedsplatformen (SP) optaget mig meget. Først og fremmest fordi vi som faglig organisation forudså, at SP ville ændre vores fag, og vi dermed gerne ville sikre de rette kompetencer/kompetenceudvikling for lægesekretærerne. Dernæst valgte vi den proaktive tilgang ift. at være medspillere og inddrages i processen og udviklingen af SP, da klinisk administration fylder meget i SP og er med til at sikre gode og effektive patientforløb. Vi har markeret os og ikke mindst vist vores samarbejdsvilje og gode inputs - men desværre har Region Hovedstaden, beslutningstagere og politikere ikke taget imod. Nu kunne jeg jo blot læne mig tilbage som tidligere formand for alle de gode og veluddannede lægesekretærer, som siden maj 2016 har kæmpet med at være loyale og proaktive i implementeringen af SP. Men det gør jeg ikke. Jeg bliver ved. Og derfor er jeg glad for, at du så velformuleret sætter ord på SP-tilstanden. Jeg er helt enig i din beskrivelse og kan supplere med følgende: Implementeringen af it-systemer skal, efter min mening, være intuitivt - dvs. der skal ikke undervises i systemet, men i de ændrede arbejdsgange, som naturligt kommer. Og ifm. med udviklingen af arbejdsgangene, så skal medarbejdere inddrages, for de har viden og ekspertisen ift. at sikre de rette arbejdsgange, som i sidste ende skal give gode og sikre patientforløb. Desværre er det ikke sket. Systemet er presset ind i en verden, som ellers fungerede effektivt efter flere år med fokus på mindre spild og mere effektivitet. Alle medarbejdere i sundhedsvæsenet er presset. Økonomien er presset. Det er ikke noget nyt. Det er gratis glæder der tæller nu. Det kan medarbejderne hjælpe med og det har vi gjort længe nu – men vi vil stadig gerne. For det handler om patienterne og et godt arbejdsmiljø. Det kræver dog, at beslutningstagere i Region Hovedstaden og Region Sjælland nu får taget nogle vigtige beslutninger ift. at strategien, eller mangle på samme, om at tvinge medarbejdere til at gå på job og øge ventetiden, øge spild, øge fejl, øge dårligt arbejdsmiljø, øge udgifter, øge fejludnyttelse af kompetencer etc. stopper nu! Det kræver, at beslutningstagerne nu virkelig lytter til de gode medarbejdere og ikke mindst faglige organisationer og inddrager dem i at øge inddragelsen, øge innovationen, øge effektiviteten, øge kvaliteten, øge patientsikkerheden, øge god økonomi, øge udnyttelsen af ressourcer og kompetencer ifm. at skabe en god historien om SP. For SP er kommet for at blive – håber jeg, for ellers kommer jeg til at sige ”hvad sagde jeg….” og det er dårlig stil og ligner ikke mig. Jeg vil hellere inddrages og give gode ideer/inputs til, hvordan SP kan blive en succes og en god historie. Og jeg ved at Danske Lægesekretærer DL/HK også vil.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige