OVERBLIK: Fire ministre i modvind på otte måneder

Politik

24/02/2016 08:47

Nick Allentoft

Én minister har allerede forladt sin post efter kritik. Eva Kjer Hansen kan blive den næste.

Tirsdag udtrykte De Konservative mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), og det er nu et åbent spørgsmål, om hun kan blive siddende som minister.

Eva Kjer Hansen er ikke den første minister, der har været under pres i den nuværende regeringsperiode. Læs om fire problematiske sager her:

* Eva Kjer Hansen og landbrugspakken

Ny regering

Vil du vide mere om den nye regering? Få overblikket lige her - og kig også tilbage på tidligere nye regeringer. 

Det er stærkt tvivlsomt, om miljø- og fødevareministeren får lov at beholde sin post, efter at De Konservative har udtrykt mistillid til hende. Årsagen er forløbet om regeringens landbrugspakke, hvor flere forskere har betvivlet ministeriets regnemetoder og kaldt det for "kreativ bogføring" og "misinformation".

Striden drejer sig om, hvordan pakken påvirker miljøet de kommende år.

Carl Holst-sagen

I slutningen af september valgte daværende forsvarsminister Carl Holst (V) at forlade sin post efter en periode, hvor han havde været udsat for skarp kritik på flere områder. Det begyndte med, at han nægtede at afstå penge, som han fik i eftervederlag for sin tid som regionsrådsformand. Efter pres afstod han dog pengene delvist.

Senere kom det frem, at Holsts personlige assistent i Region Syddanmark i strid med reglerne havde brugt sin arbejdstid på at drive valgkamp til Folketinget for Holst.

Esben Lunde Larsens mulige plagiat

Praksisudvalget på Københavns Universitet er i øjeblikket ved at undersøge uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens (V) ph.d.-afhandling, efter at der er blevet fundet fem eksempler på plagiat og selvplagiat i den akademiske opgave.

Ministeren bad efter rygter og skriverier i pressen selv Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet undersøge afhandlingen, hvorefter fakultetet har sat udvalget på sagen.

Kristian Jensens næse

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) fik i begyndelsen af februar en såkaldt næse, fordi han ignorerede et flertal i Folketinget, som i et beslutningsforslag i december vedtog at pålægge regeringen at pille de planlagte besparelser på ulandsbistanden i 2015 af bordet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce