Det er de personlige stridigheder, der har sendt Dansk Folkeparti ud i en historisk krise. Foto: Shutterstock
Det er de personlige stridigheder, der har sendt Dansk Folkeparti ud i en historisk krise. Foto: Shutterstock

DF i opløsning: Derfor er det den største nedsmeltning nogensinde

Politik

28/06/2022 14:08

J. Bøgen

Dansk Folkeparti kan være på vej ud af Folketinget, vurderer politisk redaktør.

Dansk Folkepartis krise er uden fortilfælde i dansk politik.

Over halvdelen af partiets medlemmer i Folketinget har forladt den synkende skude, og med store navne som Søren Espersen og Peter Skaarup iblandt, er det ikke bare hvem som helst.

Og selvom andre partier, også i nyere tid, har været igennem reelle nedsmeltninger, så er Dansk Folkepartis deroute af en helt anden størrelse. Det vurderer politisk redaktør for TV 2, Hans Redder.

Blev til ud af anden nedsmeltning

Dansk Folkeparti var i sig selv succeshistorien, der blev bygget på et andet partis totale opløsning.

DF blev grundlagt i 1995 af udbryderpolitikere fra det daværende folketingsparti Fremskridtspartiet, der i årevis havde været splittet i to politiske fløje.

Det var også politiske uenigheder, der i 10'erne gav SF så store problemer, at man snakkede om en reel nedsmeltning.

Men det er ikke tilfældet i Dansk Folkeparti, forklarer Hans Redder til TV 2.

Han mener, det nærmere er de personlige stridigheder mellem medlemmerne, der har fået DF ud på afgrundens rand.

Allerværst stod det til under formandsopgøret i januar i år – hvor der eksempelvis blev lækket interne lydoptagelser til pressen – men siden er det ikke gået roligere for sig bag facaden i partiet.

"Formandsopgøret blev virkeligt beskidt, både i den lejr, hvor man bakkede op om Morten Messerschmidt, men også i den modsatte. Der blev det for alvor tydeligt, hvor lidt de stoler på hinanden, og hvor giftigt det er blevet," siger Hans Redder til TV 2.

Husk Alternativet

Ved valget i 2019 strøg Alternativet ind i Folketinget. Siden har partiet blødt både vælgere og kandidater og befundet sig langt under spærregrænsen. Og den historie ser ud til at kunne gentage sig med Dansk Folkeparti som hovedrolle.

I den seneste måling fra Megafon nærmer Dansk Folkeparti sig i hvert fald bunden og en historisk øretæve med kun 3,2 procent af stemmerne.

Og ifølge Hans Redder er der særligt én grund til, at nedsmeltningen i Dansk Folkeparti overgår både SF's, Alternativets og Fremskridtspartiets kriser.

For i løbet af sin eksistens har Dansk Folkeparti udviklet sig til at blive et af landets mest indflydelsesrige partier. I hvert fald før, de begyndte at kæmpe for overlevelse.

I de seneste to årtier har det borgerlige parti for alvor forandret dansk politik, særligt på udlændingeområdet, siger Hans Redder.

"I 2001 stod de alene med idéen om, at der var behov for at stramme dansk udlændingepolitik. I dag står vi i en situation, hvor de har sejret sig selv ihjel, fordi stort set alle andre partier har købt ind på den politik lige siden."

Hvad gør Thulesen Dahl?

Mandag skrev den tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl, i et Facebook-opslag, at han "overvejer sin situation":

"Mange af mine gode venner har forladt partiet. Men jeg har stadig rigtigt mange gode venner tilbage i partiet," skrev han.

Hans Redder mener, at den nuværende formand, Morten Messerschmidt, må gå og håbe på en afklaring fra Kristian Thulesen Dahl hurtigst muligt - for før kan partiet ikke gøre sig forhåbninger om at komme videre.

"Både Messerschmidt og Thulesen Dahl ved godt inderst inde, at det her ender med et brud inden længe. Det minder i virkeligheden om et ulykkeligt ægteskab, hvor begge parter godt ved, at det kommer til at ende ulykkeligt," slutter den politiske redaktør.

Mest Læste

Annonce