Danmark har flest mandlige lærere

10/11/2011 14:20

Nick Allentoft

Selvom der de senere år er sket et fald i andelen af mandlige lærere i folkeskolen, topper vi ifølge nye tal ligestillingsranglisten internt i EU. Ikke plads til at hvile på laurbærrene, lyder det fra Bjørn Hansen, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg, Danmarks Lærerforening.

Mandlige lærere har langt flere kollegaer af samme køn på de danske lærerværelser, end hvad der er tilfældet i andre EU-lande.

Mens andelen af kvindelige lærere i Danmark i 2009 var 68,6 procent, lød EU-gennemsnittet på hele 86 procent. Det viser nye tal fra Eurostat, som udgør EU-kommisionens statistikenhed. Dermed har Danmark den højeste andel af mandlige lærere i hele EU.

Kun Luxembourg kommer tæt på Danmark, når det gælder ligestilling blandt lærerne. Her er 73,6 procent af alle lærere kvinder.

Arbejde hårdt for flere mænd
Bjørn Hansen, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening, glæder sig over, at Danmark topper listen. Men han påpeger, at der ikke er plads til at hvile på laurbærrene.

"Vi skal blive ved med at arbejde hårdt for at gøre lærerfaget attraktivt for begge køn. Det er så ualmindeligt vigtigt, at eleverne oplever både mandlige og kvindelige rollemodeller i forbindelse med deres skolegang. Vi har over de senere år oplevet færre mænd i den danske folkeskole. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper læreruddannelserne med at gøre en målrettet indsats for at tiltrække de unge mænd," siger han.

Over de sidste seks år er andelen af mænd i danske folkeskoler ifølge en opgørelse fra UNI C faldet fra lidt over 32 pct. i 2005/06 til mindre end 31 pct. i skoleåret 2009/10.

Mest Læste

Annonce