Fælles indsats for akutjob til ledige

20/11/2012 14:18

Niels Buch Johannsen

Rådmand for Børn og Unge, Kristian Würtz har sammen med de faglige organisationer og Børn og Unges ledere aftalt en fælles indsats til gavn for ledige, som risikerer at miste dagpengene. Indsatsen er et led i at opfylde regeringens mål om at synliggøre akutjob til de ledige, som står over for at falde for dagpengegrænsen.

Aftalen betyder, at alle barselsvikariater og vikariater for langtidssyge medarbejdere på Børn og Unges område bliver slået op på den offentlige jobportal Jobnet.dk. Dermed supplerer aftalen en række tiltag for blandt andre ledige pædagoger og lærere, som allerede er aftalt i Børn og Unge, herunder rotationsprojekter, der også sikrer videreuddannelse for medarbejdere i Børn og Unge.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi har nået en fælles forståelse for at hjælpe ledige på Børn og Unges område videre. Det handler dybest set om at bistå mennesker, som er blevet bragt i en uheldig situation. Vi vil nu følge udviklingen tæt, og jeg tror på, at vi i dialog og samarbejde kan nå vores mål,” siger rådmand Kristian Würtz.

I alt skal Aarhus Kommune finde 180 job. Blandt Børn og Unges ca. 12.500 medarbejdere er der cirka 30 nye barsler hver måned. Dertil kommer, at der løbende er cirka 50 langtidssygemeldte. På den baggrund oprettes der løbende vikariater af længere varighed i Børn og Unge.

I regeringens finanslovsaftale er afsat en præmie på 25.000 kroner pr. job, som i Aarhus tilfalder de dagtilbud, skoler eller andre arbejdspladser, som ansætter medarbejdere i akutjob.

Jobbene på Jobnet.dk vil blive slået op på i takt med, at vikariaterne opstår. 

Fakta
· KL og regeringen har aftalt, at kommunerne vil arbejde for at tilvejebringe i alt 3.000 akutjob.
· Aarhus Kommune støtter aftalen ved at tilvejebringe akutjob til mindst 180 langtidsledige.
· Aftalen om akutjob forudsætter, at der er tale om ordinære job, hvortil der under alle omstændigheder skal ansættes en medarbejder.
· Ansættelse sker på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår og uden tilskud fra det offentlige.

Mest Læste

Annonce