DSB's omdømme har fået et knæk

10/10/2011 09:07

Nick Allentoft

DSB's ledelse og DSBFirst er gået markant tilbage fra første til andet halvår 2011 - som konsekvens af DSBFirst-sagen. Til gengæld er det generelle omdømme kun faldet en smule, og S-tog går frem. Fra 55,6 i 1. kvartal 2011 til 52,5 i 2. kvartal 2011. Eller et fald på 3,1 point på en skala fra 0 til 100.

Det er faldet i DSB's omdømme fra første kvartal af 2011, hvor DSBFirst-sagen kun akkurat nåede at blive registreret fra den 18. marts, til andet kvartal, hvor sagen kørte på fuld udblæsning.

»Et fald på 3,1 point er jo ikke umiddelbart så dramatisk, når man tænker på, hvilket stormvejr DSB har været ude i. Men det er sådan set ikke det afgørende. DSB's omdømme har lidt skade, og vi har en stor opgave i at arbejde med igen at komme i balance med vores kunder og omverdenen,« siger DSB's administrerende direktør Christian Roslev.

Fornuftigt produkt
Administrerende direktør i Reputation Institute Denmark, Henrik Strøier, som står bag analysen, understreger, at DSB fortsat er langt fra det meget lavt niveau fra 2007, hvor man var helt nede at vende på 37,1 point. Forklaringen kan ifølge ham være, at DSB de seneste år har leveret et fornuftigt produkt til sine kunder.

»Set i lyset af sagen om DSBFirst med direktørfyring og massiv negativ medieomtale er den negative udvikling i omdømmet nok ikke overraskende og ikke til at undgå. Men det er et markant dyk for DSB, som ellers har hævet sig fra et bundniveau til en gennem flere år hæderlig bedømmelse af omdømmet,« siger Henrik Strøier.

Christian Roslev understreger, at de seneste ugers debat om DSB's anstrengte økonomi og de deraf påkrævede effektiviseringer med al sandsynlighed vil lægge yderligere pres på DSB's omdømme.

»Det er klart, at vi har en kæmpe opgave i at forklare både kunder, medarbejdere og omverden, hvorfor effektiviseringer er nødvendige og det eneste ansvarlige. Og ikke mindst at vi ved at effektivisere organisationen netop kan frigøre ressourcer til at forbedre togproduktet for vores kunder og på den måde kan komme ind i en opadgående spiral,« siger direktøren.

En på ledelsestuden
Når man kigger på de enkelte omdømme-dimensioner, giver ikke mindst 'ledelse' grund til alvorlige panderynker. Her har DSB oplevet et markant fald: fra 50,9 til 41,8 - eller et fald på 9,1 point.

»I mit hoved hænger det egentlig ganske godt sammen. DSBFirst-sagen skal først og fremmest give DSB ledelsesskræmmer. Det er indlysende - og en meget stor opgave for os i den nye ledelse at få genoprettet tilliden til os som ledelse. Det generelle omdømme skal vi også arbejde hårdt for at forbedre, men her er opgaven heldigvis ikke lige så stor, da vores grundprodukt heldigvis har været fornuftigt og i orden trods sagen om dårlig økonomistyring i forhold til DSBFirst,« siger Christian Roslev, der selv tiltrådte som administrerende direktør i august.

Måske ikke så overraskende får DSBFirst det værste dyk, DSB nogensinde har set: DSBFirst' omdømme ryger helt ned på 28,6 point, hvilket svarer til et fald på hele 21,7 point i forhold til første kvartal 2011.

»Indadtil i forhold til vores egne medarbejdere har vi ligeledes en stor udfordring i at genskabe troen og tilliden til tingene igen. Vi skal have genskabt den meget vigtige stolthed, som DSB's medarbejdere historisk altid har haft.«

S-tog upåvirket
Til gengæld er det interessant at se, hvordan positivt S-togs omdømme har udviklet sig i andet kvartal 2011. S-togs omdømme ligger højt på 61,7 point, hvilket er en stigning på 2,8 i forhold til første kvartal.

»Det siger mig, at omdømme primært afhænger af det produkt, du leverer til dine kunder. S-tog har kontinuerligt over de senere år leveret et rigtig flot produkt til kunderne. Meget høj rettidighed, masser af nye, populære kundeinitiativer som gratis cykler, nattog, gratis søndag og mobilbilletter,« slutter Christian Roslev.

Alle DSB's omdømmemålinger fra 2006 frem til i dag vil i dag blive offentliggjort her

Mest Læste

Annonce