Ny forskning: Ældre, der træner i 3 mdr., kan opnå helbredsmæssig foryngelse svarende til 7 år

Velfærd

16/04/2015 22:35

Nick Allentoft

Et forskningsprojekt med i alt 554 ældre odenseanere er netop afsluttet. Projektets resultater viser klar sammenhæng mellem træning og forebyggelse af alvorlige funktionstab og afhængighed.

I alt 554 ældre odenseanske borgere i alderen 76-98 år har deltaget i det EU støttede projekt ”Healthy Ageing Network of Competence”, der i daglig tale kaldes ”HANC”. Projektet har kørt i to år, og foregår som et tæt samarbejde mellem den kommunale enhed ’forebyggende hjemmebesøg’ og SDUs Institut for Idræt og Biomekanik. De 554 borgere er blevet tilbudt fysiske test som tidlig opsporing af funktionstab, og er herefter blevet tilbudt træning, der kan forebygge og gavne deres fysiske funktionsniveau.

Gode resultater med forebyggende træning

Resultaterne af projektet er særdeles positive, og projektdeltagerne har også fået stor lyst til at forsætte den aktive livstil efter projektets afslutning. Derfor arbejdes der nu på, hvorvidt den forebyggende tankegang i endnu højere grad kan understøttes fremover.

”Forskningen indikerer, at ældre mennesker i øget risiko for funktionsnedsættelser kan reagere på højintensitetstræning med tydelige funktionsforbedringer. Det betyder, at disse ældre har større mulighed for at opnå funktionel uafhængighed og deraf et uafhængigt liv. De bliver stærkere, men også gladere,” fortæller Paolo Caserotti, der er projektleder på HANC-projektet.

Også leder af Ældre- og Handicapforvaltningens forebyggende hjemmebesøg Jenny Havn, er glad for de positive resultater, som projektet har vist.

”Den tankegang, der ligger bag denne forebyggende indsats, stemmer utrolig godt overens med vores måde at arbejde rehabiliterende på. Jeg ser derfor stor værdi i at fortsætte dette projekt i det omfang, det kan lade sig gøre, og støtte de ælde i at leve et aktivt, selvstændigt og uafhængigt hverdagsliv med mest muligt livskvalitet.”

HANC-Workshoppens formål

Workshoppen er arrangeret i et samarbejde mellem Odense Kommune og Syddansk Universitet. Formålet med workshoppen er dels at præsentere projektet og dets resultater, dels at kvalificere idéer til udnyttelse af ”HANC-potentialet” i forhold til forebyggelse hos ældre. Ledere og medarbejder fra Odense Kommune, personale og studerende fra SDU samt ældreråd og frivillige organisationer er inviteret til at deltage.

Mest Læste

Annonce