Ny stadsingeniør i Aalborg kommer fra Rambøll

Infrastruktur

16/08/2016 07:49

Nick Allentoft

Den 1. oktober 2016 tiltræder Svend Erik Pedersen stillingen som stadsingeniør i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

Svend Erik Pedersen er 49 år og uddannet civilingeniør fra konstruktionslinjen på AAU i 1992. Han har de seneste 11 år været ansat i Rambøll, Aalborg, hvor han har haft forskellige ledelsesfunktioner, siden 2010 som afdelingsleder og fra november 2014 tillige markedsdirektør for Nordjylland.

Svend Erik Pedersen har gennem sine 11 år i Rambøll opnået betydelig erfaring med store anlægsprojekter på infrastrukturområdet, og har desuden som rådgiver for såvel kommuner, havne som Vejdirektoratet stor viden og erfaring med opgaverne på det tekniske område i kommunerne.

Svend Erik Pedersen er med baggrund i sine ledelsesopgaver i Rambøll en erfaren leder, der har de grundlæggende ledelsesmæssige kvalifikationer, der skal til, for at varetage opgaven som stadsingeniør i Aalborg. Dertil kommer, at Svend Erik Pedersen med baggrund i sit job som markedsdirektør for Rambøll i Nordjylland, er medlem af bestyrelsen for Erhverv Norddanmark og tillige valgt ind i Realkredits Ejendomsråd i Nordjylland.

Rådmand Hans Henrik Henriksen, By- og Landskabsforvaltningen glæder sig over ansættelsen:
- Jeg er utrolig glad for, at det er lykkes at tiltrække en så kompetent og erfaren leder til stillingen som stadsingeniør i Aalborg, og vi ser frem til et rigtig godt samarbejde, slutter Hans Henrik Henriksen.

Mest Læste

Annonce