Danske Regioner efterlyser mere fleksible EU-udbudsregler

08/11/2011 08:07

Nick Allentoft

EU-Kommissionen er på vej med nyt udkast til fælles europæiske udbudsregler. Der er brug for en mærkbar forbedring, lyder det fra Danske Regioner, der henviser til de danske regler på områder. Danske Regioner efterlyser langt mere fleksible EU-regler på udbudsområdet.

- De danske udbudsregler er et godt eksempel på, at det kan gøres langt mindre bureaukratisk, uden at det bryder med reglerne om gennemsigtighed og fair behandling. Det må også kunne lade sig gøre på EU-niveau, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner.

Og noget tyder på, at der er en opblødning på vej. I hvert fald har Europa-Parlamentet sendt klare signaler til EU-Kommissionen om, at EU’s udbudsregler skal gøres langt mere fleksible og enkle end tilfældet er i dag. Det glæder Carl Holst, der understreger, at stive bindende regler og mål fra EU ikke er vejen frem. Løsningerne skal i stedet findes i det lokale demokrati.

Europaparlamentarikerne har opfordret Kommissionen til større mulighed for at kunne vælge ud fra andet end laveste pris og introducerer princippet ”livscyklus” tilgang. Det skal gøres mere klart, hvordan man kan anvende og fremme innovation gennem offentlige indkøb. Det samme gælder anvendelsen af miljø- og sociale klausuler. Sidst men ikke mindst opfordrer de EU-Kommissionen til at vurdere, om tærskelværdien for servicekontrakter har det rette niveau (i dag ca. 1,5 millioner kroner), eller om den den bør forhøjes.

Danske Regioner har presset på for en forenkling. Lasse Krull Petersen har som en af Danske Regioners repræsentanter i EU's Regionsudvalg arbejdet med sagen, og han glæder sig over, at EU-parlamentarikerne har lyttet til de regionale argumenter.

- En forenkling af reglerne er i alles interesse. Både for de der laver udbuddene, og de der skal byde på opgaverne. Vi har fra regionernes og kommunernes side kunnet byde ind med de praktiske erfaringer med udbudsreglerne, og derfor er jeg glad for, at parlamentarikerne, der er medlovgivere på de kommende regler, har lyttet til vores argumenter. Lige nu ligger bolden hos EU-Kommissionen, og så må vi se, hvad de kommer frem med, siger Lasse Krull Petersen.

Mest Læste

Annonce