Odense starter tre-årigt projekt om FNs verdensmål

Bæredygtighed

30/08/2017 09:20

Nick Allentoft

Et nyt storstilet projekt om FNs 17 verdensmål skal sætte bæredygtighed på dagsorden i Odense.
Hvordan omsætter man FNs 17 verdensmål til konkret og spændende læring for en potentiel målgruppe på 4.500 børn og unge i Odense? Det skal et nyt advisory board, UngOdense og Skolesamarbejdet i Nord nu give deres bud på.   Det nye advisory board med 22 medlemmer er knyttet til projektet Læring for Fremtiden og består af en lang række af aktører fra Odense. Medlemmerne har forskellige kompetencer, fagperspektiver og tilgange til både læring og bæredygtig udvikling, og deres rolle er at kvalificere arbejdet og sikre en løbende udviklingen af konkrete aktiviteter og læringsforløb for eleverne. 

- I Odense Kommune er vi allerede frontløbere, når det kommer til bæredygtighed, og jeg glæder mig meget over, at Læring for Fremtiden vil få bæredygtighed endnu mere ind i elevernes undervisning. For selvom vi ikke nødvendigvis italesætter verdensmålene hele tiden, så er de i høj grad del af vores hverdag. Og som børn- og ungerådmand er jeg meget optaget af, at netop børn og unge spiller en afgørende rolle, når det kommer til bæredygtighed. Det er jo dem, der skal overtage den verden, vi er ved at skabe lige nu, siger Susanne Crawley Larsen (R), rådmand for børn- og unge i Odense Kommune og fortsætter: 

LÆS mere om verdensmålene på temasiden her   - Det nye advisory board er beviset på, at vi i Odense står sammen om at løfte opgaven med bæredygtig udvikling. En opgave, som i mine øjne er en af fremtidens helt store udfordringer. For selvom bæredygtighed går på tværs af både landegrænser og generationer, så mener jeg, at løsningerne ofte er lokale og meget gerne skal ske i samarbejde med børn og unge.   Stor interesse I Skolesamarbejdet i Nord, som består af ni folkeskoler og ungdomsskolen, UngOdense, er der stor glæde over interessen for at deltage i det nye advisory board:   - Jeg må sige, at jeg er meget overvældet over den store interesse, som deltagerne har udvist over for Advisory Boardet. Det giver en enorm bred repræsentation og dermed også en stor bredde i kompetencer og viden fra den virkelige verden. Det vil både styrke kvaliteten og helheden i det undervisningstilbud om bæredygtig udvikling, vi kan tilbyde vores elever. Målet er at give vores unge kompetencerne til at kunne handle og tænke bæredygtigt, siger Erik Rasmussen, som er viceungdomsskoleleder hos UngOdense og tovholder for Læring for Fremtiden.    Glæde over nyt samarbejde Hos Vandcenter Syd mener man, at det giver god mening at styrke en vekselvirkning mellem virksomheden og undervisningen i skolerne omkring bæredygtighed. - Vores erfaringer med at udbyde valgfaget i " Innovation og bæredygtighed" i samarbejde med UngOdense og folkeskolerne har åbnet vores øjne.  Vi kan give de unge en vigtig viden, men de kan i høj grad også give os væsentlige input til vores arbejde. Derfor synes vi også, det er vigtigt og væsentligt understøtte projektet, siger Steen Jakobsen, Kunde- og kommunikationschef, Vandcenter Syd.   Samtidig ser uddannelsesinstitutionen University College Lillebælt nogle oplagte muligheder i det tværgående samarbejde med kommunen og virksomhederne, som der lægges op til i projektet.   - Jeg ser nogle spændende perspektiver i at kunne inddrage vores studerende i projektet. De er jo morgendagens lærere og kommende ambassadører for at bringe bæredygtighed tydelige ind i folkeskolen. Derfor kunne det også være interessant at inddrage dem i at udvikle og afprøve nye læringsforløb i bæredygtighed i samarbejde med skolerne og virksomhederne. Det vil være meningsfuldt både for vores studerende og for projektet, siger Anders Nørgaard, Uddannelseschef University College Lillebælt.   Odense Fælles Elevråd, der også har plads i advisory boardet mener, glæder de sig over elevinddragelsen og understreger, at det både er vigtigt og spændende at arbejde med bæredygtighed i skolen:    - Vi skal blive bedre til at passe på vores natur, det er ikke altid godt det vi gør, siger Kathrine Halbro fra Agedrup Skole.   Bygger videre på gode erfaringer Læring for Fremtiden, som sætter bæredygtighed og FNs verdensmål i centrum, bygger i høj grad videre på erfaringerne fra det succesfulde valgfag: Innovation og Bæredygtighed, som Skolesamarbejdet i Nord allerede udbyder.    Valgfaget er et samarbejde mellem Skolesamarbejdet i Nord og forsyningsvirksomhederne Fjernvarme Fyn, Odense Renovation og VandCenter Syd. Det klæder eleverne på til at bruge innovationsmodeller på virkelige problemstillinger omkring bæredygtighed.    En af de ting, der er fokus på i undervisningen er, at den også foregår uden for skolens rammer i autentiske miljøer f.eks. på virksomheder, på ungdomsuddannelser og i naturen.    Et eksempel er ungdomsskolens bæredygtige Halmhus på Østre Plads, som også vil blive en del af det nye store projekt. Her bliver elever fra Skolesamarbejdet i Nord allerede inddraget aktivt som innovative medbyggere og medudviklere.    -  Det er en helt anderledes og motiverende oplevelse at blive undervist i et halmhus. Det har vist mig, at hvis man har en god idé om bæredygtighed, så kan det godt blive til virkelighed, siger Nicoline Bøtker Schmidt fra Seden skole.   Fakta: Skolesamarbejdet i Nord omfatter Rising Skolen, H. C. Andersen Skole, Abildgaard Skolen, Sct. Hans Skole, Kroggårdskolen, Seden Skole, Agedrup Skole, Søhus Skolen og Næsby Skolen, Ungdomsskolen, UngOdense.   Medlemmer af det nye advisory board: Rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen  Susanne Ursula Crawley Larsen   Medlem af ungdomsskolebestyrelsen og Børn- og Ungeudvalget  Line Mørk   VandCenter Syd  Leif Knudsen, Bestyrelsesformand  Steen Jacobsen, Kunde- og kommunikationschef    Odense Renovation  Thomas B. Jørgensen, Adm. Direktør   H.J. Hansen Sabina Ricevuto, R&D Projektleder   Odense Bæredygtighedsråd Line Bjørndal, Næstformand, 3F Odense Johnny Mikael Rasmussen, Tidl. Skoleleder, Risingskolen   Bæredygtighedssekretariatet Torben Jarlstrøm Clausen, Projektleder   Syddansk Erhvervsskole Martin Mølgaard Ravn, Afdelingsleder, Odense Tekniske Gymnasium   Kold College Birgitte Weidenhof, Uddannelsesleder   Elsesminde Odense ProduktionsHøjskole Vibeke Nørby Mouridsen, Forstander   University College Lillebælt Anders Nørgaard, Uddannelseschef   Syddansk Universitet Martin Winther-Gaasvig, lektor, Institut for Teknologi og Innovation   Skolesamarbejdet i Nord Berith Bonnesen, Skoleleder, Næsby Skole Pernille Wessel, Skoleleder, Risingskolen   Odense Fælleselevråd  Katrine Halbro, Ubberud Skole Amar Khalil, Agedrup Skole   Gro Odense  Susan Dam Andersen   Odense Førevarefællesskab Silas Samuel Eriksen,    UngOdense Per Lindegaard Christensen Fjordens dag – Grejbank Fyn – Naturaktiviteter   UngOdense Erik Rasmussen, Viceungdomsskoleleder, Tovholder, Læring for fremtiden    

Mest Læste

Annonce