Et løft til større grad af uafhængighed

16/10/2012 14:25

Med brug af selvkørende mobile lifte i private hjem vil Aalborg Kommune slå flere fluer med ét smæk: Medarbejderne i ældreplejen kan undgå nedslidning, spare tid og samtidig give borgerne bedre service og mere livskvalitet. Ambitionerne er høje, men det er gevinsterne også – det viser erfaringerne fra fastmonterede lifte på eksempelvis plejehjem.

”Vi vil gerne overføre de positive erfaringer, der er fra fastmonterede lifte på plejehjem til borgernes private hjem. Vi vil forsøge præcist at analysere hvordan behovene er i de private hjem, og med denne viden indgå i et privat offentligt samarbejde om udviklingen af selvkørende lifte, der kan opfylde disse behov”, fortæller rådmand Tina French Nielsen.

”Det at være så lidt afhængigt af andre som muligt er lig med større livskvalitet. Mobile lifte er et skridt i retning af, at den enkelte borger kan få hurtigere og bedre hjælp, da liftene gør det muligt for kun én medarbejder at foretage forflytninger. Det kan for eksempel være i forbindelse med hjælp til at komme ud af sengen”, forklarer Tina French Nielsen.

Samtidig med gevinsten for borgerne i form af mindre afhængighed er der også penge at spare for kommunen.

Mange ressourcer kan spares
En stor del af opgaven med at pleje hjemmeboende borgere er et fysisk krævende arbejde, der også tager lang tid. Hvis flere ældre og handicappede borgere får mulighed for eksempelvis selv at stå ud af sengen og komme på badeværelset, betyder det store besparelser for kommunen. For borgeren er det også bedre, da han eller hun ikke behøver at vente på hjælp, men kan klare det selv.

Erfaringer med lifte
Der er endnu ikke nogen kendte erfaringer med mobile lifte, men erfaringer fra anvendelsen af fastmonterede loftslifte viser, at i 3 ud af 4 tilfælde kan én medarbejder hjælpe en borger ud af sengen - en opgave, der hidtil har været to om. Desuden er erfaringen, at medarbejderne oplever et forbedret ar-bejdsmiljø og en mindre fysisk belastning. Samtidig er de ældre også tilfredse og trygge med den afprøvede teknologi.

Aalborg Kommune har fået 1,5 mio. fra Fornyelsesfonden som støtte til projektet, der forventes at køre i perioden januar -2013 til juni 2014. 

Mest Læste

Annonce