Finansministeriet: Kommunernes skattefastsættelse for 2011

15/10/2010 15:00

Nick Allentoft

Kommunerne har vedtaget budgetterne for 2011. Resultatet er, at kommunerne budgetterer med skattestigninger på 330 mio. kr. Samlet stiger de kommunale skatter med 330 mio. kr. i 2011, hvilket er 30 mio. kr. mere end den aftalte ramme mellem regeringen og KL. Det samlede kommunale skatteprovenu fra indkomstskat, grundskyld og dækningsafgift på erhvervsejendomme forventes at udgøre 225 mia. kr. i 2011.

Regeringen anerkender den store indsats, som kommunerne har ydet for at holde den samlede skattestigning inden for det aftalte. Kommunerne er nået så tæt på mål, at regeringen har valgt at acceptere budgetresultatet vedrørende skatterne som værende inden for aftalen. Det er således regeringens beslutning, at den kommunale skattestigning i 2011 ikke skal være omfattet af lovens bestemmelser om en nedsættelse af bloktilskuddet ved en forhøjelse af den kommunale skatteudskrivning.

Det skal ses i lyset af størrelsen af skattestigningen, samt at overskridelsen i væsentligt omfang kan henføres til skattestigninger i kommuner, der tidligere har nedsat skatten og derfor er friholdt for individuel modregning.

Regeringen vil tage initiativ til, at der sker en modgående statslig skattesænkning, så skatten er uændret for borgerne samlet set.

Regeringen vil nu afvente kommunernes indberetning af resultatet af budgetlægningen vedrørende serviceudgifterne, inden det kan vurderes, om budgetterne samlet flugter med aftalen. Regeringen og KL har aftalt at mødes i november, når der foreligger en foreløbig opgørelse af resultatet af budgetlægningen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

”Jeg vil gerne kvittere for den indsats, som KL og kommunerne i fællesskab har ydet for at leve op til økonomiaftalen med regeringen. Kommunerne er nået så tæt på mål i forhold til skatterne, at regeringen vurderer, at resultatet er inden for det acceptable.

Regeringen og KL mødes inden for den nærmeste tid, når der foreligger et samlet foreløbigt resultat for budgetlægningen. Her vil regeringen understrege vores klare forventning om, at kommunerne også strammer op på udgiftsstyringen, og at budgetter og regnskaber lever op til aftalerne, så tidligere års markante overforbrug ikke gentages.”

Fakta
Det indgår i økonomiaftalen for 2011, at et mindre antal kommuner i en vanskelig økonomisk situation skal have mulighed for at hæve den kommunale skat med 300 mio. kr. Efter ansøgning til indenrigs- og sundhedsministeriet har 12 kommuner fået lov til at hæve skatten inden for den aftalte ramme.

I henhold til gældende lov nedsættes kommunernes bloktilskud med det beløb, hvormed de kommunale skattestigninger overstiger den skatteramme, som fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.

I den kommende tid skal kommunerne indberette budgetoplysninger vedrørende service- og anlægsudgifter for 2011 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Mest Læste

Annonce