Nyt projekt i Aarhus: Fra asylcenter til job

Velfærd

11/02/2016 09:07

Nick Allentoft

Aarhus Kommunes Jobcenter vil nu sende 50 af de mest talentfulde flygtninge i virksomhedsforløb, så snart de ankommer til kommunen. Projektet hedder Talent Programme Aarhus 2016-2017 og er støttet økonomisk af Industriens Fond.

”Både kommuner og virksomheder efterlyser redskaber, der kan sikre en hurtig integration af flygtninge, når de kommer ud til kommunen. Jo længere tid, der går, jo sværere bliver det. Derfor er det glædeligt, at Industriens Fond økonomisk støtter, at vi kan afprøve vores udviklingsprojekt,” siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

Projektet løber i to år, og er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, konsulenthuset Pluss og en række konkrete virksomheder. Desuden er der samarbejde med Erhverv Aarhus og LO Aarhus.

 

”Vi vil rigtig gerne udnytte tiden, hvor flygtninge alligevel sidder på et asylcenter og venter på at komme til Aarhus Kommune. For vi ved, at jo tidligere vi får afklaret flygtningenes potentialer og kompetencer, jo hurtigere kan vi foretage et målrettet og hurtigt match med en relevant virksomhed. Og jo bedre kan vi integrere flygtningene i Aarhus,” siger social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom.

 

Programmet består af et individuelt tilrettelagt forløb med et op til 12 måneders virksomhedsforløb og understøttes af sprogundervisning, mentorer, fælles kurser og personlig vejleder. Matchet mellem flygtningen og virksomheden sker på baggrund af flygtningens potentialer og kompetencer og virksomhedens konkrete behov for arbejdskraft. Talentprogrammet omfatter en intensiv håndholdt indsats, hvor både den nytilkomne flygtning og virksomheden klædes på og følges tæt undervejs.

 

Der er således tale om et demonstrations- og udviklingsprojekt, som vil udvikle, afprøve og udbrede nye metoder, der sigter på at kunne implementeres i såvel Aarhus Kommune og i andre interesserede kommuner.

Mest Læste

Annonce