Nyt forlig på plads for privatansatte i ældreplejen

Velfærd

20/03/2017 15:14

Nick Allentoft

Både plejere under fritvalgsordningen og de øvrige privatansatte har udsigt til ny overenskomst.

Med to dages forsinkelse kom der også et overenskomstforlig i hus for de privatansatte i ældreplejen, som ikke arbejder under den såkaldte fritvalgsoverenskomst under Dansk Erhverv.

Mens der allerede lørdag blev opnået enighed på ovennævnte område, kan FOA's forbundsformand, Dennis Kristensen, mandag melde om yderligere et forlig, denne gang med Dansk Industri på arbejdsgiversiden.

Dermed er der enighed om de to toneangivende overenskomster for de privatansatte på ældreområdet.

Lønstigningerne for de ansatte under den treårige overenskomstaftale følger oplægget fra fritvalgsordningen, nemlig 2,50 kroner i timen hvert af de følgende tre år.

Samtidig har man fået udvidet dækningen af overenskomsten, så den også omfatter bosteder.

- Vi har fået styrket en række bestemmelser for tillidsvalgte. Og der er et nyt fokus på behovet for uddannelse og kompetenceudvikling, som både vi og arbejdsgiverne også lægger vægt på, siger Dennis Kristensen.

Endelig gælder også, at lønstigningerne gives ligeligt til alle, selv om arbejdsgiverne havde krævet at få indflydelse på fordelingen.

De indgåede overenskomstaftaler bliver sendt til urafstemning, hvor medlemmerne skal godkende dem.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce