Overvågning på Christiania: Kameraer stjålet to gange på kort tid

Politik

25/09/2016 20:18

Nick Allentoft

Fredag blev overvågningskameraer på Christiania revet ned. Lørdag skete det igen. Hashhandlen er i gang igen.

Der gik ikke mange timer lørdag, fra politiet havde hængt overvågningskameraer op på Christiania, før det første kamera igen var revet ned.

Lørdag morgen satte Københavns Politi to kameraer op i Pusher Street, men allerede ved 13.30-tiden var det ene kamera revet ned igen. Og inden der var gået en halv time, røg det næste. Det oplyser Ritzaus reporter på Christiania.

Det første af to kameraer blev revet ned af fire-fem unge mænd, imens tilskuere kom med tilråb og klapsalver.

De unge mænd brugte et langt, tykt tov til formålet. Kameraet blev derefter puttet i en sort plastiksæk og er båret væk.

Efter få minutter gentog proceduren sig med kamera nummer to. Det vides ikke, om det var de samme mænd, der fjernede kameraerne.

Dermed gentager historien sig fra fredag, hvor politiet første gang satte overvågningskameraer op i området, hvor christianitterne for kort tid siden fjernede hashboderne.

Fredag tog det også kun få timer, før begge politiets kameraer var fjernet af ukendte gerningsmænd.

Lederen af Taskforce Pusher Street, Dannie Rise, sagde tidligere lørdag:

- Vores kameraer blev pillet ned. Nu har vi sat dem op igen, så må vi se, hvor længe de kan få lov til at blive hængende.

Videoovervågningen på Christiania er midlertidig og skal hjælpe med at komme hashhandlen i fristaden til livs.

- Om det er tre, seks eller 12 måneder er ikke til at sige, men det er en midlertidig foranstaltning, som kun er der så længe, der er hashhandel, sagde Dannie Rise og opfordrede alle til at lade kameraerne være.

Plakater med teksten "Nej tak til politiovervågning på Christiania" er klistret op på skraldespande og rækværk på gaden.

Efter at overvågningskameraerne blev revet ned, blev der tilsyneladende lagt an til igen at sælge hash på Pusher Street.

Ordet gav genlyd i gaden lørdag eftermiddag, hvor der blandt andet blev solgt klumper af hash fra haveborde midt på Pusher Street, oplyser Ritzaus udsendte.

Det vides endnu ikke, hvad politiets næste skridt bliver.

Overvågningen på Christiania er blev sat op, efter christianitterne i begyndelsen af september rev hashboderne ned. Det skete som en konsekvens af, at to politibetjente og en civil blev skudt og såret i området.

Kameraerne gør op med christianitternes mangeårige bandlysning af kameraer i Pusher Street.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce