Nye regler skal forebygge konkurser i hjemmeplejen

Politik

05/10/2017 20:52

Nick Allentoft

Retvisende priser, lovkrav om beredskabsplaner og et styrket samarbejde mellem kommuner og private hjemmeplejefirmaer. Det er nogle af de initiativer, som skal være med til at forebygge konkurser i hjemmeplejen. Hent aftalen her.

En bred politisk aftale mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF skal være med til at forebygge, at private hjemmeplejefirmaer går konkurs.

Aftalen indebærer bl.a., at kommunerne fremover skal stille større krav til de private firmaer, som de indgår kontrakt med, for dermed at sikre, at firmaerne har den fornødne økonomiske robusthed.

Forud for kontraktindgåelse skal kommunerne opstille egnethedskriterier med krav om, at private firmaer indsender årsregnskaber og ikke har gæld til det offentlige på over 50.000 kr.

Kommunerne skal også stille skarpe kvalitetskrav og have større fokus på kvaliteten i opgaveløsningen ved bl.a. at være i løbende dialog med hjemmeplejefirmaerne efter kontraktindgåelse.

Med aftalen ønsker partierne også at forbedre leverandørstyringen og styrke kommunernes muligheder for at følge op over for de private hjemmeplejefirmaer. Det skal bl.a. ske ved at søge en forståelse med KL om at stille vejledninger og konkrete værktøjer til rådighed for kommunerne på Udbudsportalen. Ligeledes finder partierne det vigtigt, at medarbejdere i private hjemmeplejefirmaer får bedre mulighed for frit at udtale sig om forholdene på deres arbejdsplads.

Serviceloven skal også ændres, så kommuner, der indgår kontrakt med leverandører efter den såkaldte godkendelsesmodel, forpligtes til løbende – og mindst en gang årligt – at efterberegne deres afregningspriser. Efterberegningen skal sikre, at de private firmaer får den rette pris.

Udover at forebygge konkurser skal aftalen også afbøde konsekvenserne ved evt. fremtidige konkurser. Partierne vil bl.a. gøre det lovpligtigt for kommunerne at stille krav om bankgarantier ved kontraktindgåelse. Bankgarantien skal dække kommunernes udgifter i forbindelse med ekstraordinær vikardækning, merarbejde mv., hvis kommunerne må aktivere deres beredskabsplaner i tilfælde af konkurser.

Partierne bag aftalen vil desuden forpligte kommunerne til at udarbejde beredskabsplaner, der bl.a. indeholder procedurer for, hvordan de evt. kan overtage medarbejdere, som har været ansat i de konkursramte firmaer, uden at komme i klemme i forhold til reglerne for virksomhedsoverdragelse.

Fakta om aftalens konkrete initiativer For at undgå konkurser blandt private hjemmeplejefirmaer er partierne bl.a. enige om følgende initiativer:

  • Krav om bankgaranti og kommunale beredskabsplaner Serviceloven skal ændres, så kommunerne ved indgåelse af kontrakter med private hjemmeplejeleverandører forpligtes til at stille krav om bankgaranti eller anden garantistillelse og udarbejde beredskabsplaner, så de bedst muligt kan håndtere evt. konkurser.
  • God leverandørstyring Kommunerne skal have styrket deres muligheder for at blive opmærksomme på advarselssignaler 
    om eksempelvis dårlig økonomi. Regeringen vil derfor søge en forståelse med KL om at udbrede erfaringer og konkrete værktøjer til god leverandørstyring.
    Virksomhedsoverdragelse Flere kommuner er usikre på reglerne for virksomhedsoverdragelse i forbindelse med konkurser. Beskæftigelsesministeriet vil derfor udarbejde en vejledning til kommunerne om reglerne på området.
  • Krav om egnethedskriterier Kommunerne forpligtes til at opstille egnethedskriterier, der indeholder krav om, at private hjemmeplejefirmaer ikke har offentlig gæld på over 50.000 kr. og skal indsende årsregnskaber.
  • Krav om efterberegning af afregningspriser Serviceloven skal ændres, så kommunerne forpligtes til løbende – og mindst én gang årligt – at efterberegne, om deres afregningspriser reelt afspejler kommunens aktuelle udgifter.
  • Åbenhed for medarbejderne Partierne er enige om vigtigheden af, at medarbejdere i private hjemmeplejefirmaer får bedre mulighed for at udtale sig kritisk om forholdene på deres arbejdsplads, uden at skulle frygte for deres job.
  • Lønmodtagernes Garantifond Det skal undersøges, om lovgivningen i forhold til Lønmodtagernes Garantifond kan ændres, så fonden kan lægge ud for lønkrav mv. for medarbejdere i konkursramte hjemmeplejefirmaer, indtil det er afklaret, hvem der skal betale.
  • Forebyggelsesaftalen bygger på uafhængigt serviceeftersyn af lovgivningen på hjemmehjælpsområdet.

Læs serviceeftersynet ’Undersøgelse af konkurser på hjemmehjælpsområdet’ (PDF)

Bag aftalen står ordførerne fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti samt ældreminister Thyra Frank og innovationsminister Sophie Løhde.

Mest Læste

Annonce