DOKUMENTATION: Vækstforums ti hovedanbefalinger

20/03/2011 16:14

Nick Allentoft

Læs anbefalingerne fra Vækstforum her. Hele rapporten fra Vækstforum findes her. Det danske samfund står over for store udfordringer fra globalisering, aldring, klima og en hastig teknologisk udvikling. Den økonomiske krise har gjort Danmarks udfordringer større. Siden krisen satte ind, har Danmark tabt 175.000 arbejdspladser i den private sektor.

Der er brug for hurtig handling for at imødegå udfordringerne. Jo længere vi venter, desto større bliver problemerne. Hvis vi fortsætter uden at gøre noget, vil Danmark sakke agterud. Vi vil blive et lavvækstsamfund.

Det vil få mærkbare konsekvenser for os alle. Vi vil ikke længere kunne opretholde det velfærdssamfund, vi kender i dag. For den enkelte families privatøkonomi svarer forskellen på høj og lav vækst til, at en almindelig familie om bare ti år har 40.000 kroner mindre til sig selv om året.

Derfor er der et stort behov for bredt anlagt og ambitiøse reformer, der kan hanke op i alle områder i det danske samfund af betydning for vores fremtidige vækst og velstand.

Der findes ingen lette løsninger på de udfordringer, Danmark står over for. Først og fremmest er der behov for markante ændringer i de rammebetingelser, virksomhederne har for at skabe nye arbejdspladser og vækst. Det er kun stærke og dynamiske virksomheder, der i sidste ende kan sikre, at vi i Danmark også om 10 og 20 år har råd til den velfærd, vi gerne vil have.

Heldigvis har vi en række fundamentale styrker at trække på, når vi skal møde udfordringerne.

Vores samfund er præget af åbenhed, frihed, lighed, kreativitet og tryghed. Det har historisk været med til at sikre, at Danmark er et af de mest velstående samfund i verden. Når vi skal have gang i væksten igen og fortsat skal være et af verdens mest velstående lande, får vi brug for alle vores styrker. Det er vores ambition, at vi kan videregive et samfund, som vi kan være stolte af til vores børn.

De direkte årsager til vores udfordringer er klare. Velstand skabes af to forhold: Hvor meget vi arbejder, og hvad vi får ud af vores arbejdsindsats. Og Danmark er udfordret på begge områder.

Vækstforums mange anbefalinger kan overordnet samles i ti hovedanbefalinger. Der er til hver af de ti hovedanbefalinger anført henvisninger til nærmere beskrivelse i Ny vækst i Danmark – hovedkonklusioner:

Vækstforums ti hovedanbefalinger

(tallene i parantes henviser til sidetal i rapporten, som du finder her)

1. Tabt konkurrenceevne skal genvindes

a. Vækst i antallet af arbejdspladser i fremstillingssektoren og konkurrenceudsatte

serviceerhverv (s. 8)

b. Lønomkostningerne skal stige mindre end hos vores konkurrenter (s. 27)

c. Stram finanspolitik skal understøtte genopretningen af konkurrenceevnen (s. 27)

2. Flere skal arbejde længere og mere

a. Afskaffelse af efterlønnen (s. 24)

b. Færre på førtidspension og fleksjob (s. 24)

c. SU skal tilskynde til hurtig færdiggørelse (s. 15)

d. Tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft (s. 19)

3. Styr på de offentlige finanser

a. Gældsafviklingen skal tilbage på sporet (s. 27)

b. Loft over de offentlige udgifter (s. 27)

c. Finanspolitikken skal være konjunkturmodløbende (s. 27)

4. Meget mere konkurrence i den private og offentlige sektor

a. Reducere regler, der hindrer konkurrence i den private sektor (s. 10)

b. Udbudspligt og resultatorienteret udbudsmateriale i den offentlige sektor (s. 11)

5. Børn og unge skal være meget dygtigere

a. Større faglighed i folkeskolen (s. 13)

b. Bedre ledelse i folkeskolen (s. 13)

c. Flere skal vælge og gennemføre en bedre erhvervsuddannelse (s. 14)

6. Flere kloge hoveder ind i virksomhederne

a. Bedre match mellem de videregående uddannelser, erhvervslivets og dermed samfundets

behov (s. 15)

b. Større satsning på eliten i såvel forskning som uddannelse (s. 15)

c. Danske universiteter i international topklasse (s. 15)

7. Skattesystemet skal fremme lysten til at arbejde og investere (s. 24)

8. Mere innovation i virksomhederne og det offentlige

a. Omlægning af offentlige innovationsordninger til skattekreditter for forskning og udvikling(

s. 19)

b. Mere privat medfinansiering af offentlig forskning (s. 19)

c. Øget rekruttering af internationale videnarbejdere (s. 19)

d. Øget effektivitet i den offentlige sektor gennem f.eks. via digitalisering og offentligprivat

samspil (s. 19)

9. Bedre vilkår for vækstvirksomheder

a. Markedet for risikovillig kapital skal styrkes (s. 21)

b. Færre administrative byrder (s. 21)

c. Bedre vilkår for små og mellemstore virksomheders deltagelse på de internationale

markeder (s. 21)

10. Lønsom grøn vækst

a. Energibeskatningssystemet skal understøtte reduktion af fossil energi (s. 28)

b. Bedre udnyttelse af det danske forspring på energiområdet (s. 28)

c. Mere effektiv anvendelse af energi (s. 28)

Medlemmer af Vækstforum

Ulla Brockenhuus-Schack, Managing Partner, SEED Capital Management
Harald Børsting, formand, Landsorganisationen i Danmark (LO)
Karsten Dybvad, adm. direktør, Dansk Industri (DI)
Niels B. Christiansen, adm. direktør, Danfoss
Jørgen Elmeskov, direktør, OECD
Mette Kynne Frandsen, adm. direktør, Henning Larsen Architects A/S
Mikkel Vestergaard Frandsen, CEO, Group Vestergaard Frandsen
Thorkild E. Jensen, formand, CO-industri
Birgitte Hald, adm. direktør, Nimbus Film
Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor, Aarhus Universitet
Lars Nørby Johansen, formand, Danmarks Vækstråd
Jørn Neergaard Larsen, adm. direktør, Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
Henning Nielsen, adm. direktør, ABTEK International ApS
Karen Nielsen, salgs- og marketingsdirektør, KMD
Randi Bach Poulsen, managing partner, Bech-Bruun
Steen Riisgaard, adm. direktør, Novozymes A/S (Deltager kun d. 18/3)
Lars Rohde, direktør, ATP (Deltager kun d. 18/3)
Peter Schütze, bankdirektør, Nordea
Jan Rose Skaksen, professor, Copenhagen Business School
Anne Kathrine Steenbjerge, adm. direktør, Anders Nielsen & Co A/S
Peder Tuborgh, adm. direktør, Arla
Mette Vestergaard, adm. direktør, Mannaz
Gitte Pugholm Aabo, Adm. direktør, Leo Pharma

Mest Læste

Annonce