Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Vil stoppe fartsyndere: Nu tager denne kommune effektivt middel i brug

Politi

12/04/2024 11:17

J. Bøgen

Hvad virker bedst til at få dig til at sænke farten?

For høj fart er skyld i for mange dræbte på de danske veje. Det skaber utryghed i lokalområder og påfører også kommuner store omkostninger.

Nu minder Vejen Kommune, Rådet for Sikker Trafik og ikke mindst politiet bilisterne om at de skal overholde hastighedsgrænsen.

"De kommende uger er vi mere aktive med fotovognene på landevejene i Vejen Kommune," fortæller Dennis Holst, der er leder af Politistationen i Vejen.

En afgørende faktor

Der bliver stadig kørt for stærkt på de danske veje, og det har flere negative konsekvenser. De sidste fem år er 121 personer blevet dræbt i ulykker i Syd- og Sønderjyllands politikreds. Ud af de 121 trafikdræbte, er 20 personer blevet dræbt i ulykker i Vejen Kommune.

Farten er en afgørende faktor. For høj fart er også noget, som skaber utryghed i folks lokalområde, hvor det er 4 ud af 10, som svarer, at de ofte eller meget ofte oplever for høj fart i deres lokalområde.

Heldigvis er der et effektivt værktøj, som Vejen Kommune nu finder frem, så bilister med for tung speederfod letter en smule på den.

Velkendt og virkningsfuldt

Kommunen sætter nemlig Sænk farten-vejkantplakater op langs udvalgte veje i kommunen, og det er noget, som har betydning.

"Erfaringen viser, at bilisterne lytter til budskabet, og det er med til at gøre trafikken mere sikker," forklarer Vagn Sørensen, der er formand for Udvalget for Teknik og Miljø.

Næsten 7 ud af 10 af de fartglade bilister sætter ofte eller altid farten ned, hvis de kører forbi en Sænk farten-vejkantplakat. Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, som Epinion har gennemført.

Vejen Kommune deltager i Rådet for Sikker Trafiks kampagne ’Sænk Farten’, som kører fra 1. april og tre uger frem.

Mest Læste

Annonce