FOA: Dansk Erhverv er endt på en anden planet

04/11/2010 14:21

Nick Allentoft

Dansk Erhverv (DE) opfordrer de offentlige arbejdsgivere til at forhandle de offentligt ansattes løn ned ved de kommende overenskomstforhandlinger. Færre ansatte, der tjener mindre, skal være med til at betale regningen for den økonomiske krise. Men DE er totalt gal på den, mener FOA.

Jeg får større og større poser under øjnene af at høre på det private erhvervslivs tæppebombardement af den offentlige sektor. Kritikken af, at der bliver flere og flere offentligt ansatte, som oven i købet tjener mere end privatansatte, er skudt helt ved siden af”, siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.


”Fakta er, at antallet af ansatte på almindelige vilkår i kommuner og regioner er faldet siden 2008 med det, der svarer til 1.000 fuldtidsansatte. Til gengæld er der blevet ansat 6.000 elever mere og 9.000 flere i job med den ene eller den anden form for løntilskud. Og tallet af ordinært ansatte vil falde yderligere i de kommende år,” siger Dennis Kristensen med baggrund i tallene fra Det Fælleskommunale Løndatakontor.

Dennis Kristensen peger på, at man først for alvor vil se virkninger af de mange kommunale opsigelser, når vi får tal på, hvordan det ser ud ved året udgang, fordi opsagte medarbejdere med lange opsigelsesvarsler figurerer i statistikkerne som ansatte, indtil opsigelsesvarslet udløber.


”Dertil kommer forudsigelige stillingsnedlæggelser og opsigelser i de næste tre år, hvor regeringen vil holde kommuner og regioner i et økonomisk kvælertag med den såkaldte nulvækst, som i praksis indebærer minusvækst i antallet af ansatte,” siger Dennis Kristensen.


”Samtidig er det en tvingende nødvendighed, at antallet af elever stiger, hvis vi skal kunne sætte uddannede medarbejdere ind som erstatning for de voldsomt mange offentligt ansatte, som på grund af alder forlader de offentligt finansierede velfærds- og serviceområder i de kommende år.”

FOA mener også, at DE har fået lønudviklingen for de offentligt ansatte helt galt i halsen. Dennis Kristensen afviser således, at de offentligt ansattes løn løber løbsk på trods af den økonomiske krise.


”Det forholder sig stik modsat. De offentligt ansatte fik et pænt resultat ved de seneste overenskomstforhandlinger, men krisen rammer de offentligt ansattes løn i lige så høj grad som de privatansattes. Det faktum, at de privatansattes løn i en periode gik helt i stå, betyder at de ansatte i kommuner og regioner kom til at skylde arbejdsgiverne penge. Vi har betalt første afdrag på den gæld ved ikke at få de aftalte lønstigninger i 2010. Andet afdrag på gælden venter på os ved overenskomstforhandlingerne, og vil i praksis føre til, at en social- og sundhedsassistent med en månedsløn på 25.000 kr. ikke vil få udbetalt lidt over 300 kr. af de månedlige lønstigninger, som vi aftaler for den kommende overenskomstperiode. De penge bliver i stedet i de kommunale kasser. Måske vil de privatansatte kunne fastholde reallønnen, men for de offentligt ansatte betyder gælden, at reallønnen ikke kan sikres i den kommende tid.”


”De offentligt ansatte kommer til at betale en stor del af regningen for den økonomiske krise både gennem afskedigelser og gennem lønsedlen. Jeg ved ikke, om Dansk Erhverv har opholdt sig på en anden planet i de senere måneder. Ellers har DE i det mindste sovet godt og grundigt i timen”, siger Dennis Kristensen.

Mest Læste

Annonce